Janni Mandsberg, HR Udviklingskonsulent hos Bygma fortæller, at virksomheden laver fundamentet – og eleverne bygger huset
Salgtrainees i byggemarked er nomineret til Fagprøveprisen
To af Bygmas salgstrainees er nomineret til HK/Dansk Industri’s Fagprøvepris 2023 for at tage fat på højaktuelle emner i branchen – digitalisering og logistik - og udvikle løsninger, der er i tråd med Bygmas strategi.
Fornylig fik to af Bygmas salgtrainees en rigtig god nyhed. Emma Kelberg, der er salgstrainee i Bygma Køge, og Casper Holten Nielsen, der er salgstrainee i Bygma Otterup, har begge lige været oppe til fagprøven, og begge to er nomineret til årets Fagprøvepris, der bliver uddelt af HK og DI.
I deres fagprøver har de begge taget fat i to højaktuelle emner i branchen: øget digitalisering plus logistiske udfordringer og trængsel ved morgenleverancer. Og det er der kommet rigtig gode ting ud af, skriver Bygma i en pressemeddelelse.
I Emmas projekt er logistikkapaciteten blevet udnyttet bedre og har højnet servicen Bygma Køge. Og Caspers projekt har bevirket, at flere er inde og bruge Bygmas onlineplatform ProffDok i Bygma Otterup.
Skolen har udvalgt de to fagprøver, da de tager fat på aktuelle emner og tager udgangspunkt i Bygmas strategi.
God opbakning fra kollegaer
De to unge er både glade og overraskede. Emma Kelberg fra Bygma i Køge fortæller:
- Jeg blev meget overrasket, da jeg fandt ud af, at jeg var nomineret. Mine kollegaer i Bygma Køge har været helt og aldeles fremragende til at støtte mig i mit projekt. Derfor er det kun fedt at kunne give noget tilbage.
For Casper har opbakningen givet et kæmpe skub
- Jeg er glad for at være nomineret, men jeg er især glad for at bidrage til Bygmas strategi med mit projekt om at få flere til at benytte sig af ProffDok. Den gode opbakning fra mine kollegaer i Otterup har kun givet mere blod på tanden.
Krydser fingre for sine elever
Hos Bygma er man også stolte. Janni Mandsberg, HR udviklingskonsulent i Bygma:
- Det har været relevante emner, der har passet godt ind i Bygmas strategi. Både Casper og Emma har været gode til at involvere Bygma og deres kollegaer i deres projekt, og det vidner ikke blot om en stor teoretisk viden, men også om fremragende menneskelige egenskaber, siger Janni Mandsberg og fortsætter:
- Vi er meget stolte af, at det er gået dem så godt til deres fagprøve, og at de er nomineret til HK/DI’s fagprøvepris. Hos Bygma vil vi støbe fundamentet for en god handelsuddannelse, og så er det elevernes opgave at bygge huset på det fundament. Det har Casper og Emma gjort på fornemmeste vis. Nu krydser vi fingre for, at en af dem løber afsted med sejren, siger Jani.