<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
COLOURBOX6019670

Kong Frederik IX's bro over Guldborgsund udvides af MT Højgaard

  • Anlæg
  • Veje og Infrastruktur
  • 2022-08-12

    Femern-forbindelse stiller krav til opdateringer af jernbanestrækningen, og derfor skal MT Højgaard Danmark de kommende år anlægge en ny jernbanebro mellem Lolland og Falster for Banedanmark.

    Jernbanebroen over Guldborgsund i Nykøbing Falster får en ny nabo. Fra 2023 til 2026 skal MT Højgaard Danmark anlægge endnu en jernbanebro ved siden af den eksisterende bro for Banedanmark. Totalentreprisen har en værdi af 509 millioner kroner.

    - Ringsted-Femern Banen er et historisk stort anlægsprojekt i Banedanmark, og strækningen er med til at gøre den kollektive trafik endnu mere attraktiv.

    COLOURBOX12828481


    Derfor er vi i Banedanmark rigtig glade for, at vi nu har indgået kontrakt med MT Højgaard Danmark om den kommende jernbanebro over Guldborgsund, så vi er et skridt nærmere på at kunne åbne porten til Europa og på at give pendlere og passagerer en moderne jernbane med hurtigere og klimavenlige tog, siger Lars Blædel Riemann, der er områdechef i Banedanmark.


    Alle anlægskompetencer i brug

    Den nye bro bliver 300 meter lang, og kommer til at bestå af 13 betonsektioner, der igen placeres på 170 centimeter tykke borede bropiller.

    I midten monterer virksomheden en broklap af stål. Som del af broarbejderne skal MT Højgaard Danmark også udvide banedæmningen, uddybe Guldborgsund, kystsikre broen og udføre 3.300 meter sporarbejder.

    I projektets levetid etablerer virksomheden en arbejdshavn samt et produktions-site til betonelementer ved siden af broen.

    Alle virksomhedens anlægskompetencer kommer således i brug, og det glæder sektionsdirektør for anlæg, Niels Holm Mikkelsen, der ser opgaven som en afgørende milepæl.

    COLOURBOX6019678

     

     

    - Ny Kong Frederik IX's bro er et vigtigt projekt for anlægsambitionerne i MT Højgaard Danmark. Forholdet til bygherren Banedanmark og udførelsen af et så strategisk infrastrukturprojekt betyder meget for os. Vi skal både bruge vores faglige kompetencer og ressourcer indenfor vandbygning, anlægsbeton, fundering, stålbroer og jordarbejde. Opgaven er en strategisk milepæl for os, for vi vil gerne vise vores flag på en bredere del af det danske anlægsmarked.

     

    Det er Sund & Bælts datterselskab, A/S Femern Landanlæg, som finansierer opgraderingen af de danske jernbaneanlæg. EU medfinansierer projektet via deres CEF program.

     

    Frem til april 2023 arbejder MT Højgaard Danmark sammen med rådgiverne om at projektere jernbanebroen. Derefter starter selve udførelsen, som løber frem til andet kvartal i 2026. Opgaven bliver udført i en totalentreprise til en samlet værdi af 509 millioner kroner.

    Kort om projektet:

    Totalentreprise på 509 millioner kroner

    Totalentreprenør: MT Højgaard Danmark

    Bygherre: Banedanmark

     

    Rådgiver: Cowi

    Anbefalede artikler