Portræt af stukkatør Paw Rubin fra Rubin Stuk & Søn

I Rødovre går håndværk og højteknologi hånd i hånd

Mange tror, at stukkatørfaget er et ældgammelt håndværk, der kun laver pynt til loftet, men det er også et fag, der er i rivende udvikling. Dekorative elementer i gips er der ikke meget af i nutidens moderne og funktionalistiske arkitektur, og derfor har fagets overlevelse været afhængig af restaureringsopgaver, eller at finde nye veje at gå ad.

 

Men man kan også gøre begge dele, sådan som det er tilfældet med stukkatørfirmaet Rubin Stuk & Søn ApS i Rødovre. Oprindelig blev firmaet etableret som et stenhuggerværksted i Næstved i 1977 af Peer Rubin, der både er uddannet som stenhugger, bronzestøber og stukkatør. I midten af 1980erne flyttede firmaet til Nørrebro, og i 1991 kom sønnen Paw Rubin ind i firmaet. I dag er det ham, der har den daglige ledelse, men ’farmand’ kommer tit forbi og glæder sig over, at alt går som det skal. Og det gør det, for firmaet har 18 ansatte, som udover værkstedet på Islevdalsvej også har en betonstøbefabrik på et par tusinde kvadratmeter i Tølløse. For nylig har man anskaffet sig et science ficton-agtigt skrummel af en syvakslet 3D-robotfræser, som man lige nu er i fuld gang med at udforske mulighederne i. Efter Paw Rubins mening er brugen af digital teknologi vejen frem for både stukkatørfaget og stenhuggerfaget, men det er stadigvæk selve håndværket, der er det afgørende.

Et gammelt håndværk i en højteknologisk verden

Det er på den baggrund, at Bygge- og Anlægsavisen har taget en snak med ham om hvordan, et gammelt håndværk kan udvikle sig i en højteknologisk verden. Og det er nærliggende at starte med at spørge, om hvad for nogle opgaver stukkatørfirmaet har for tiden?

 

Paw: Jamen, i øjeblikket er vi godt i gang med en masse restaureringsopgaver, og vi laver også en hel del emner til nybyggerier, f.eks. sålbænke, små elementer i beton og loftdekorationer.

 

BOA: Det er altså ikke kun gips, I arbejder med?

 

PAW: Nej, det er også beton og fiberbeton, og nu også sten med den nye robotfræser, som vi har købt. Og så arbejder vi faktisk også med emner i plast, for her er støbeteknikken den samme som med gips, så det er sådan set bare materialerne, der er forskellige. Vi har f.eks. lige lavet nogle teaterdekorationer i plast til en teaterforestilling i Norge, og støbt 7 af Søforsvarets gallionsfigurer, der er 7 meter lange og 4 meter høje i glasfiber, så det kan vi også.

 

BOA: Så stukkatørfaget er voksende, og I har måske også nogle lærlinge?

 

PAW: Ja Vi har tre lærlinge og vi tager en ny ind hvert år. Her i firmaet er vi både fagudlærte stukkatører, snedkere, murere, konstruktører og ingeniører. Vi har en hel del opgaver, som kræver god planlægning, dygtige håndværkere og arbejdsmænd.

 

 

Viden fra far til søn

BOA: Hvordan begyndte du selv i faget?

 

PAW: Jeg er jo født ind i det, så at sige. Min far er uddannet som stukkatør og blev derefter bronzestøber og stenhugger. I 70’erne var der ikke meget stukarbejde, så min far købte et stenhuggeri. Der gik jeg og legede mellem alle de gravsten, der skulle hugges til og have tekst. På det lille værksted blev der også lavet de få stukopgaver, der kom ind, og der var utallige kunstnere, der fik udført deres skulpturer og kunstværker af min far. 

 

BOA: Var det så gipsen eller stenarbejdet, som fangede dig?

 

PAW: Jeg syntes, at begge fag er spændende, og jeg er selv uddannet stukkatør. Jeg har snuset til stenhuggerfaget gennem min uddannelse på håndværkerskolen, og det er også et fantastisk håndværk. Jeg har stået i lære hos min far, og vi har sammen løst mange unikke opgaver, hvor min fars brede faglighed har gjort opgaverne til en leg. Den ekspertise han har grundlagt firmaet med, bærer vi med stolthed videre og lærer vores lærlinge.

 

BOA: Som jeg opfatter det, så er stukkatørfaget i bund og grund et meget traditionelt håndværk, uden ret megen brug af moderne teknologi?

 

PAW: Det er det, og indtil for kort tid siden var det sidste nye, vi kunne bruge inden for moderne teknologi, en skruemaskine og en stiksav. Det var stort set det vildeste.

 

BA: Men den mangel på moderne teknologi ligger måske i selve faget som sådan, hvor man helt bogstaveligt har hænderne nede i bolledejen?

PAW: Nej; jeg vil nærmere sige, at vores fag er bagud på teknologien her i Norden. I Italien har de brugt robotteknologien i stenhugger- og stukkatørfaget siden 1999. Jeg har været nede og besøge nogle af firmaerne, og de firmaer med flest robotter har flest ansatte og har mest at lave. Vi har nok passet for meget på med at lukke teknologien ind i vores fag, og ikke turde tage skridtet. Stukkatørfaget handler om at udsmykke og dekorere byggerier indvendigt og udvendigt, og man skal eksempelvis lære at arbejde med beton, silikonegummi, træ, zink, ler og en masse specialværktøjer og arbejdsmetoder, og dem skal man kende noget til for at blive stukkatør. I 2011 var der et filmhold, der skulle filme vores arbejde, som vi havde lavet til Fredensborg Slot, og den fangende sætning i interviewet var: ”Sådan afformer og fremstiller man stadig figurer i 2011”. Samme år kom der en mand forbi og viste mig en gipsmodel af Holger Danske som var scannet, skaleret og 3D-printet i en perfekt lille model, og jeg var målløs. Så jeg kunne jo også godt se, hvor udviklingen bar hen ad, og det er grunden til, at vi i 2012 købte vores første CNC-maskine og i 2017 besluttede os for at anskaffe en fræserobot, der kunne fræse emner i 3D og arbejde i alle materialer, bortset fra metal. Det var lidt af et spring, som har krævet en stor opmærksomhed og vilje at få indkørt sådan et skrummel ind i firmaets normale arbejdsgang. Men hvis vi ikke hang med på den teknologiske udvikling, så ville vi miste mange opgaver.

 

 

Scanner sørger for fuldstændig præcision

BA: Er det så i virkeligheden den nye teknologi, der kommer ind og hjælper håndværket på vej?

 

PAW: Det kan man faktisk godt sige, for den teknologiske udvikling har åbnet for et hav af muligheder, som vi ikke havde før. Rubin Stuk og søn startede i 2012 med at anskaffe en CNC-fræser, som man egentlig bruger til at lave køkkener med, og fik fortalt at den havde nogle programmer, som vi kunne bruge til at lave støbeforme og modeller til dekorationer, men det passede ikke. Vi havde vores kampe med den, og så kan den jo ikke fræse i beton eller sten, men bortset fra det, så fungerer den rigtig godt i dag. I 2015 fik vi så fat i en 3D-scanner, og den arbejdede rigtig godt sammen med ”køkkenmaskinen”, som vi kalder den, for så kunne vi pludselig 3D-scanne facadedekorationerne og andre emner, i stedet for at lave gummiafstøbninger på stedet, som er meget tidskrævende. Så den nye teknologi og stukkatørens dygtige håndværkskunnen går hånd i hånd, og det er et fantastisk resultat, der kommer ud af det i sidste ende. Det skal jo være nøjagtige kopier, når det drejer sig om restaureringsopgaver, og med scanneren kan vi faktisk lave nøjagtige kopier af dekorationerne. Og så går det også meget hurtigere - vi behøver f.eks. ikke et stillads til at afforme, men kan nøjes med en lift.

 

BA: Så det er altså dér, at jeres håndværk og fag har sin fremtid?

 

PAW: Ja, det mener jeg, for den del af arbejdet, som vi kan udføre med scanneren og den nye fræserobot, gør, at vi er konkurrencedygtige på et helt andet niveau end tidligere. Nu var vi de første i Norden der investerede i denne teknologi inden for vores fag, og inden længe er jeg sikker på kollegerne følger med. Men selvfølgelig er det da noget af en tørn at sætte sig ind i sådan en maskine, og den koster jo lidt og skal tjene sig ind, men på den anden side risikerede vi jo at blive sparet væk. Efter vi har taget de nye tiltag med betonfabrik, 3D-scanner, CAD/CAM og CNC-maskiner, er vi blevet taget i betragtning på flere nye opgaver, og vi håber på, at stukkatørfaget ikke bliver set som et uddøende fag, men som et fag med store muligheder til at få dekorationerne tilbage i byggeriet.

 

”Smukke facader går ikke af mode”

BA: Hvor tror du, at stukkatørfaget er henne om 10-15 år?

 

PAW: Til den tid håber jeg, at arkitekter og bygherrer får integreret nogle dekorationer ind i deres projekter og finder ud af, at de der store, blanke glasfacader måske ikke er det helt store hit. Og det ville også være dejligt, hvis arkitekterne fandt ud af at bruge stukdesign til at fremhæve de indvendige rum. Det er blevet lettere at designe dekorationer med den nye teknologi, og vi er klædt på til at tage udfordringerne op - og så må vi se, hvad arkitekterne kan finde på. Der har været mange arkitektfirmaer på besøg for at se mulighederne med den nye maskine, og alle er velkomne til at komme forbi, så vi kan tage en snak om, hvordan man kan lave nogle smukke facader og interiører - også til nybyggeriet. Og så tror jeg, at om 10 – 15 år er vores faglærte stukkatører ikke ”kun” gode til de gamle teknikker, men også godt klædt på til fremtiden. 

 

 

BA: Men I opgiver vel ikke arbejdet med gips?

 

PAW: Nej da, slet ikke! Vi har ikke en robot, som jeg kan give en opgave og sige ”lav den” og så gør den det. Nej, vi har fået en ny ”skruemaskine/stiksav”, så nu kan vi levere vores produkter hurtigere, billigere end vi hidtil har kunnet, og vi har åbnet dørene op for nye kunder og muligheder.

 

BA: Og håndværket overlever?

 

PAW: Ja, det gør det, og det er et fantastisk håndværk.