<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Holboell

Når el-nettet skal styrkes, vokser kravene til udførelsen

  • Anlæg
  • Byggeriets udvikling
  • Energi og Energioptimering
  • Veje og Infrastruktur
  • 2026-02-25
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

  • Den grønne omstilling kræver, at el-nettet udbygges, og det betyder, at der lige nu etableres markant flere transformerstationer rundt om i landet. Kevin Petersen, afdelingschef hos Holbøll har de seneste 5 år været med til at etablere eller udbygge 14 transformerstationer.

    Kevin-Petersen_HolboellKevin Petersen, afdelingschef for Anlæg Sjælland, Fyn og Øerne hos Holbøll

    - Jeg lavede mit første transformerstationsprojekt i 2019. Derefter gik der et par år med mindre udvidelser. Men så begyndte det at tage fart. I dag arbejder vi med større og mere komplekse projekter, og der er mange af dem, fortæller Kevin Petersen, afdelingschef for Anlæg Sjælland, Fyn og Øerne hos Holbøll. Siden da har han været med til at etablere eller udbygge 14 transformerstationer.

    Udviklingen hænger tæt sammen med udbygningen af energiinfrastrukturen. Når produktionen af strøm vokser i form af bl.a. solcelleparker, vokser behovet for et stærkt og velfungerende el-net.

    - Det ene understøtter det andet. Jo mere vækst og udvikling vi ser på energifronten, jo større bliver behovet for at udbygge infrastrukturen, siger han.

    Samtidig ligger der en række projekter klar, som afventer tilladelser før de kan sættes i gang. Planerne er på plads, men timingen for udførslen styres af flere forhold end selve anlægsopgaven.


    Entreprenørens opgave er at få teorien til at fungere i praksis

    Det er bygherren, der fastlægger rammerne og beslutter, hvad der skal etableres. Entreprenørens rolle er at omsætte krav og tegninger til løsninger, der fungerer i praksis.

    - Vi fungerer som bindeled mellem bygherres behov, rådgivers løsninger og vores egen udførelse og forsøger at bidrage med løsninger, der gavner projektet som helhed, siger Kevin Petersen.

    Arbejdet med transformerstationer omfatter blandt andet jordarbejder, etablering af fundamenter, bygninger og tekniske konstruktioner samt den praktiske koordinering med bygherre, rådgivere og de efterfølgende montagearbejder. Projekterne inkluderer også opførelse af GIS- og AC-bygninger, der rummer eltavler, faciliteter og plads til mandskab, ligesom der etableres trækrør, kloaksystemer og kabelkanaler.

    I takt med at projekterne er vokset i omfang og teknisk kompleksitet, er kravene til koordinering, præcision og overblik blevet større. Samtidig fylder arbejdsmiljø og kvalitet langt mere og er i dag en lige så central del af opgaven som selve udførelsen.

    En transformerstation er sjældent ens i virkeligheden

    På tegninger kan transformerstationer umiddelbart ligne hinanden. I praksis er forudsætningerne sjældent de samme.

    - Det, man ikke ser på papiret, er de faktiske forhold. Vi bygger ofte op ad eksisterende anlæg, på bar mark eller i områder, hvor der har været aktivitet før. Det betyder, at der opstår forhold, som kræver justeringer i forhold til det projekterede, forklarer Kevin Petersen.

    Meget af kompleksiteten ligger under jorden. Jordbundsforhold, dræn, tidligere installationer eller forhold, der ikke fuldt ud fremgår af forundersøgelserne, kan påvirke udførelsen. Her bliver erfaring og grundig forberedelse afgørende.

    - Det handler om at kunne læse området, forstå de tekniske rammer for projektet og være på forkant, så justeringer kan håndteres uden at gå på kompromis med kvalitet og fremdrift.

    Koordineringen på pladsen spiller samtidig en central rolle, især når flere aktører arbejder parallelt. Det kræver overblik og løbende dialog at få aktiviteterne til at spille sammen i praksis.

    Teknisk udvikling skærper kravene

    Den tekniske udvikling kan mærkes direkte i udførelsen. Ikke fordi transformerstationer som koncept er nye, men fordi krav, beregninger og løsninger løbende udvikler sig.

    - Der er forskelle i rådgivningstilgange, og kravene fra montagen og de installationer, der kommer efter os, ændrer sig også. Det betyder, at vores leverancer skal være præcise og kunne indpasses i et samlet teknisk system, siger Kevin Petersen.

    Samtidig er konstruktionerne blevet mere omfattende som følge af ændrede beregningsforudsætninger og større påvirkninger, der skal håndteres i både design og udførelse.

    Millimeterpræcision og jordingsnet er afgørende

    Et område, der ofte undervurderes, er tolerancerne. Hvert fundament er omhyggeligt konstrueret med forankringsbolte, der fastgøres under støbningen med høj præcision for at sikre gnidningsfri montage af de store elmaster.

    - Vi arbejder i al slags vejr, men tolerancerne er små. Når fundamenter, master og tekniske konstruktioner skal passe sammen, er der ikke meget at give af,” siger Kevin Petersen, der lægger stor vægt på kvalitetssikring og grundig kontrol i de tidlige faser, så de efterfølgende arbejder kan gennemføres uden problemer.

    Også jordingsnettet er et godt eksempel på det arbejde, man ikke umiddelbart ser, men som er afgørende for anlæggets sikkerhed.

    - Jordingsnettet er et centralt, men ofte ikke synligt, element i anlæggets samlede sikkerhed. Et korrekt udført jordingsanlæg er afgørende for at sikre, at der ikke opstår farlige berørings- eller skridtspændinger, og at anlægget fungerer efter hensigten ved fejltilstande. Såfremt jordingen ikke udføres i overensstemmelse med gældende krav, vil den tilsigtede sikkerhed ikke kunne opnås, siger Kevin Petersen.

    Selv om etablering af jordingsnettet umiddelbart kan fremstå som en enkel opgave, stilles der klare krav til blandt andet udlægningsdybde, maskestørrelse, afstande og placering i forhold til potentialudligning. Arbejdet udgør en begrænset del af det samlede anlæg, men har væsentlig betydning for personsikkerhed og driftssikkerhed.

    Faste milepæle kræver styring og overblik

    I transformerstationsprojekter er der ofte milepæle, som ikke kan rykkes. Det stiller store krav til planlægning, koordinering og evnen til at arbejde inden for faste rammer, også når forudsætninger ændrer sig undervejs.

    - En transformer kan være bestilt halvandet eller to år i forvejen. Når den leveres, skal anlægget være klar, siger Kevin Petersen.

    Når Kevin Petersen ser tilbage på udviklingen siden 2019, er én ting særlig tydelig.

    - Grundig projektgranskning og tidlig dialog er afgørende. Man skal forstå materialet, området og de tekniske rammer for projektet og være på forkant med de udfordringer, der kan opstå.

    Hvis udbygningen af el-nettet fortsætter i samme tempo, vil kravene til entreprenørens rolle kun vokse.

    - Tidlig inddragelse af entreprenører kan være med til at sikre både kvalitet og økonomi i udførelsen. Transformerstationer er ikke længere bare anlægsopgaver. De er en vigtig del af den samlede energiinfrastruktur.

    Anbefalede artikler