Test af DeWalt betonsømpistol: Følgesvenden til forskallingsloftet
DeWalts betonsømpistol har ingen rekyl og er særdeles lydsvag. At den samtidigt støver meget lidt, gør den ideel til opgaver på renoveringsopgaver eller sygehuse, hvor der skal tages ekstra hensyn. Med en lav vægt og hurtig skudmontage er den til at have med overalt.
Efter at have undersøgt den og prøvet den i praksis, er det især støjniveauet, der bemærkes fra testpanelet.
- Der er virkelig ikke meget larm fra den her, og den er samtidigt lille og let. Den er handy at have med sig, særligt hvis man arbejder på et tag, hvor også bæltekrogen er en god feature. Jeg må nok indrømme, at jeg da selv har tabt mit værktøj mange gange når jeg har arbejdet på tag, så for mig er en bæltekrog en lille - men virkelig vigtig - feature, fortæller Steffen Slott Jørgensen.
- Sømmene går også fint i uden nogen nævneværdig form for rekyleffekt og de to skudfunktioner er jeg også begejstret for. Så kan den både bruges til hurtigskydning eller enkelskydning, hvis man ønsker en højere præcision. Så bare fordi DeWalts betonsømpistol er lille, mangler man ikke funktioner eller styrke, afslutter han.
- Lydniveauet er virkeligt dæmpet, og det er jo en stor fordel hvis man arbejder i nogle institutioner, såsom et hospital hvor vi ikke kan gå rundt og dele høreværn ud til alle og enhver. Det gør det jo nemmere at fortsætte en normal hverdag for kunden, hvilket jeg ved, at flere ønsker eller har behov for at kunne, indskyder Morten Arnek.
Tekniske specifikationer
Batteritype: XR Li-Ion
Spænding: 18 V
Søm-/dykkerdiameter: 2.6-3.7 mm
Søm-/dykkerlængde: 13-57 mm
Affyringstilstand: Enkelt-/ & Hurtigskud
Vægt: 4.2 kg
Arbejdstemperatur: -20 til 50°C
Støj LPa: 88.5 dB
Støj LWa: 97.5 dB
Vibration: 2.8 m/s2
Bygge- & Anlægsavisens håndværkerpanel:
Roskilde Tekniske Skole - Danmarks snedkerelite
Roskilde tekniske skole, Exponent, Den Grå Tømrer og Hoffmann, har stillet tre af deres dygtige Skills-elever og lærlinge til rådighed.
Justian Raahauge er i lære som maskinsnedker hos Exponent A/S og har vundet DM i Skills for bygningssnedkere. Han skal senere på året repræsentere Danmark ved EM i Skills i Ungarn.
Asmus Kromann er i lære som bygningssnedker hos Den Grå Tømrer og fik en flot fjerdeplads ved DM i Skills dette år.
Steffen Slott Jørgensen er i lære som bygningssnedker hos Hoffmann og skal dyste ved DM i Skills for første gang i 2019 (Note: Steffen endte med en solid førsteplads ved dette DM)
KN Byg: Vinder af Årets Håndværker
I 2017 vandt det familieejede KN Byg prisen Årets Håndværker i kategorien Tømrer 10+ ansatte. Både i 2016 og 2018 har de været blandt finalisterne. De stillede deres to erfarne tømrere Martin Johansen og Morten Arnek til rådighed.
Vestegnens Tømrer og Snedker Enterprise: Service i højsædet
V.T.S. udfører en bred vifte af tømrer og snedkeropgaver, hvor målet er at levere et stykke kvalitetsarbejde til en fornuftig pris. Fokus ligger især på at rådgive og sparre med kunderne, før arbejdet påbegyndes. Her stillede tømreren Søren Frost op til at prøve kræfter med værktøjet.
Tak til AO Johansen
Bygge- & Anlægsavisen har i værktøjstesten fået lov at benytte AO Håndværkerbutik på Ingerslevsgade 54 i København, hvor vi mærkede både stor faglighed og et højt serviceniveau hos alle medarbejderne. Brødrene A & O Johansen A/S er en danskejet virksomhed med hovedsæde i Albertslund. AO Johansen har i over 100 år været førende inden for salg af materialer til tekniske installationsmateriale i Danmark, og i dag tæller man omkring 700 medarbejdere og et sortiment på over 400.000 produkter.