<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
12 oz hammer

Stanley Black & Decker: Udviklingen stopper aldrig

  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Værktøj
  • 2024-03-13
  • | Af Frank Ulstrup

    Ja, lyder det fra Stanley Black & Decker, der i hvert fald ikke har tænkt sig at stoppe udviklingsarbejdet. Nye materialer og nye teknologier holder udviklingen i gang, siger producenten og peger her på en række eksempler.

    Nogle vil måske mene, at en hammer er en hammer, og at udvikling at det optimale design må være sket for flere hundrede år siden. Der er trods alt bare tale om et hoved, et skaft og et håndtag.

    Men intet kunne faktisk være mere forkert, siger Kenneth Wulff Clausen fra Stanley Black & Decker:

    - Selve ideen om, hvad en hammer er, og hvad den i hovedsagen skal bruges til, er selvfølgelig gammel. Men i takt med at nye materialer kommer frem, og teknikken udvikler sig, er der masser af udviklingsmuligheder, siger han og peger på den klassiske kløfthammer som eksempel:

    - Selve håndtaget er blevet langt mere ergonomisk samtidig med, at det er belagt med et gummimateriale, der er meget mere blødt og holdbart. Det betyder også, at de vibrationer, som et slag udløser, ikke forplanter sig op i armen, siger han.

    Kenneth Wulff Clausen peger også på en 12 ounce hammer fra DEWALT.

    - Man har gjort skaftet lidt længere og slankere, og har dermed koncentreret vægten omkring hovedet. Resultatet er, at hammeren med sine 12 ounce faktisk slår hårdere end en traditionel 20 ounce hammer. Det er sådan noget, man er glad for, hvis man skal slå opad i længere tid ad gangen, smiler han.

    Hæfteklamme 2

     

     

    Nye materialer

    Som et andet eksempel, hvor vægt er afgørende, peger han på hæfteklammepistoler og hæftehammere:

    - Hæfteklammepistoler fremstilles nu også i komposit, så de vejer væsentligt mindre. Desuden har de skarpe ingeniører udviklet en ny fjedermekanisme, der gør det meget lettere at trykke håndtaget ned og sende klammen afsted.

    Og hæftehammeren – eller kødbenet – er heller ikke gået ingeniørernes blik forbi. Også den fremstilles i komposit, og har desuden fået en større trykflade:

    - Trykfladen er den del af hammeren, der rammer ind mod det, der hæftes fast – f.eks. et dampspær. Og med en større trykflade er risikoen for at slå igennem folien simpelthen mindre, lyder det.

     

    Målebånd 2

     

    Målebånd med dobbelt skala

    Det klassiske målebånd er også et bevis på, at man kan blive ved med at forfine og tilføje ekstra funktioner til et produkt, der efterhånden har mange år på bagen. Som i tilfældet med hammeren, handler det også her om gummibelagte og ergonomiske overflader. Men, der er mere end det, siger Kenneth Wulff Clausen:

    - Der er f.eks. en skala på begge sider af båndet. Det betyder, at du kan lægge båndet med ”bagsiden” opad, så dets sider ligger fladt ned mod underlaget. Dermed kan du strege op efter dit målebånd - samtidig med, at du kan læse skalaen.

    Han peger også på målebåndets såkaldt fingerbremse, som ingeniørerne hos Stanley Black & Decker præsenterede sidste år:

    - Når bremsen slippes på et bånd, der er trukket ud, kommer båndet jo farende, og man skal passe på fingrene. Det har de løst ved, at man på kassettens underside kan sætte fingeren mod båndet og på den måde bremse det, siger han og fortsætter:

    - Det er en løsning, der er væsentligt mere smidig end at skulle bruge bremsen for at sænke båndets fart. Det er den slags små justeringer af et etableret design, der gør et værktøj lettere og mere sikkert at arbejde med, siger Kenneth Wulff Clausen.

     

    Speed-vinkler med mange muligheder

    Speedsquares – eller speed-vinkler – som også har fundet vej til butikkerne, er derimod ikke en videreudvikling af et eksisterende produkt. Det er derimod et produkt, der har eksisteret i mange år i USA:

    - Man kan undre sig over, at det først er kommet til Europa indenfor de sidste par år, for det er et ganske enkelt og smart stykke værktøj, siger Kenneth Wulff Clausen og fortsætter:

    - Det er i bund og grund en kombineret vinkel og gradmåler, som man også kan optegne parallelle streger med. Derud over kan den bruges som land til rundsaven og til 117 andre ting, som man kan se på YouTube.

     

    Hybridtvingen giver ekstra styrke

    Et sidste eksempel kom i fjor, og er en krydsning mellem en enhåndstvinge og en skruetvinge. Det smarte ved den såkaldte hybridtvinge er, at den har skruetvingens trykstyrke, og stadig kan betjenes med én hånd:

    - Med den kraftigste traditionelle enhåndstvinge, vi har, kan man opnå en tryk på 270 kg. Med hybridtvingen kommer man derimod let over 370 kg. Og det smarte er altså, at du stadig kun har brug for én hånd, fordi du først spænder den ene, og derefter den anden, lyder det fra Kenneth Wulff Clausen.

    Anbefalede artikler