Poul Møller Hansen, VP R&D hos Flügger
Hvordan kan maling holde sig med mindre konservering?
Kravene til konserveringsmidler i maling er blevet strammet. Det udfordrer holdbarheden af vandbaseret maling og stiller større krav til både råvarer, produktion og håndtering.
De fleste malere kender situationen. Der er maling tilbage efter en opgave, og spanden bliver lukket og sat til side. Måske skal den bruges til småreparationer, når byggeriet er færdigt, eller til næste etape af arbejdet. Men hvor længe kan malingen egentlig holde sig?
Det er noget, man nu kigger ind i hos malingproducenterne. Vandbaseret maling indeholder små mængder konserveringsmidler, som skal forhindre bakterier og svamp i at ødelægge produktet. Men gennem årene er reglerne for brugen af biocider blevet strammet for blandt andet at mindske risikoen for allergi og belastningen af miljøet.
Det er dog en både naturlig og nødvendig udvikling, mener Poul Møller Hansen, VP R&D hos Flügger. Men det betyder også, at producenterne skal tænke anderledes.
– Tidligere havde man helt andre muligheder for at konservere maling. I dag ved vi langt mere om konsekvenserne for mennesker og miljø, og derfor er kravene blevet skærpet markant. Det er en udvikling, vi hverken kan eller skal rulle tilbage. Opgaven for os som producenter er i stedet at blive bedre til at fremstille produkter, der kan holde med mindre konservering, siger Poul Møller Hansen i en pressemeddelelse.
God holdbarhed starter på fabrikken
Når der bliver brugt mindre konservering, er det endnu vigtigere at holde bakterier og andre mikroorganismer ude af malingen fra starten. Det handler blandt andet om at bruge rene råvarer og have produktionsanlæg, der kan rengøres grundigt mellem de forskellige produktioner. For hvis bakterierne først er kommet ind i malingen, bliver det sværere at sikre en god holdbarhed uden at tilsætte mere konservering.
– Man kan ikke starte med et produkt, der allerede er kontamineret, og bagefter konkludere, at løsningen må være mere biocid. Jo renere råvarer og produktionsforhold vi har fra begyndelsen, desto bedre muligheder har vi for at sikre en god holdbarhed med mindst mulig konservering, siger Poul Møller Hansen.
Det stiller større krav til produktionsudstyret og kræver investeringer på fabrikkerne. Men hos Flügger ser man det som en nødvendig udvikling, hvis branchen skal kunne levere maling, der både lever op til de skærpede kemikrav og holder sig i spanden.
Her har maling og fødevarer noget til fælles
Selvom maling og fødevarer umiddelbart er to vidt forskellige ting, ligner de faktisk hinanden: Begge produkter kan blive ødelagt af mikroorganismer. Og for både maling og fødevarer gælder det om at holde bakterier og andre uønskede mikroorganismer ude helt fra start - frem for at skulle bekæmpe dem bagefter.
For malingproducenterne er udfordringen blevet større i takt med, at vandbaseret maling har afløst mange af de traditionelle opløsningsmiddelbaserede malingsprodukter.
– Vandbaseret maling har været et vigtigt fremskridt, men vand skaber samtidig gode betingelser for mikroorganismer. Derfor kan vi ikke bare fjerne konserveringen. Opgaven er at bruge så lidt som nødvendigt og samtidig sørge for, at produktet er så rent som muligt fra begyndelsen, forklarer Poul Møller Hansen
Malingen skal også kunne holde efter åbning
For den professionelle maler handler det ikke kun om, hvad der sker på fabrikken. Det handler også om, at malingen kan holde sig, når spanden først er taget i brug. Efter en opgave kan det være godt at have restmalingen stående, hvis der senere skal laves udbedringer, eller hvis arbejdet fortsætter i en ny etape. Men når spanden først har været åbnet, spiller håndteringen også en rolle.
Flügger er derfor gået i gang med at forbedre vejledningen i virksomhedens tekniske produktdatablade (TDS). Her skal malerne have bedre information om, hvordan de skal opbevare malingen, så risikoen for, at den bliver ødelagt af mikroorganismer, bliver mindre. For hvis malingen bliver dårlig og ikke længere kan bruges, ender den blot som affald.
Mindre kemi må ikke betyde mere spild
Hos Flügger handler det derfor om at finde den rette balance. På den ene side skal brugen af problematiske stoffer begrænses. På den anden side skal malingen stadig kunne holde sig og fungere i praksis.
– Det er ikke et valg mellem mindre kemi eller længere holdbarhed. Ambitionen skal være begge dele. Men det kræver, at vi som producenter tager ansvar for hele processen, fra de råvarer, vi modtager, til produktionsudstyret og den færdige maling, der ender hos maleren, siger Poul Møller Hansen. Han ser de skærpede krav som en anledning til at udvikle nye løsninger og forbedre måden, maling bliver produceret på.
– Reguleringen har gjort maling bedre og sikrere gennem mange år. Nu er vores opgave at fortsætte den udvikling og finde løsninger, hvor vi kan bruge mindre konservering uden at give køb på holdbarheden. Det kræver mere af hele værdikæden, men det er den vej, branchen skal gå, slutter Poul Møller Hansen.