Nye Danica byggerier genbruger materialer fra Nauticon-bygningen
For Danica Ejendomme er det en win-win situation. Man demonterer dele af Nauticon-bygningen på Sluseholmen på forsvarlig vis og genbruger materialerne til at give nyt liv til to nye byggerier, fortæller direktør Michael Nielsen.
Genbrug og genanvendelse er et stort fokus hos Danica Ejendomme, og i den gradvise demontering af Nauticon-bygningen på Sluseholmen bliver der set på, hvordan kan man genbruge eller genanvende så mange materialer som muligt.
Her drejer det sig konkret om en kontorbygning i Aarhus og studio apartments på Sluseholmen i København, der får nyt liv ved hjælp af indvendige materialer fra Nauticon-bygningen, der gradvist er ved at blive demonteret.
– Det er en konkret måde at gøre en bæredygtig indsats, der her og nu skaber resultater for to af vores byggerier under opførelse. Som vi ser det, er det en win-win situation: Vi får demonteret Nauticon-bygningen på en forsvarlig måde, der med tiden giver plads til et nyt fremtidigt byggeri og kvarter, og samtidig så genbruger vi en del af materialerne i to andre byggerier.
– Genbrug og genanvendelse vil vi have stort fokus på fremadrettet, når muligheden opstår. Det giver miljømæssig mening, at materialer får nyt liv, fremfor at det bliver bortskaffet. Samtidigt så er det en stor del af vores strategi at bygge så klimamæssigt effektivt som muligt, siger adm. direktør i Danica Ejendomme Michael Nielsen i en pressemeddelelse.
Fra lysarmaturer til kabelbakker
Det er en god blanding af materialer, der bliver bragt videre i de nye byggerier. I den otte etager høje kontorbygning i Aarhus på Europa Plads bliver der blandt andet genbrugt ventilationskanaler, kabelbakker, radiatorer, belysningsarmaturer samt mindre dele som glasvægge. I de ca. 250 studio apartments, der er under opførelse på Sluseholmen, bliver der genbrugt lysarmaturer.
Stort materialekatalog
Alle overskydende materialer fra Nauticon-bygningen kan anvendes i andre byggeprojekter, og Danica Ejendomme har allieret sig med Tscherning, der står for demonteringen, og rådgivningsfirmaet Søren Jensen, der står for ressourcekortlægningen i bygningerne.
Materialerne er lagt ind i et offentligt tilgængeligt materialekatalog. Her finder man f.eks. aluminiumslofter, der kan skæres op og bruges som hylder eller trægulve og paneler, der kan laves om til møbler.
Her kan man se materialekataloget.
Kamilla Bodilsen, som er ansvarlig projektleder hos Tscherning, fortæller:
– Hos Tscherning arbejder vi aktivt for at afsætte materialer til genbrug, up-cycling og genanvendelse. Det kan lyde som en nem opgave at genanvende så mange materialer som muligt, men det stiller store krav til både økonomi, planlægning og logistik. Vi er derfor glade for og stolte af at være en del af Nauticon-projektet, hvor alle involverede parter har ekstra stort fokus på den cirkulære økonomi.
Og det synspunkt bakkes op af Olga Truelsen, fagleder for cirkulære materialer hos Søren Jensen:
– Det særlige ved Nauticon-projektet er, at der helt fra starten har været et stærkt fælles fokus på at se samtlige materialer og produkter som ressourcer. Det gælder også de materialer, der ikke repræsenterer en høj arkitektonisk værdi, men til gengæld rummer et stort potentiale for CO₂-besparelser. I kortlægningen af genbrugspotentialer og udarbejdelsen af materialekataloget har vores fokus været rettet mod at få så meget som muligt videre ud til nye projekter samt bevare kvalitet og oprindelig funktion. Derfor er det vigtigt at prioritere en skånsom nedtagning af de indvendige materialer, forklarer hun.
Den indvendige demontering af materialerne forventes at være færdig i løbet af 2024.
Idékonkurrence
Samtidigt har Danica Ejendomme udskrevet en idékonkurrence, der skal komme med bud på, hvordan man på sigt kan omdanne det gamle kontordomicil og område til et fremtidigt byggeri og kvarter, der passer ind i den nye bydel på Sluseholmen tæt ved Sjællandsbroen. En
bæredygtig omdannelse med hel eller delvis genanvendelse og genbrug af eksisterende bygninger, konstruktioner og materialer.
Fakta om Danica Ejendomme:
Danica Ejendomme er blandt Danmarks største ejendomsinvestorer med ca. 38 milliarder kroner investeret i ca. 110 bolig- og erhvervsejendomme, primært i København og Aarhus.
Fakta om Tscherning:
Tscherning blev grundlagt i 1975 og har i dag omkring 380 ansatte og hovedkontor i Hedehusene. Allerede før cirkulær økonomi blev et kendt begreb, var Tscherning båret af en grøn grundtanke, og virksomheden er i dag en af de mest anerkendte, bæredygtige anlægs- og nedrivningsvirksomheder i Danmark.
Fakta om Søren Jensen:
Søren Jensen er et Rådgivende Ingeniørfirma der blandt andet har fokus på at demonstrere løsninger indenfor regenerativt byggeri. Udover at forestå ressourcekortlægning og udarbejdelse af ressourcestrategier på Nauticon, er Søren Jensens kommende lejemål på Europaplads i Aarhus et af de projekter, der aftager genbrugsmaterialer fra Nauticon.