Samlet billede af vinderne af Det Bæredygtige Element 2025
Byggeriets grønne frontløbere blev hædret på Building Green
Læs om de tre initiativer, der modtog priser ved uddelingen af Det Bæredygtige Element 2025 for deres arbejde med grøn omstilling i byggeriet.
Frederik Gade Lind
Emmilie Joy Hansen og Oskar Dahlin
Prisen Det Bæredygtige Element 2025 blev uddelt første dag på Building Green CPH og hædrer personer og initiativer, der demonstrerer, hvordan byggebranchen kan levere løsninger inden for planetens grænser.
Bag prisuddelingen står WE BUILD DENMARK sammen med Building Green og ud af 49 indstillede blev ni nominerede udvalgt af en fagjury.
Ildsjælen for biogene byggematerialer og datadrevne valg
Bæredygtighedskonsulent Frederik Gade Lind fra Enemærke & Petersen modtog Ildsjæleprisen for sit arbejde med praksisnær innovation. I samarbejde med forskere og håndværkere har han været drivkraft i udviklingen af biogene byggeelementer og metoder, der gør det lettere at træffe grønne materialevalg. Blandt resultaterne er dokumenterede CO₂-reduktioner og forbedrede datastrømme til brug i den daglige byggepraksis.
- Prisen er en vigtig anerkendelse, som bekræfter mig i, at det forandringsarbejde, jeg laver, er værdsat. I virkeligheden kan alle gøre det, jeg gør, hvis bare de får de rigtige forudsætninger, fortæller Frederik Gade Lind i en pressemeddelelse.
Læs også: Selvom byggebranchen er en vigtig spiller i den grønne omstilling, er der ikke nok fokus på at uddanne den næste generation af håndværkere til at bygge mere bæredygtigt. Det mener foreningen Lærlinge for Bæredygtighed, der netop har udgivet manifestet ”Bevaringsværdig Byggebranche”
Løsningen gik til a:gain
Virksomheden a:gain vandt prisen Løsningen for deres arbejde med at integrere genbrug og upcycling i traditionelt byggeri. a:gain forvandler byggeaffald til dokumenterede og certificerede materialer som facader, gulve, akustikpaneler og glas-skillevægge – alle med samme tekniske standard og garanti som nye produkter.
- Prisen er et vigtigt rygklap fra branchen og et tegn på, at vi er gået fra startup til permanent løsning. Forhåbentlig kan det inspirere flere til at fortsætte den grønne indsats, siger Christian Steen Wittrup, direktør i a:gain.
Manifest for en bevaringsværdig byggebranche
Den Grønne Ungdomsbevægelse og Lærlinge for Bæredygtighed modtog prisen Samarbejdet for manifestet Bevaringsværdig Byggebranche. Manifestet er skabt som et bud på en ny byggekultur i Danmark med fokus på at bygge mindre og mere i harmoni med planetens grænser. Det bygger på et samarbejde mellem håndværkere, akademikere og unge aktivister.
- Vores manifest er skrevet af håndværkere og akademikere med hjælp fra en masse visionære mennesker i branchen. Vi er i fællesskab med til at bære ansvaret for den nødvendige udvikling, og når manifestet vinder priser, vidner det om, at der var brug for et nyt fællesskab, siger Emmilie Joy Hansen, bygningssnedkerlærling og en af kræfterne bag initiativet.
Christian Steen Wittrup og resten af a:gain
Fagjury og øvrige nominerede
Fagjuryen bestod af Hanne Tine Ring Hansen (Søren Jensen Arkitekter), Lasse Lind (GXN), Lone Feifer (VELUX), Niels Bjørn (URBAN), Søren Wandahl (Aarhus Universitet) og Tina Saaby Madsen (Dansk Byplanlaboratorium).
Øvrige nominerede var:
Til Ildsjælen: Micki Aaen (Aaen Engineering), Kathryn Larsen (Studio Kathryn Larsen)
Til Løsningen: Gamle Mursten ApS, VELUX – LKR Innovation House
Til Samarbejdet: ByggestopBevægelsen, (P)RECAST
Læs mere om veje til en grøn omstilling i byggeriet