MAN TGE er en ægte mesterbil ”Hold op, den er stor”
”Hold op, den er stor”. Sådan er den første tanke, der farer gennem hovedet på mig, da jeg ankommer til MAN Truck & Bus Danmark i Greve og bliver præsenteret for den nye MAN TGE. Med en ladrumshøjde i omegnen af 2 meter og en længde på 7 meter, er MANs debut på varebilsmarkedet en bil, man lægger mærke til.
Prøvekørt af tømrer og snedker Jonas Rejnhold Jensen fra Egerbyg
Det er over 200 år siden, at MAN leverede sin første dampmaskine, og mere end 100 år siden, at virksomheden producerede sin første lastbil. Men der skulle gå næsten 260 år fra MANs start, til selskabet sidste år havde verdenspremiere på sin første varebil. Til gengæld har MAN TGE været værd at vente på. Varebilen, der nu lanceres i Danmark, rummer nemlig hele MANs århundredelange ekspertise og erfaring inden for erhvervskørsel og erhvervskundernes krav til køreegenskaber og komfort.
Komfort for en næsten 2 meter håndværkerkrop
Der er da også julelys i øjnene på tømrer og snedker Jonas Rejnhold Jensen, da han ankommer til Greve for at prøvekøre TGE’en sammen med mig. Han arbejder til daglig med renoverings- og serviceopgaver for selskabet Egerbyg i Hvidovre. Kunderne befinder sig overalt i København og på resten af Sjælland, så Jonas tilbringer mange timer i den lave, hvidlakerede VW varebil, som han nu folder sin 195 centimeter lange krop ud af.
Da han få øjeblikke senere står ved siden af MAN TGE’en og lader hånden glide hen over den skinnende antracitgrå overflade, er det kærlighed ved første blik. Kort efter triller vi forbi metalporten. Jonas trykker prøvende på bremsepedalen, og varebilen standser med et ryk. Hold da op, den er livlig, smiler han og sætter sig godt tilbage i sædet. Og så efter nogle kilometers kørsel:
- Sædet er virkelig fint, og der er dejlig støtte i ryggen. I mange firmabiler kan jeg ellers godt få ondt i ryggen, skuldrene og knæene, fordi jeg er så høj, men ikke her.
Jonas har ret. Sæderne i MAN TGE ér virkelig meget behagelige og fås i flere varianter. Vælger man det ergonomiske ”ergoComfort” sæde, får man således en vægtjusterbar sidde- og arbejdsplads med elektrisk drevet firevejs lændestøtte, justerbare armlæn i begge sider og indbygget varme. Vælger man i stedet ergoActive-versionen, bliver sædet yderligere leveret med massagefunktion. Mere komfortabelt kan det næsten ikke blive.
Overblik
Mens vi kører af Tune Landevej mod Roskilde, bemærker Jonas og jeg begge, hvordan TGE’ens forude nærmest virker som et stort panoramavindue.
- Den kører virkelig godt. Jeg synes, jeg har rigtig god føling med den og et rigtig godt overblik, og spejlene er dejligt store spejl, siger Jonas og nikker anerkendende mod sidespejlene.
- Det er også et klart plus, at sidespejlet er udstyret med et ”cyklistspejl” i bunden. Det er jo en stor bil, så man bliver nødt til at tænke og opføre sig, som om man kørte i en lastbil, understreger han.
En anden ting, som vi begge bemærker, er det behagelige indeklima. Selv om solen skinner, er der efterårskulde i luften udenfor, men inde i førerkabinen sørger TGE’ens klimaanlæg for at holde en konstant temperatur på 21 grader. Varebilen fås både med manuel Climatic-styring og fuldautomatisk klimastyring Climatronic. Og hvis Jonas havde haft frokost med, kunne han have holdt den køleskabskold i handskerummet, der har sit eget klimaanlæg.
Ny teknologi hjælper til
Vi når frem til Roskilde og svinger tilbage mod København. Denne gang vælger Jonas motorvejen for at teste varebilens køreegenskaber i hurtig, tæt trafik. Vores testbil er udstyret med en 177 HK biturbo diesel motor, som ikke lyder det mindste anstrengt, da speedometeret passerer 140. Ja faktisk lyder den ikke af noget overhovedet.
- Wauw det er smart, udbryder Jonas og kigger igen på sidespejlene, hvor et lille orange ikon dukker op, hver gang han overhaler en bil eller kommer for tæt på.
- Jeg kan også mærke, at hvis jeg kommer for tæt på en bil i en af de andre vejbaner, så er det som om, at rattet blokerer og forhindrer, at jeg trækker længere over i den pågældende bane, forklarer han.
Det, som Jonas kan mærke, er TGE’ens aktive vognbane assistent, der giver modstand i rattet, hvis man skifter vognbane uden at have brugt blinklys. Den model, som vi kører i, er også udstyret med aktiv fartpilot (ATC), så den kan faktisk køre helt af sig selv.
- Det er altså rigtig dejlig at være kommet højere op. Det giver mig et langt bedre udsyn, så jeg kan overskue trafikken uden problemer, fortsætter Jonas
God plads til vinduer og døre i ladrummet
MAN TGE sørger ikke bare for godt overblik udadtil. Trods de mange finesser er instrumentbrættet enkelt og overskueligt. Varebilens infotainmentsystem har både wifi og mulighed for at tilslutte USB-stik, SD-kort og Smartphone. I midten sørger en 8 tommer stor touchskærm i farver for alle ens behov, hvad enten det gælder om at finde en musikkanal, bruge GPS’en eller finde ud af, hvor man kører lige nu.
Tilbage i Købehavn drejer Jonas op ad Hvidovrevej. Snart holder vi inde i baggården ved Egerbyg og står ud for at strække benene og undersøge TGE’ens ladrum, der fås fra knap 10 til over 18 kubikmeter. Trods sine næsten 2 meter kan Jonas stå oprejst i ladrummet, som blandt andet er indrettet med praktiske sureskinner og øjer og store, kraftige LED-lamper i loftet som standardudstyr.
- Her er godt nok god plads. Det ville være dejligt at have til daglig, når jeg kører rundt med døre og vinduer, erklærer han.
Næste stop er parkeringspladsen foran Brøndby Stadion. Her kommer Jonas tit for at overvære sit favorithold spille, men i dag har vi en anden dagsorden: At tjekke MAN TGE’s parkeringsegenskaber.
Da Jonas sætter bilen i bakgear, aktiveres det indbyggede kamera over bagdøren automatisk, og på den store touchskærm har vi nu fuldt udsyn over bakke-manøvren, som forløber fuldstændig uden problemer. Bilens sensorer hjælper til, så parkeringen nærmest sker fuldautomatisk, og på skærmen kan vi se, hvor meget plads der er på alle sider af varebilen. Vores TGE-prøvebil er da også udstyret med både Trailer Assist og parkeringshjælp, og ja, det virker.
Vi nærmer os langsomt, men sikkert Greve igen og foretager en sidste afstikker ind i et moderne villakvarter, hvor de snoede og krydsende veje ikke er meget bredere end cykelstier. Det er dog ikke noget problem for MAN TGE’en, der trods sin størrelse kommer ubesværet omkring. Jonas trækker ind til siden for at indstille GPS’en, så den kan dirigerer os tilbage til udgangspunktet. Da varebilen sætter i gang igen, udstøder han endnu et imponeret wauw.
- Jeg troede kun, at GPS’en ville vise billedet på touchskærmen, men ruten bliver også vist på en lille skærm lige foran mig ved rattet. Det er eddermaneme smart.
Kort efter triller vi igen ind hos MAN Truck & Bus Danmark. Det er næsten to timer siden, vi kørte derfra, og tiden er bare fløjet afsted. Jonas kaster et sidste blik rundt i kabinen, der med sine mange bekvemt anbragte aflæggerrum er et ladrum i sig selv. Her kan chaufføren få plads til alt fra tommelstok til arbejdshandsker og åndedrætsværn og selvfølgelig også det vigtigste: Kaffekoppen.
”Nå, hvad synes du?”
- Jeg er imponeret. Den overgår langt, hvad jeg havde forventet. Jeg glæder mig til at komme tilbage til firmaet og holde foredrag om den på fredag. Der er faktisk intet, jeg ikke bryder mig om, smiler Jonas.
Konklusion: MAN har præsteret en imponerende varebilsdebut, der burde få det til at gibbe i enhver håndværker, svend som mester. Som afslutning vil jeg lige nævne, at MAN TGE som den eneste varebil på markedet har nødbremseassistent EBA (Emergency Brake Assist) som standardudstyr. EBA formindsker ikke bare påkørsler og dermed personskader, men også den tid, som varebilen skal være på værksted efter en skade.
DEN TESTEDE MODEL
Model: MAN TGE 3.180
Motor: 2.0 TDi bi-turbo 177 HK/410 Nm SCR motor med 8-trins automatgear og forhjulstræk
Tophastighed: 160 km/t
Brændstoføkonomi: 13,3 km/l
CO2: 195 g/km
Pris for denne model: 307.300 kroner (inkl. reg. afgift ekskl. moms) 360.925 kroner (inkl. Moms) + ekstraudstyr
Service- og reparationsaftale(ComfortSuper): 149 kroner pr. md. (ved 48 mdr. og 20.000 km pr. år - ekskl. moms)