Solcelleprojekter bliver bremset af danske særkrav
Ny teknisk regulering betyder, at kun få solcelleanlæg kan nettilsluttes. Branchen advarer om stop i projekter og konsekvenser for grøn omstilling og energisikkerhed.
Nye tekniske særkrav til solcelleanlæg, administreret af Energinet og Green Power Denmark, har bremset store dele af det danske solcellemarked. Siden reglerne trådte i kraft i maj 2025, er det kun én inverterproducent, der har fået tre produkter optaget på den såkaldte positivliste. Derved bremses solcelleprojekter, for uden godkendte invertere kan anlæg ikke tilsluttes elnettet, og projekter kan ikke realiseres.
– Vi står i en situation, hvor markedet reelt er lukket. Projekter bliver udskudt eller opgivet, og den grønne omstilling bremses betydeligt. Energinet og Green Power Denmark har stoppet al sagsbehandling for de mindre og mellemstore bygningsanlæg – de såkaldte type B-anlæg, siger Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening, i en pressemeddelelse.
Udfordringer skaber flaskehalse
Ifølge branchen skyldes udfordringerne især, at Danmark har indført tekniske krav, som afviger fra resten af Europa. Det reducerer incitamentet for internationale producenter til at tilpasse deres invertere til det danske marked.
Samtidig afventer producenterne kommende EU-regler (RfG 2.0), hvilket yderligere forsinker tilpasning af produkter.
– Danmark er et lille marked. Når vi går enegang, bliver vi valgt fra. Det er den virkelighed, vi nu står midt i, siger Flemming V. Kristensen.
Konsekvenser for byggeri og erhverv
Ifølge Dansk Solcelleforening mærkes konsekvenserne allerede i bygge- og energisektoren på flere måder: Virksomheder og kommuner ikke kan etablere solcelleanlæg, investeringer i vedvarende energi udskydes eller opgives og elektrificering og CO₂-reduktion forsinkes. Samtidig stiger energiomkostninger for danske virksomheder. Dette betyder, at solcellevirksomheder risikerer lukning.
Denne udvikling ser Dansk Solcelleforening som bekymrende i en tid, hvor der samtidig er fokus på energiuafhængighed og forsyningssikkerhed.
Tekniske krav har konsekvenser
Branchen peger på, at tekniske særkrav i praksis får vidtrækkende konsekvenser uden politisk behandling. Man peger på følgende udfordringerne:
- Overimplementering af EU-regler
- Nationale krav til invertere med behov for nye tests og software
- Lange godkendelsesprocesser
- Begrænset adgang til testfaciliteter
Branche efterlyser politisk handling
Dansk Solcelleforening opfordrer til politiske tiltag, der kan genstarte markedet, herunder: Midlertidige overgangsordninger, justering eller suspension af særligt byrdefulde krav samt øget harmonisering med EU-regler.
– Vi risikerer at sakke bagud i den grønne omstilling, hvis ikke der handles nu. Det her er ikke kun et brancheproblem – det er et samfundsproblem, der til syvende og sidst også er problematisk for Danmarks konkurrenceevne og energiuafhængighed, slutter Flemming V. Kristensen.
Om Dansk Solcelleforening
Dansk Solcelleforening er en brancheorganisation, der samler aktører inden for solceller – fra producenter og rådgivere til installatører og udviklere af både store anlæg og tagbaserede løsninger til erhverv, offentlige bygninger og private