EEO’s formand Mads Haugbølle

Mads Haugbølle, formand for EEO

Stor ros til ny politisk aftale: Økonomisk løft til erhvervsuddannelserne

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2025-05-07
  • | Af Redaktionen

    Regeringen og Folketingets partier har netop indgået en aftale, der fordeler over 500 mio. kr. årligt til landets erhvervsuddannelser for at styrke både kvalitet, trivsel og rummelighed.

    Kasper Munk Rasmussen  uddannelseschef i SMVdanmarkKasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark

    En ny bred politisk aftale skal markant forbedre forholdene på landets erhvervsuddannelser. Med over 500 mio. kr. årligt i permanente midler er der tale om en historisk økonomisk satsning, som vækker begejstring blandt aktører i branchen. Både Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) og SMVdanmark peger på, at aftalen kan bidrage til flere faglærte og bedre vilkår for elever og lærere.

    Økonomisk frihed til skolerne

    Aftalen indeholder et takstløft til erhvervsskolerne, hvor 300 mio. kr. årligt gives uden bindinger. Det betyder, at skolerne selv kan prioritere midlerne i tråd med lokale behov og elevudfordringer.

    - Det er et kvalitetsløft baseret på frihed og tillid. Midlerne skal bruges dér, hvor de skaber mest værdi – til konkrete forbedringer i elevernes hverdag, siger Mads Haugbølle, formand for EEO.

    Også SMVdanmark fremhæver investeringerne som afgørende:

    - Eleverne vil møde bedre faciliteter og mere moderne udstyr. Det vil kunne mærkes i hverdagen, siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark.

     

    Fokus på lærere og specialpædagogisk støtte

    Et centralt element i aftalen er en fremskyndelse af opkvalificeringen af erhvervsskolelærere, som nu skal være gennemført inden 2032. Her investeres i både pædagogiske og specialpædagogiske kompetencer.

    Samtidig styrkes den specialpædagogiske støtte (SPS) markant, især til elever med ordblindhed eller psykiske og fysiske diagnoser. Frafaldet på erhvervsuddannelserne er fortsat højt, og målrettet støtte skal være med til at ændre det.

    - Vi ved, at støtte virker – både på skoler og lærepladser. Det får flere unge til at gennemføre deres uddannelse, siger Kasper Munk Rasmussen.

    EEO peger samtidig på, at lærlinge bør inddrages mere aktivt i de faglige udvalg, og at elever skal have større medbestemmelse i den faglige hverdag.

     

    Erhvervsuddannelser med globalt udsyn

    Et andet initiativ i aftalen er ønsket om at femdoble antallet af elever og lærlinge, der tager en del af deres uddannelse i udlandet frem mod 2035. EEO kalder det et vigtigt skridt mod at klæde unge på til et globaliseret arbejdsmarked.

    Derudover åbner aftalen for, at flere erhvervsuddannelser fremover kan udbydes på engelsk og tysk. Det kan tiltrække flere internationale elever til Danmark og på sigt øge antallet af faglærte i arbejdsstyrken.

     

    Nye veje og plads til flere

    Aftalen indeholder også støtte til fleksible erhvervsuddannelser for unge med nedsat arbejdsevne – en ordning, SMVdanmark fremhæver som vigtig for at skabe en mere rummelig uddannelsesmodel.

    Samtidig udtrykker organisationen bekymring over, at der mangler fokus på talentudvikling og tiltag, der specifikt skal tiltrække de fagligt stærkeste elever til erhvervsuddannelserne.

    - Vi havde gerne set øremærkede midler til at styrke underviserne yderligere og målrette initiativer mod de dygtigste unge, siger Kasper Munk Rasmussen.

    Læs flere artikler om uddannelse og rekruttering i den danske byggebranche

    Anbefalede artikler