<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Morten Redtz Jensen_redigeret

Portræt af Morten Redtz: Glas og stål kan noget helt særligt sammen

  • Byggeriets udvikling
  • Håndværker-portræt
  • 2022-09-14
  • | Af Malene K. Holm
  • | Foto af Rasmus Hjortshøj og Redtz.
  • - Lyset gennem store glasfacader er fantastisk. Det er som at være ude, mens man er indenfor. Glarmester Morten Redtz er dedikeret til det gode håndværk og detaljen, og synes især glas og stål spiller rigtig godt sammen.

    Villa-Kirk-Sky-Frame_800Villa Kirk


    Glas og stål kan noget helt særligt sammen, synes Morten Redtz. Det match har han samlet i sin virksomhed Redtz Glas og Facade, der laver specielle glas- og facadeløsninger til boliger, historiske bygninger og erhvervsbyggeri.

     

    Går ikke på kompromis med kvaliteten

    Morten Redtz kan godt lide, at man gør sig umage og går op i detaljen.

     

    – Hvis nogen skal have lavet noget og spørger - og hvad kan I så? Så foreslår jeg gerne det, jeg selv synes, er flottest. Det kan så godt nok være, at det er lige i overkanten, og vi kan altid finde andre løsninger, der måske er billigere. Men vi går aldrig på kompromis med kvaliteten.

     

    – Det er en styrke, at vi har begge kompetencer i huset. Både glas- og ståldelen. Nyligt lavede vi et vindfang til Sorø Kirke med buede jernfattigt glas, der er skåret ud, så de følger murstenene. Stolperne, som bærer glasset og døren, er i stål og beklædt med bronze. Desuden har vi lavet kirkens glasmontre med bronze på. Der synes jeg, at man kan se, at kombinationen af metal og glas, det er to materialer, der spiller godt sammen.

     

    Arkitekterne Scheving & Bertelsen har stået for restaureringen af Sorø Klosterkirke.

     

    Cortexpark_1600Cortex Park

    Teamwork og håndværksarbejde i Villa Kirk

    Villa Kirks glasfacade nærmest glider organisk rundt om den futuristiske bolig, der er tegnet af Adam Kurdahl, SPOL Architects. Redtz monterede Sky-Frame facaderne til bygningen og lavede samtidig et specialdesignet glasværn til husets indendørs in situ betontrappe.

     

    – Uden at prale er det da en opgave, vi er ret stolte af. Glasværnet er støbt ned i betonen og limet fast. Glasset er specialfremstillet hærdet, lamineret glas, man har bøjet. Samtidig er det jernfattigt, så det er helt klart og fremstår næsten usynligt. Jeg synes, at glasværnet spiller rigtig fint sammen med de rustfri ståltrin på trappen, betonen og lyset i trinene.

     

    – Det er et præcisionsarbejde. Når man arbejder med bøjet glas, er altid nogle tolerancer, når man varmer det op og bøjer og skal have det til at passe efter en 3D-tegning. Der kan gå mange ting galt. Men heldigvis er det gået godt.

     

    – Vi er jo mange til sådan en monteringsopgave. Det er teamwork og et håndværksarbejde. Hver del bliver båret op og forsigtigt lirket ned på plads, og der bliver passet på, at hjørnerne ikke lige rammer betonen, for så er det ødelagt. Det var en proces, hvor vi havde vores allerdygtigste folk på. Det er der ikke nogen tvivl om.

     

     

    HCAndersens Børnehospital_1600H. C Andersens Børnehospital

    Tredje generation

    Morten Redtz er tredje generation i familievirksomheden Redtz Glas og Facade i Odense. Glarmesterfirmaet går mere end 100 år tilbage, og det ældgamle håndværk at lave blyindfattede ruder til kirker laver de stadig, senest til Nyborg Slot.

     

    – Selvom facadedelen er den største del af firmaet i dag, er glarmesterdelen vigtigt, for det er her vi har vores historie, og det er også her, jeg har mine egne stærkeste kompetencer.

     

    – Glarmesterdelen har udviklet sig fra det her med bare at udskifte ruder og spejle og tilskæring af glas til, at vi laver nogle ret specielle ting, fortæller Morten Redtz, som har været i firmaet, siden han var 17 år. I 2011 overtog han firmaet efter sin far. Dengang var de 20 mand, og nu er de 55 mand.

     

    Milepæle har der været flere af undervejs, siger han:

     

    – I 2012 blev vi bedt om at renovere en forholdsvis ny glasfacade i Odense, hvor det lykkedes os at få en erfaren projektleder med, som havde været med til at lave facaden hos et andet firma og kendte bygningen godt. Det var vores første store opgave, og det var voldsomt for os at lave sådan en stor opgave. Den husker jeg som en milepæl.

     

    – Ellers har shoppingcentret Broen i Esbjerg været vores største opgave, og Vidensbyen Cortex Park var også en massiv opgave med mange glas.

     

    IMG_1992_800Vindfang, Sorø kirke

    Cortex Park

    For Morten Redtz er det vigtigt at følge med udviklingen og tager på Glasstec hvert år. Gamle glasprodukter dukker op igen i ny form.

     

    – U-glasset, der er monteret i Vidensbyen Cortex Park er et produkt fra 1960erne, som er kommet frem igen, fordi vi kan opnå lave u-værdier. Glasset lukker en masse lys ind og giver et fantastisk effekt til en bygning udefra, når man kan se lyset, der kommer ud. Du kan fornemme, at der er liv og lys, men kan ikke se folk, hvis folk er 4 meter inde i bygningen.

     

     

    Se på andre storbyer

    Når vi taler om udviklingen i byggeriet i dag, kan Morten Redtz kan godt savne, at man generelt udfordrer det mere og lægger mere energi på detaljen.

     

    – Kommer du til andre storbyer, f.eks. Amsterdam, er de gode til at fastholde spændende bygningsdetaljer. Herhjemme kan man godt savne nogle retningslinjer fra en stadsarkitekt eller lignende – man kunne måske sige, at i nogle dele af byerne, må man ikke gøre noget uden, at man har spurgt. Eller her er der en lidt strengere lokalplan.

     

    Især i renoveringen af ældre bygninger, synes Morten Redtz, at man har et ansvar for at gøre sig umage.

     

    – Man behøver ikke altid vælge almindeligt glas. Det kunne også være, at man ville have lidt bly i, så der er mere ”spil” i glasset … og det rent faktisk ligner, at huset også er fra den tid, det er fra. Her synes jeg, at mange springer over. Jeg ved godt, at det koster nogle penge, men det bliver simpelthen så flot og får meget mere sjæl.

    Anbefalede artikler