Der arbejdes med nogle af de mange murstensfelter som er blevet skåret ud og klargjort til direkte genbrug
Nedrivere udfordrer genbrugsgrænser, fordi det giver mening
Søndergaard AS/ er netop færdige med nedrivningen af bygninger og strukturer omkring Hal 12 i Musicon, hvor Roskilde Kommune har ambitiøse mål for genbrug og genanvendelse. Det blev til en række kreative og nænsomme løsninger.
Det er helt naturligt for nedrivningsfirmaet Søndergaard at eksperimentere med nye metoder i nedrivningsarbejdet. I nedrivningsopgaven i Musicon i Roskilde, gik Roskilde Kommune grundigt til værks, men Søndergaard ville gerne prøve at strække genbrugsgrænserne yderligere, og undervejs blev der eksperimenteret med nye løsninger og tænkt kreativt. Noget Roskilde Kommune værdsætter.
- Vi har været meget tilfredse med vores partnerskab med Søndergaard. Der har været en følelse af fælles ejerskab over projektet - vi ønskede begge at bevare så mange materialer som muligt, fortæller Gunilla Rasmussen, der er arkitekt i Roskilde Kommune og har været med i udviklingen af Musicon-området i næsten 15 år, i en pressemeddelelse:
- Søndergaards klare vision om at genbruge så mange materialer som muligt og deres nænsomme behandling af materialerne gør hele forskellen. De ser grundlæggende materialerne som ressourcer og forstår, at de mister deres værdi, hvis de ikke behandles korrekt. Fra udtagningen til opbevaring og transport har folkene fra Søndergaard fokus på, at det er en ressource og tager hånd om den med det samme.
Kreativt hegn bygget med vilje af nedriverens lange arm ud af diverse overskudsmaterialer
Træ udvundet fra bygningen, som afrenses på pladsen
Gik sammen om at finde metode til genbrug af mursten
Anders Nielsen, Søndergaards projektchef, giver et eksempel på den nye tilgang:- Tag murstenene som et eksempel. Vi implementerede en ny metode ved at skære muren i "felter" på 87x87 cm. Vi valgte 36 felter, som nu kan genbruges direkte uden behov for yderligere rengøring af hver enkelt mursten. Det sparer meget tid.
Og Gunilla Rasmussen siger:
- Vi besluttede at gøre murstensfelterne til et undersøgelsesområde. Anders præsenterede fire forskellige metoder, vi kunne overveje. Vi diskuterede dem i fællesskab og valgte hvilken fremgangsmåde, vi troede mest på, og som derfor skulle afprøves først. Det var en god samarbejdsform, og Søndergaard var dygtige til at tænke praktisk og komme med løsninger.
Træ fik tid og plads til at blive renset
I nedrivningen af Hal 12 blev både krydsfinér, forskallingsbrædder og konstruktionstræ dokumenteret og transporteret til tørlager, og det glæder nedrivningsfirmaets projektchef:- Det var virkelig godt træ, og vi er taknemmelige for, at Roskilde Kommune gav os tid og plads til at rense det. Dette træ kan helt sikkert bruges til spændende projekter.
Stål udvundet fra nedrivning af tårn og sidebygning, som nu er opmagasineret på kommunens fjernlager
Roskilde Kommune lægger stål på lager til senere genbrug
Et kranskinnesystem, der hang langs hallen, blev nedtaget i 6 meter lange stykker. Trapezplader fra taget og facaderne er blevet afmonteret og pakket på paller. Stålet er bragt til kommunens udendørs materialelager, hvor det venter på at blive genbrugt i fremtidige projekter. Søndergaard har også fjernet et tårn bygget op som et stort stålstativ. For at kunne genbruge stålet som hele konstruktioner, blev stativet løftet ned i to meget store stykker.
Resterne af stålstativet venter på at blive genindbygget i et kommende parkeringshus på samme sted. Her skal de blive til en skulpturel udendørs trappe, der samtidigt minder brugerne om områdets industrielle fortid. Andre konkrete planer for genbrug er også i gang. En del af forskallingsbrædderne fra nedrivningen er allerede blevet genbrugt til et stort affaldsskur på Musicon-området. Konstruktionstræet og stålet bliver omhyggeligt forsøgt genbrugt i kommende projekter i området; til flere skure, til en lethal til en øvelokale-forening og når den bevarede del af Hal 12 skal ombygges til en bedre og varig skaterhal.