
Samlet energiløsning kan betyde farvel til elregningen
En varmepumpe betyder i forvejen et farvel til den klassiske varmeregning – men hos Heatsave kan den også betyde, at elregningen helt forsvinder, hvis pumpen kombineres med solceller, batteri og intelligent styring.

Danmark er i gang med en stor energiomlægning; de sidste oliefyr er på vej til at blive udfaset, og naturgasnettet er mange steder ved at blive erstattet med fjernvarme for dem, der vil være med.
Men for de fleste boligejere og boligforeninger er der også en tredje vej – nemlig varmepumper. Konceptet er nok kendt for de fleste – man får en selvstændig enhed, der varmer bygninger og brugsvand op.
Hos en af de absolut førende leverandører i Danmark, Heatsave, oplever man stor interesse, specielt i områder, der er ved at blive omlagt fra gas til fjernvarme.
- Nogle er bekymrede for økonomien i fjernvarmen, andre er bekymrede for, om det bliver til noget eller det besvær, der kan være. Så de vælger at få deres eget varmesystem. For mig er det også den eneste rigtigt grønne løsning, siger Heatsaves direktør Claus Rønnow.
Det fulde udbytte kræver dog den rette vejledning, understreger han.
- Vi laver altid en grundig gennemgang af huset og laver beregninger, så anlægget bliver dimensioneret rigtigt fra begyndelsen. Det er også vore egne montører, der kommer ud og monterer anlæggene, siger Claus Rønnow.
Anlæggene fra Heatsave er skandinavisk producerede, og virksomheden er VE-certificeret. Folkene bag kan også bistå med ansøgninger om kommunale tilskud, når de er tilgængelige.
Heatsave tilbyder desuden appen SmartWatts. Den fungerer som personlig energiassistent. Ved hjælp af kunstig intelligens holder den øje med energiforbruget, så der hele tiden kan optimeres i forhold til, hvornår elektriciteten er billigst – med udgangspunkt i brugerens personlige vaner. Så kan bilen for eksempel blive opladet, når strømmen er billigst. Appen er et redskab i hverdagen – og den kommer fuldt til sin ret hos de kunder, der vælger en specialløsning, der er unik hos Heatsave.
Slipper for elregningen
Varmepumpen betyder et farvel til den klassiske varmeregning – men elregningen kan også helt forsvinde.- Hvis man vælger at kombinere solceller, varmepumpe og batterier, overtager vi målerpunktet, så man ikke få en elregning, hvis man holder sig inde for et maksimalforbrug, siger Claus Rønnow.
Maksimalforbruget defineres individuelt – og ud fra komplicerede beregninger.
- Vi tager to års energidata fra boligen og kombinerer med, hvor solen har stået i den tid og hvad elpriserne har været. I alt trækker vi på 17520 målepunkter, så vi kan simulere strømforbruget de næste to år. Det er udgangspunktet for, hvordan vi dimensionerer anlægget, så det hverken bliver for stort eller for småt, og hvordan vi fastsætter maksimalforbruget, siger Claus Rønnow, der anslår, at en typisk udgift til etablering af en samlet løsning med solceller, inverter, batterier og varmepumpe er på i omegnen af en kvart million for en standardvilla fra 1970erne. Til gengæld forsvinder varmeregningen i 15 år.
At Heatsave kan overtage regningen skyldes, at virksomheden hjælper med at stabilisere elnettet mod de udsving, der kan være.
Heatsave leverer både solceller, inverter, batterier – og selvfølgelig varmepumpe. Hardwaren er HEiAP-kompartibel, så de enkelte dele kan tale sammen, og selv hvis man vælger en anden solcelleløsning – for eksempel en, der er integreret i taget – kan Heatsave tage sig af resten.
Forsyningssikkerhed
I april forsvandt strømmen i hele Spanien og Portugal i en periode, der strakte sig over mange timer. Forsyningssikkerhed er ikke længere en selvfølge. Men med en integreret løsning med solceller og batterier, kan man komme trygt igennem sådan en situation.
- Man vil have nødstrøm fra batterierne. Så man kan have lys i huset, se TV, lave mad og have et fungerende køleskab og en fryser, selv hvis strømmen forsvinder fra elnettet. Man kommer stort set ikke til at opdage, hvis strømmen er forsvundet, siger Claus Rønnow.