Øger indtjeningen i svagt træmarked
Trævirksomheden Keflico forbedrer både bruttoresultat og resultat før skat i 2025 trods lav aktivitet. Det er båret af investeringer i digitalisering og nye produkter til både renovering og nybyg.
Keflico leverede fremgang i 2025 på trods af et træmarked præget af lavere aktivitet. Det fremgår af virksomhedens netop offentliggjorte regnskab, hvor både bruttoresultat og resultat før skat er forbedret markant. Bruttoresultatet steg til 49 mio. kr. mod 40 mio. kr. året før, mens resultatet før skat voksede fra 2,7 mio. kr. i 2024 til 8 mio. kr. i 2025.
– Vi er tilfredse med, at vi har løftet forretningen i et svært marked, der generelt har været præget af lavere aktivitet. Vi har et strategisk mål om at være den stærkeste træpartner i Danmark, at levere høj service og være der for vores kunder. Udviklingen i forretningen viser, at vi lykkedes med mange af de ting, vi havde sat os for, selv om det har været et svært år præget af konkurrence og meget usikkerhed, siger administrerende direktør i Keflico, Camilla Hyldgaard Thomsen.
Styrket sortiment til beklædning
I 2025 har Keflico udvidet sit produktsortiment, særligt inden for løsninger til indvendig og udvendig beklædning. Her har virksomheden oplevet stigende efterspørgsel fra både renoverings- og nybyggeriprojekter.
– Vi har over de seneste år brugt en del ressourcer på at udvikle et veldokumenteret bredt og dybt sortiment af produkter til indvendig og udvendig beklædning. Derfor er det også glædeligt at se, at markedet har taget godt imod disse produkter både i forbindelse med renovering og nybyggeri. Det er en udvikling, vi ser fortsætte i fremtiden, siger Camilla Hyldgaard Thomsen.
Camilla Hyldgaard Thomsen, administrerende direktør i Keflico
Investeringer i digitalisering og markedsposition
Virksomheden har samtidig gennemført en række investeringer med fokus på at styrke markedspositionen og modernisere forretningen. Særligt digitale løsninger har været prioriteret.
– Vi har investeret betydeligt i digitale løsninger og er begyndt at se værdien af den indsats. Der er ingen tvivl om, at vi vil fortsætte i den retning i de kommende år og undersøge nye muligheder for at styrke forretningen og kundeoplevelsen yderligere, siger hun.
Biobaserede byggematerialer
Keflico arbejder målrettet med træ og biobaserede materialer som en del af byggeriets grønne omstilling. Det indebærer fokus på dokumentation, leverandørkæder og stabile leverancer i et marked med stigende krav.
Ifølge virksomheden vokser behovet for professionelle samarbejdspartnere, der kan rådgive om materialevalg og bæredygtighed.
– Vi er kommet godt fra start i 2026. Men vi navigerer også i et marked, der allerede fra årets begyndelse har været præget af store forandringer og øget kompleksitet. Vi oplever, at der er et stigende behov for professionelle samarbejdspartnere, der kan hjælpe kunderne med at navigere sikkert og trygt i materialevalg, nye krav til bæredygtighed og dokumentation. Her har vi en vigtig rolle i fremtidens træhandel, slutter Camilla Hyldgaard Thomsen.