<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
låsesmedeforeningen

Putins krig stiller uventede krav til danske låsesmede

  • Byggepladsen
  • Sikring og Adgangskontrol
  • IT og ny teknologi
  • 2024-03-17
  • | Af Frank Ulstrup

    Den digitale udvikling og risikoen for sabotage mod kritisk infrastruktur stiller store krav til låsesmedebranchen. Bl.a. derfor håber formand i Låsesmede Foreningen, Gert Mejlshede, at flere unge vil få øjnene op for et fag, der er i rivende udvikling.

    Når gasledninger i Østersøen eksploderer, og baltiske kommunikationskabler kappes over, så løber det koldt ned ad ryggen hos europæiske myndigheder.
    For hvad bliver det næste? Bliver det en havn, et kraftværk eller kommunikationsanlæg, der ryger i luften? Eller måske et vandværk, der forgiftes?

    Der er desværre muligheder nok, hvis man som krigsherre i øst vil straffe de nationer, der har meldt sig på den ukrainske side i den russisk-ukrainske konflikt.

    Gert-mejlshedeGert Mejlshede

    Nyt trusselsbillede

    Af samme grund, er der fra EU udstedt et nyt direktiv - CER-direktivet – der stiller krav om bedre fysisk sikring af kritisk infrastruktur.

    Direktivet skal implementeres nu, og det vil give travlhed hos mange låsesmede landet over vurderer formand i Låsesmede Foreningen, Gert Mejlshede:

    - Trusselsbilledet har jo ændret sig voldsomt efter Ruslands angreb på Ukraine. Og det kommer vi også til at tage højde for herhjemme i stort som småt, siger han og peger på de danske vandværker som eksempel:

    - Vores vandværker skal f.eks. sikres, så de ikke kan forgiftes eller på anden måde udsættes for sabotage. Og det vil i høj grad være låsesmede, der kommer til at stå for det arbejde. Desværre tror jeg ikke, at alle vandværksforeninger er helt klar over, hvor omfattende et arbejde det er, siger han.

    Læs også:

    Interview med direktør i Ambitlocker, Steffen Nielsen ”Fjernstyret hængelås skal gøre livet surt for tyven”

    En ny tilgang til sikring

    Så det er ikke for meget sagt, at storpolitik kommer til at påvirke et lille fag, som den danske låsesmedebranche:

    - Nej bestemt ikke. Der er jo en aktiv trussel, så det vil komme til at påvirke branchen rigtig meget. Jeg tror, vi vil få en helt anden tilgang til sikring og adgangskontrol i fremtiden. I dag kan man være fræk og sige, at vores tilgang er lidt laissez faire. I fremtiden tror jeg, den vil blive langt mere disciplineret og gennemtænkt, lyder det.


    Mere registrering

    Gert Mejlshede peger på, at det nye direktiv ikke bare stiller krav om bedre mekanisk sikring. Det er langt mere omfattende, siger han:

    - Det skal f.eks. registreres og dokumenteres, hvem der kommer og går i en bygning, hvis der sidder en telemast på taget. Den slags er svært at få til at fungere med fysiske nøgler, så det kalder på digitale systemer, hvor alt registreres i en hændelseslog, siger han.

    Og på samme måde vil det være ved havne, lufthavne, kraftværker og hospitaler – samt en lang række andre steder, hvor personer med onde hensigter under ingen omstændigheder må få adgang.

    Gert Mejlshede vender tilbage til vandværkerne:

    - For dem betyder det jo, at boringerne ude i det åbne land skal sikres på en helt anden måde, end de er i dag. De skal sikres, så selv trænede agenter eller terrorister ikke kan få adgang. Og det er det, jeg frygter, at de små lokale vandværksforeninger måske ikke helt er bevidste om endnu, lyder det.

    Montering-Serie1-6Lærling på arbejde


    Klædt på til opgaven

    Låsesmedenes formand er dog ikke bekymret for, om hans medlemmer vil kunne leve op til de fremtidige krav. De digitale sikrings- og adgangskontrolsystemer har længe været en del af uddannelsen til låsesmed – og de vil blive det endnu mere i fremtiden, siger han:

    - Når vi taler om sikring, vil der altid være et fysisk/mekanisk element, der skal forhindre noget i at åbne sig. Men når det er sagt, så bliver sikring ligesom alt mulig andet mere og mere digitalt. F.eks. sker der rigtig meget med hensyn til batteri-baserede teknologier, der overflødiggør lange ledningstræk til diverse låse og sensorer. Det er en superspændende udvikling, som i den grad holder os til ilden, smiler han.


    Et fantastisk fag

    Beder man Gert Mejlshede løfte blikket fra det storpolitiske og teknologiske og i stedet zoome ind på de helt nære udfordringer for branchen, nævner han i særdeleshed én:

    Der er nemlig for få unge, der ser potentialet i en uddannelse som låsesmed. Måske fordi de slet ikke ser uddannelsen:

    - Jeg synes jo, at det er et fantastisk fag. Man bliver ikke nedslidt, og der er ingen ledighed for faglærte. Dertil kommer, at man både har med digitale- og mekaniske teknikker at gøre, og at man møder rigtig mange forskellige mennesker. Der er ikke to dage, de er ens, siger han og tilføjer at lønnen heller ikke fejler noget.

    - Så hvis ellers man bare har nogenlunde flair for matematik og fysik, og også kan lide at bruge sine hænder, så vil jeg bestemt opfordre unge til at overveje det. Jeg har i hvert fald ikke fortrudt valget, smiler Gert Mejlshede, der sammen med sin bror har drevet MEJLSHEDE LÅSE A/S på Nørrebro i København gennem de sidste ti år.

    Anbefalede artikler