Ønsker flere brugte mursten til genbrug
Gamle Mursten og miljøvirksomheden RGS Nordic vil også indsamle brugte mursten fra mindre projekter og iværksætter en indsamling til genbrug i hele Danmark.
Alt for ofte ender brugte mursten med at blive ødelagt under nedrivning eller som knust fyld under veje, i stedet for at ende hos genbrugsvirksomheden Gamle Mursten i Svendborg, som specialiserer sig i rensning og genbrug af mursten i nye byggeriet. Regnestykket lyder ellers godt. Et halvt kilo sparet CO2 for hver genbrugt mursten i nybyggerisammenlignet med traditionelt byggeri.
Miljøministeriet har netop fremlagt regler for øget genbrug af blandt andet mursten, og de nye regler træder i kraft i juli 2024. Direkte genbrug af mursten skal ifølge Miljøministeriet nå op på 27 % mod nærmest ingenting i dag.
Direktør i Gamle Mursten, Claus Juul Nielsen, har nu fundet en løsning til at få flere modne mursten fra byggeriet, fortæller han i en pressemeddelelse:
– Vi modtager en hel del mursten til genbrug fra de større renoveringer og nedrivninger, men ser sjældent stenene fra de mindre projekter. Vores nyetablerede samarbejde med RGS Nordic, som allerede modtager bygningsaffald i hele landet, gør det muligt at tilbyde indsamling af brugte mursten på modtageanlæg, som nedrivere og transportører allerede kender og benytter. Det gør det let at aflevere selv små læs af brugte mursten, og det tror vi på bliver en game changer for genbrug af mursten herhjemme.
Bliver lettere at aflevere små læs af mursten
14 af RGS Nordics modtage- og behandlingsanlæg bliver stillet til op til nedtagne brugte mursten i byområder som f.eks. København, Roskilde, Odense, Horsens, Kolding, Esbjerg og Aalborg. Udover modtagelse af stenene, sørger RGS Nordic for kvalitetssikring, inden murstenene sendes videre til genbrug.
En disciplin man har specialiseret sig i, siger Rasmus Brødsgaard Buch, der er COO i RGS Nordic:
– I snart et år har vi modtaget brugte mursten på vores modtageanlæg på Amager.
Kunderne har taget godt imod initiativet, og mængden af sten er steget løbende. Vi har forfinet selektionsprocessen for sten, som vi sender videre til Gamle Mursten. Det gør, at Gamle Mursten nu modtager et materiale i en kvalitet, der kan udbredes til resten af landet. Som miljøvirksomhed ser vi samarbejdet som en naturlig forlængelse af en strategi om dokumenteret genbrug og genanvendelse af alle de affaldsfraktioner, vi modtager.
Mærkesag for borgmester
Udover udsigten til flere modtageanlæg til aflevering af brugte mursten, så er der også for nylig etableret politisk opbakning via nye regler for selektiv nedrivning. I København, hvor pilotprojektet har fundet sted, er der også stor
opbakning til samarbejdet.
- Der har løbende været en dialog med blandt andet RGS Nordic om at prioritere genbrug af de store affaldsstrømme fra det københavnske byggeri. Det glæder mig, at der lyttes. For mig er netop genbruget af mursten en mærkesag, fordi det er et materiale, som egner sig perfekt til genbrug og samtidig huser en masse sjæl. Det er virkelig glædeligt, at der nu er udsigt til, at flere københavnske mursten indsamles og kan genbruges i f.eks. skoler og offentlige byggerier. Det kan være med til at mindske klimabelastningen fra byggeriet, som er helt nødvendig at adressere, siger Københavns Kommunes Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfoed.
Faktaboks: Om genbrug af mursten
- 2000 rensede mursten sparer klimaet for et ton C02
- Gamle Mursten renser i dag ca. 2 millioner mursten om året
- Miljøstyrelsen vurderer, at potentialet for genbrug af mursten er 47 millioner
mursten i Danmark, svarende til en samlet C02 besparelse på 22,500 tons
- Det svarer til den årlige CO2 udledning fra 3000 danskere