<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
pexels-thomas-windisch-454499

Ny vejledning skal forhindre at termoruder monteres forkert – og punkterer

  • Byggeriets udvikling
  • Den effektive byggeproces
  • Tag og Facade
  • 2023-05-23
  • | Af Frank Ulstrup
  • Specialdesignede vinduer, materialebesparelser og i det hele taget en rivende udvikling indenfor glasteknologien har betydet, at mange ruder monteres forkert. Det skal en ny monteringsvejledning fra Glasindustrien råde bod på.

    CAL FOTOCarl Axel Lorentzen fra brancheforeningen, Glasindustrien


    Med fremragende produktionsmetoder, ”varm kant” og dobbelt forsegling er moderne termoruder et fantastisk solidt produkt, der holder i rigtig mange år.

    Trods det ser Carl Axel Lorentzen fra brancheforeningen, Glasindustrien, alt for mange punkterede ruder, når han som syns- og skønsmand bevæger sig rundt på danske byggepladser:

    – Det handler næsten altid om, at ruderne er monteret eller transporteret forkert, siger han og peger på Glasindustriens seneste udgivelse:

    – Vi har her i januar udgivet Monteringsvejledning For Ruder, der omhandler både to- og trelagsruder – og ruder i alle slags rammer indenfor den europæiske standard DS/EN 12488. Det er en detaljeret og grundig gennemgang af, hvordan ruderne skal monteres og hvorfor, så man er dækket af garantiordningen. Ikke mindst på grund af det sidste, vil jeg opfordre alle til at læse den, siger Carl Axel Lorentzen, der er formand for brancheforeningens teknikudvalg.


    Ingen kluddermikler

    Der er ikke lavet statistik på, hvor ofte det går galt, når nye termoruder monteres. Men det sker for ofte. Og når det sker, er det ikke fordi, montørerne er nogle kluddermikler, understreger Carl Axel Lorentzen:

    – Der er en række faktorer, der spiller ind. Én af dem er den hastige udvikling, der er sket indenfor glasteknologien de seneste år. Den betyder, at der hele tiden kommer nye produkter, som skal monteres på en lidt anden måde, end dem, man er vant til, siger han og nævner, at tendensen til byggerier med unikke og specialdesignede vinduer, også spiller ind.

    Æstetik og økonomi

    Dertil kommer selvfølgelig det allestedsnærværende tidspres – og måske også det forhold, at vinduesindustrien hele tiden forsøger at reducere materialeforbruget:

    illustration


    – I vinduesindustrien søger man både at minimere materialeforbruget og at efterkomme arkitekternes ønske om slanke rammer og karme. Det betyder, at glasset i visse vinduestyper faktisk udgør et stabiliserende element, hvilket gør tolerancen overfor fejl endnu mindre, siger Carl Axel Lorentzen og understreger, at han ikke er ude med riven:

    – Nej, det er jeg bestemt ikke. Man skal endelig blive ved med at eksperimentere og være kreative, for det er der, udviklingen skabes. Man skal bare huske at tænke sig om – særligt i forhold til dræn og ventilering af ruderne. Alt det grundlæggende, man skal vide, står faktisk i den vejledning, vi lige har udgivet, lyder det.

     

    figur


    Udviklingen fortsætter

    Og spørger man Carl Axel Lorentzen, er der ikke meget, der tyder på at behovet for vejledninger vil blive mindre i fremtiden. Nærmere tværtimod:


    – Indenfor de sidste 20 år er der jo sket en række revolutioner indenfor belægninger, glastyper og produktionsmetoder. Og jeg tror, den udvikling vil komme til at gå endnu hurtigere i fremtiden. Ikke mindst i udlandet, hvor der f.eks. i USA forskes rigtig meget – i f.eks. i såkaldt hurricane-glass. De resultater, man opnår her og andre steder, vil også blive brugt i Danmark i en relevant sammenhæng, siger han og nævner sit eget rådgivende ingeniørfirma, Glasfakta:  

    – Som rådgiver har jeg gennem de seneste år desværre været nødt til at bruge en hel del tid på glas i forhold til terrorsikring. Anledningen er selvfølgelig trist, men den er på samme måde som orkaner og andre fænomener med til at drive udviklingen frem. Og sådan vil det helt sikkert fortsætte og dermed øge behovet for, at man ved montering af ruder får læst diverse vejledninger, lyder det.

    Anbefalede artikler