DSC06843

Nedriver træder ud af Dansk Industri

  • Byggeriets udvikling
  • Anlæg
  • Virksomhedsnyt
  • Nedrivning
  • 2025-06-04
  • | Af Redaktionen
  • J. Jensen Nedrivning har meldt sig ud af Dansk Industri og ind i Dansk Erhverv for at styrke kampen mod hvidvask og sort arbejde - og fremme ansvarlig praksis i branchen.

    J. Jensen Nedrivning har som den første nedrivervirksomhed valgt at melde sig ind i Dansk Erhverv frem for at være en del af Nedrivningssektionen under Dansk Industri. Med skiftet ønsker man at forstærke indsatsen mod sort arbejde, hvidvask og uansvarlige aktører i byggebranchen.

    – Nogle gange må man gå først og stå lidt alene, hvis man vil rykke noget. Vi tror på, at det her skifte vil give os stærkere muligheder for at arbejde mere målrettet med de dagsordener, vi brænder for, siger Thomas Kolbeck Valbjørn, vicedirektør i J. Jensen Nedrivning, i en pressemeddelelse.

    Ansvar og konkrete løsninger

    Virksomheden peger på behovet for en samlet og handlekraftig indsats mod ulovlig praksis i byggeriet. Det nye medlemskab skal give adgang til netværk og samarbejder, der fremmer reelle forandringer.

    - Udfordringer som sort arbejde og hvidvask kalder på mere end gode intentioner. Vi har brug for konkrete løsninger og stærkere alliancer – og det oplever vi, at Dansk Erhverv kan bidrage med, siger Thomas Kolbeck Valbjørn.

    Nedrivning med ressourcefokus

    J. Jensen Nedrivning har i mere end 30 år arbejdet med selektiv nedrivning og cirkulært byggeri. I dag genbruges op mod 90 % af virksomhedens nedrivningsmaterialer. Medlemskabet i Dansk Erhverv åbner nu for etableringen af et dedikeret netværk for nedrivningsbranchen, hvor der er fokus på grøn omstilling, innovation og fremtidens byggepraksis.

    - Det her handler ikke om afstand, men om retning. Vi vil gerne være med til at skubbe til udviklingen – og nogle gange kræver det, at man tager det første skridt selv, siger Thomas Kolbeck Valbjørn, og sender en stor tak til Dansk Industri for samarbejdet.

     

    Dansk Erhverv etablerer nyt netværk

    Dansk Erhverv glæder sig over det nye medlemskab og understreger, at det bidrager til organisationens arbejde med at fremme ansvarlig ressourceanvendelse i byggeriet.

    - J. Jensen Nedrivning er en markant aktør i nedrivningsbranchen, og vi ser frem til samarbejdet. Deres tilgang til genbrug og materialehåndtering er helt i tråd med vores mål om at reducere ressourceforbruget i byggeriet, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

    Som led i samarbejdet etableres et nyt netværk målrettet nedrivningsvirksomheder med fokus på genbrug, transformation af eksisterende byggeri og mere effektiv materialeanvendelse.

    - Det styrker vores grønne stemme i bygge- og anlægsbranchen, at virksomheder som J. Jensen engagerer sig. Vi ser frem til at gøre en forskel sammen, siger Brian Mikkelsen.

    Læs mere om nedrivning med fokus på ressourceforbrug og genanvendelse af byggematerialer 

    Anbefalede artikler