Luna Iburg fra anlægsstruktøruddannelsen på ZBC i Ringsted vinder Byggeriets Faglærerpris 2026. Foto: Frej Rosenstjerne
Luna Iburg vinder Byggeriets Faglærerpris
Luna Iburg fra ZBC i Ringsted modtager Byggeriets Faglærerpris 2026. Hun får prisen for at løfte anlægsstruktøruddannelsen - med lavere frafald, flere elever og stærk kobling mellem teori og praksis.
Byggeriets Faglærerpris blev uddelt ved Boligfonden Kubens prisfest Byggeriets Stjerner den 19. marts 2026 og gik til Luna Iburg, som underviser på anlægsstruktøruddannelsen på ZBC i Ringsted. Prisen uddeles af Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet og gives med begrundelsen, at hun har haft markant betydning for både elevernes trivsel og uddannelsens udvikling.
Frafaldet på uddannelsen er nemlig faldet markant, siden Luna Iburg begyndte som underviser, samtidig med at optaget på uddannelsen er steget. Hun fremhæves for sin faglige indsigt, sit engagement i eleverne og sin evne til at koble teori og praksis i undervisningen.
– Lunas engagement, entusiasme og energi er helt exceptionel. Hun motiverer alle på holdet til at gøre deres absolut bedste, skaber sammenhold og har altid blik for den enkelte elev. Hendes undervisning har fået frafaldet til at falde og optaget til at stige på en uddannelse, som ofte er overset, siger direktør i Boligfonden Kuben, Sidse Buch, i en pressemeddelelse. Hun tilføjer:
– På ZBC kalder de det Luna-effekten, og vi er kæmpe fans.
Undervisning med tæt kobling mellem teori og praksis
Undervisningen på anlægsstruktøruddannelsen foregår blandt andet i en stor hal, hvor eleverne arbejder med de processer og opgaver, der ligger forud for anlæggelsen af veje og bygninger. Her bliver undervisningen omsat til en praksisnær form, hvor det svære teoretiske stof bliver gjort forståeligt for eleverne.Luna Iburg fremhæves for at styrke elevernes faglige selvtillid og for at støtte og være klar med et kram, når uddannelsen eller privatlivet spiller udfordringer på banen.
– Vi ved, at læreren er den vigtigste faktor i forhold til at gennemføre en erhvervsfaglig uddannelse. En dygtig lærer inspirerer, motiverer og får eleverne til at holde ved, når det bliver svært. Derfor er lærere som Luna utrolig vigtige, siger formand for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan.
Styrker overgangen fra skole til praktik
Luna Iburg har samtidig ydet en stor indsats for brobygning mellem skole og virksomheder hvor hun er initiativtager til samarbejder med lokale virksomheder og arbejder for, at eleverne får en bedre overgang fra skoleophold til praktik.
Det skal være med til at gøre mødet med arbejdspladsen lettere for elever, der for første gang træder ind i en professionel bygge- og anlægsvirksomhed.
– Overgangen fra skole til praktikforløb ude hos virksomheden kan være svær. Eleverne kan føle sig meget alene, når de lige pludselig står på en voksen arbejdsplads. Her er Luna med til at sikre, at de bliver taget godt imod og får den bedste start på deres karriere, siger Hanne Pontoppidan.
Sætter bæredygtighed og biodiversitet på dagsordenen
Desuden formår Luna Iburg at bringe bæredygtighed og biodiversitet ind i undervisningen på anlægsområdet. Så eleverne får indsigt i, hvordan anlægsarbejde kan udføres med større hensyn til natur, miljø og ressourceforbrug.
Ifølge Boligfonden Kuben er den tilgang vigtig i en branche, der står over for store klima- og miljømæssige udfordringer.
– Byggeriet er en stor synder i forhold til klimaet. Vi bruger klimabelastende materialer, har masser af spild og passer ikke godt nok på naturen. Hvis vi skal ændre det mønster, skal vi bygge på nye måder. Derfor er det fantastisk, at en lærer som Luna uddanner fremtidens generation af håndværkere i at bygge med omtanke for natur og miljø, siger Sidse Buch.
Prisfest ved Byggeriets Stjerner 2026
Byggeriets Faglærerpris blev uddelt den 19. marts 2026 ved Boligfonden Kubens prisfest Byggeriets Stjerner. Ved samme arrangement blev også Byggeriets Samarbejdspris og Byggeriets Trivselspris uddelt.
Læs flere artikler om uddannelsesmulighederne i bygge- og anlægsbranchen