Mangelfuld brandsikring kan koste forsikringsdækning
Fejl i brandsikringen i etageejendomme kan føre til både livsfare og økonomiske tab – og i værste fald bortfalder forsikringsdækningen. Det er et ansvar, som bestyrelser i boligforeninger bør tage alvorligt.
I mange etageejendomme er brandsikkerheden ikke opdateret til gældende krav, og det kan få alvorlige konsekvenser, hvis uheldet er ude. Ved brand risikerer boligforeninger ikke blot menneskelige tab og bygningstab – men også at stå uden forsikringsdækning, hvis ejendommen ikke lever op til kravene.
I hver tredje boligforening, hvor DBI gennemfører brandtjek, identificeres fejl, der truer personsikkerheden.
Det viser erfaringer fra Brandteknisk Driftsrådgivning hos DBI, der i stigende grad tilkaldes til eftersyn af etageejendomme. De typiske fejl spænder fra blokerede flugtveje og defekte branddøre til manglende brandtætninger i installationsgennemføringer – alle forhold, der kan få direkte betydning for forsikringens gyldighed.
- Der kan være særlige krav i forsikringspolicen, som rækker ud over bygningsreglementets bestemmelser, fx ved renoveringer, varmt arbejde eller brugen af fællesarealer. Derfor bør bestyrelser altid have overblik over, hvad forsikringen konkret kræver, siger Tine Aabye, chefingeniør i Forsikring & Forebyggelse hos brancheorganisationen F&P.
Hun understreger, at forsikringspolicer typisk indeholder vilkår, der – hvis de ikke overholdes – enten medfører forhøjet selvrisiko eller helt bortfalder dækningen.
Bestyrelsens ansvar – og fagligheden bag
I andels- og ejerforeninger påhviler ansvaret for brandsikkerheden foreningens bestyrelse. Og netop her kan manglende teknisk indsigt vise sig kritisk.
- Bestyrelser består sjældent af personer med brandteknisk baggrund. Derfor er det afgørende at inddrage eksterne fagfolk med dokumenterede kompetencer. Det er en begrænset investering sammenlignet med omkostningerne ved en alvorlig brand, siger Brian Mailund, leder af Brandteknisk Driftsrådgivning hos DBI.
Han peger på, at flere af de alvorlige fejl, DBI ofte finder, handler om byggemæssige forhold: Mangelfuld brandtætning mellem lejligheder og tagrum, manglende aflukning omkring kabler og rørgennemføringer samt svækkede sektionsadskillelser, der tillader røg og flammer at brede sig ukontrolleret. Disse forhold var bl.a. en væsentlig faktor i tagbranden i Vanløse i 2022, hvor hele ejendommen blev totalskadet.
Drift, kontrol og vedligehold – en kontinuerlig forpligtelse
Brandsikring handler ikke kun om byggeteknik – men også om løbende vedligehold og dokumenteret kontrol. Ifølge bygningsreglementet og tilhørende vejledninger skal den passive brandsikring i både ny og eksisterende beboelsesbyggeri kontrolleres mindst én gang årligt.
- Det gælder synlige forhold som branddøre, sektionsadskillelser og installationsgennemføringer, som skal gennemgås af en kompetent fagperson. Fejl skal dokumenteres og udbedres, siger Brian Mailund.
Parallelt stilles der krav om egenkontrol, hvor driftspersonale eller bestyrelsen selv kan føre tilsyn med bl.a. brandtekniske installationer og alarmer – forudsat at det sker efter faste intervaller og dokumenteres.
Ejendomme med en godkendt DKV-plan (drift, kontrol og vedligehold) er forpligtet til at følge den. For øvrige bygninger gælder vejledningen til bygningsreglementets kapitel 5 – Brand, særligt kapitel 7 om driftsmæssige forhold.
Øget opmærksomhed efter kendt tagbrand
Efter Vanløsebranden har DBI oplevet en markant stigning i antallet af boligforeninger, der bestiller brandtekniske eftersyn. Men behovet er fortsat stort, påpeger Brian Mailund.
- Der er sket fremskridt, men vi ser stadig alvorlige fejl, der sætter både menneskeliv og bygninger på spil – og som i værste fald efterlader ejendommen uden dækning, når skaden er sket.
Hvad er et brandtjek?
Et brandtjek er en gennemgang af alle brandrelaterede sikkerhedsforhold i en bygning, inkl. det lovpligtige årlige eftersyn af den passive brandsikring. Desuden kontrolleres drift, kontrol og vedligehold efter kravene i BR18. Et brandtjek omfatter bl.a. brandsektionsadskillelser, brandtætninger af gennemføringer, tagdækning, branddøre og flugtvejsdøre.