<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
solar_hero

Fra venstre: Jørgen Prosper Sørensen, James Dean Matthews og Kim Fusager Balle

Solar bliver partner på VVS-landsholdet og DM i Skills

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • VVS
  • Energi og Energioptimering
  • 2026-10-01
  • | Af Redaktionen

  • Solar skal levere materialer, udstyr og teknisk viden til VVS-landsholdets træning. Partnerskabet med TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet omfatter også logistik til DM i Skills.

    Solar indgår et partnerskab med TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet om DM i Skills og VVS-landsholdet. Samarbejdet skal styrke talentudviklingen blandt unge VVS-lærlinge og synliggøre mulighederne for en karriere i installationsbranchen.

    Som partner bidrager Solar med materialer og udstyr til deltagernes træning samt teknisk viden om moderne installationsløsninger. Virksomheden bliver desuden logistikpartner for materialer og udstyr til DM i Skills. Solar støtter allerede Elektrikerlandsholdet og udvider dermed sit engagement i de tekniske erhvervsuddannelser.

    Partnerskabet kommer på et tidspunkt, hvor tilgangen af faglærte er en central udfordring for byggeriet og installationsbranchen. Ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening risikerer det danske arbejdsmarked at have op mod 160.000 færre faglærte om ti år. Det svarer til hver femte faglærte medarbejder.
     

    Tekniske kompetencer er nødvendige i praksis 

    VVS-fagets kompetencer er nødvendige, når bygninger skal energieffektiviseres, fossile energiformer udfases, og nye tekniske løsninger installeres og vedligeholdes. Fagets medarbejdere har samtidig en rolle i driften af kritisk infrastruktur og i arbejdet med at styrke beredskabet. For TEKNIQ handler indsatsen derfor både om at få flere unge til at vælge en teknisk erhvervsuddannelse og om at give elever og lærlinge mulighed for at udvikle deres faglighed.

    – Vi har brug for flere unge, der får øjnene op for mulighederne i en teknisk erhvervsuddannelse. VVS-energifaget rummer både høj faglighed, teknologisk udvikling og muligheden for at bidrage til løsninger på nogle af de store udfordringer, samfundet står overfor. Dygtige tekniske faglærte er en del af det værn, der skal gøre vores samfund robust. For udfordringen med mangel på kvalificerede medarbejdere, et øget fokus på kritisk infrastruktur og et styrket beredskab løses ikke alene med strategipapirer og ny teknologi. Det kræver faglærte, der kan få installationerne til at fungere - også når vi har mest brug for det, udtaler Jørgen Prosper Sørensen, uddannelseschef i TEKNIQ i en pressemeddelelse.

    Erhvervsorganisationen organiserer virksomheder i det tekniske erhvervsliv og har sammen med Blik- og Rørarbejderforbundet etableret VVS-landsholdet.

    VVS-landsholdet skal udvikle og inspirere lærlinge 

    Blik- og Rørarbejderforbundet ser landsholdet som en mulighed for at udvikle unge lærlinges kompetencer og samtidig vise andre unge, hvad VVS-energifaget indeholder.

    – VVS-landsholdet giver nogle af de dygtigste unge lærlinge inden for vores branche mulighed for at udvikle deres faglighed og inspirere endnu flere til at se en fremtid i vores fag. Vi skal skabe gode muligheder for, at unge lærlinge kan dygtiggøre sig og blive stolte fagfolk. Med Solars engagement står vi endnu stærkere i arbejdet med at udvikle talenterne og vise, hvor meget VVS-faget har at byde på, siger Kim Fusager Balle, forbundssekretær, Blik- og Rørarbejderforbundet.

    Partnerskabet skal understøtte træningen med adgang til materialer, udstyr og viden om de tekniske løsninger, lærlingene skal arbejde med. For Solar er indsatsen også knyttet til installationsbranchens behov for kvalificerede medarbejdere.

    – Manglen på faglærte VVS’ere er en udfordring, som vi alle har et ansvar for at løse. Vi har brug for dygtige fagfolk, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling og omsætte nye teknologier til konkrete løsninger hos kunderne. Derfor er det naturligt for os at bidrage til udviklingen af de unge fagtalenter. Ved at støtte Elektrikerlandsholdet og nu også VVS-landsholdet ønsker vi samtidig at gøre installationsfagene endnu mere attraktive for de unge. Det er en vigtig investering i fremtidens kompetencer og et bidrag til en mere bæredygtig fremtid for hele installationsbranchen. Med partnerskabet vil vi være med til at inspirere endnu flere til at vælge en fremtidssikret karriere i VVS-branchen, så de kan være med til at løse nogle af de store udfordringer, vi som samfund står overfor de kommende år, siger Carsten L. Antonisen, administrerende direktør i Solar Danmark.

    Træning med fokus på præcision og kvalitet 

    VVS-landsholdet blev etableret i marts 2026 af TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet. Holdet samler unge lærlinge inden for VVS-energifaget, som gennem intensiv træning arbejder med avancerede tekniske discipliner. Træningen har fokus på præcision, kvalitet og effektivitet og skal udvikle lærlingene både fagligt og personligt. Landsholdet skal samtidig synliggøre uddannelsens muligheder for specialisering og arbejdet med nye tekniske løsninger.

    Med Solars bidrag får talentudviklingen støtte i form af både træningsmaterialer og teknisk viden. Ambitionen er, at indsatsen også kan inspirere flere unge til at vælge VVS-energiuddannelsen og en karriere i installationsbranchen. 

     

    Anbefalede artikler