<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
SMV_jakob_1920

Indlæg af Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark

Mangel på arbejdskraft: Politikerne skal på banen!

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2021-08-31
  • Corona, med alle dens forbandelser, har taget al opmærksomheden, men nu må det være klart for enhver. Selv for dem der færdes på Christiansborgs bonede gulve: Når det gælder dansk økonomi og dansk erhvervsliv er mangel på arbejdskraft den altoverskyggende udfordring, mener Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.

    Især byggebranchen er rødglødende. Vi hører næsten hver eneste dag om virksomheder, der må siger nej til opgaver eller må meddele en mulig kunde, at arbejdet tidligst kan starte til januar 2022. Ikke fordi mester ikke har ekspertisen eller ikke ønsker opgaven, men fordi han simpelthen ikke har ledige hænder til at løfte den.

     

    Tallene taler deres tydelige sprog. Lige nu er det et sandt slaraffenland for ledige, der kan og vil arbejde inden for byggeriet. Vi skal tilbage til tiden lige før finanskrisen i 2008 for at finde et tidspunkt, hvor byggevirksomhederne havde flere jobopslag, end de har nu. Alene på jobnet.dk er der hver dag i gennemsnit tæt på 2.500 ledige stillinger, man kan søge inden for bygge- anlægsbranchen. Dertil kommer andre jobportaler, lokale opslag og dem der kun søger med mund-til-øre metoden. Så jobmulighederne boomer, men der er ikke kvalificerede ledige nok til at fylde de huller.

     

    Især de byggevirksomheder, der ligger væk fra de store byer søger i høj grad efter arbejdskraft. Det er her den største stigning i jobopslag findes. Forklaringen er dels, at kunderne begynder at kigge efter håndværkere i landområderne, når de ikke har kunnet opdrive en virksomhed i byen, der kunne tage en opgave tilstrækkeligt hurtigt, dels har mange købt sommerhus, der har brug for en opgradering. Det kommer typisk de lokale virksomheder i sommerhusområderne til gode.

     

     

    Vi har oplevet problemet før, og der er desværre ikke et quick-fix. Foreløbigt har politikerne ikke været særligt hjælpsomme. Hvor tidligere regeringer formåede at øge arbejdsstyrken ved at sørge for, at det blev mere attraktivt at tage et job frem for at være på fx kontanthjælp eller ved at gøre efterløn mindre attraktivt, så har den nuværende regering skrumpet arbejdsstyrken. Og viljen til at sænke skatter og afgifter, så det bedre kan betale sig at arbejde, ligger desværre også på et lille sted.

     

    Vi kan afhjælpe problemet noget ved at gøre det lettere at ansætte faglærte udlændinge, men der er altid rift om gode håndværkere, og i lande som Polen er der også behov for dem, de polske lønninger stiger og ledigheden falder. Så vi skal nok til at se os om efter andre kilder, f.eks. faglærte fra lande uden for EU.  Det kan man gøre ved at lempe adgangen til nogle af de ordninger, der findes, f. eks. den såkaldte fast track ordning og beløbsordningen. Men det er en kortsigtet løsning. På længere sigt er der er behov for en ambitiøs skattereform, der kan øge arbejdsudbuddet markant. Lavere skat på personer, virksomheder og forbrug, det er, hvad vi kæmper stenhårdt for. Også selv om flertallet af politikerne ikke ligefrem kan kaldes reform-ivrige.  For vi skal have løst problemet med mangel på arbejdskraft nu. Vigtigst af alt kommer vi ikke udenom seriøse reformer på uddannelsesområdet, så flere tager en erhvervsuddannelse. Flere børn i folkeskolen skal snuse til tilværelsen på landets virksomheder, erhvervsuddannelserne skal være et ligeværdigt valg med gymnasiet og så skal vi sørge for en større tilstrømning af voksenelever og f.eks. studenter fra gymnasiet, der ikke får læst videre.

     

    Der er selvfølgelig stadig mange virksomheder, der ikke oplever de store problemer. Konjunkturbarometeret fra Danmarks Statistik viser, at mere end 4 ud af 10 byggevirksomheder ikke mangler arbejdskraft, og at 1 ud af 10 faktisk mangler opgaver. Men andelen af virksomheder, der ønsker at ansætte, men ikke kan finde de rette, er braget i vejret. For ti år siden var der stort set ingen byggevirksomheder, der manglede hænder. I dag er det tæt på 4 ud af 10, og det tal vil sandsynligvis stige i fremtiden.

     

    Der er som nævnt ingen lette eller gratis løsninger. Men ikke desto mindre er det bydende nødvendigt at få politikerne på banen. Kun sådan kan virksomhederne sikre fremtidens vækst.

    Anbefalede artikler