<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Dansk-Håndværk-Tømrer-AI-TOP

Dansk Håndværk: AI kan få flere unge til at vælge håndværket

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • IT og ny teknologi
  • 2026-10-13
  • | Af Redaktionen

  • Mens kunstig intelligens ændrer arbejdsopgaverne i en række administrative og akademiske fag, så kan håndværksfagene blive et mere attraktivt uddannelsesvalg.

    Kunstig intelligens er i gang med at forandre arbejdsmarkedet, og udviklingen skaber usikkerhed blandt unge, der står over for at skulle vælge uddannelse og karrierevej. For hvilke job vil stadig eksistere om fem eller ti år, og hvordan vil arbejdsopgaverne se ud?

    Ifølge Dansk Håndværk kan udviklingen få flere unge til at overveje en håndværksuddannelse. Mens AI allerede overtager en række opgaver inden for administration, regnskab, tekstbehandling og kundeservice, er det vanskeligere at automatisere det praktiske arbejde på byggepladser og i private hjem.

    Hvor tidligere tiders automatisering især ændrede arbejdet på fabrikker og andre fysiske arbejdspladser, rammer den aktuelle udvikling i høj grad skærmbaserede job. Det kan ændre opfattelsen af, hvilke uddannelser der giver de mest stabile fremtidsudsigter.

     

    AI kan ikke renovere fru Hansens sommerhus

    Kunstig intelligens kan hjælpe med planlægning, beregninger og projektstyring, men teknologien kan endnu ikke lægge et gulv, montere tagspær eller renovere et sommerhus. Selv om robotteknologi og automatiserede maskiner forventes at få en større rolle i byggeriet, vurderer Dansk Håndværk, at de traditionelle håndværksfag fortsat vil have brug for medarbejdere, der kan udføre arbejdet i praksis.

    Det kan blive en fordel i konkurrencen om de unge, mener Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk. Han udtaler i en pressemeddelelse.

    – Det kan få flere unge til at vælge en faglig uddannelse. Ikke fordi en ung, der drømmer om at blive atomfysiker, pludseligt vil være tømrer i stedet. Men for dem, der vakler mellem flere muligheder, kan sikkerheden for, at jobbet har det forventede indhold om tre, fem og ti år, være det sidste skub, der afgør valget.

    Dermed kan udsigten til et arbejdsliv med genkendelige faglige opgaver blive et argument for at vælge en erhvervsuddannelse. Særligt for unge, der overvejer flere forskellige uddannelsesretninger, kan jobsikkerhed og arbejdsopgavernes karakter få større betydning.

    Kunstig intelligens overtager flere administrative opgaver

    Håndværksfagene kommer dog ikke til at stå uden for den teknologiske udvikling. Tværtimod ser Dansk Håndværk muligheder for, at virksomhederne kan bruge AI til at effektivisere en række tidskrævende opgaver. Det gælder blandt andet indkøb, tilbudsberegninger, materialevalg, kundehenvendelser, myndighedskommunikation og fakturering. Opgaver, som i dag fylder i mange mindre håndværksvirksomheders administration.

    – I øjeblikket sker det først og fremmest på de områder, der har med kontorarbejdet at gøre. Indkøb, beregninger, materialevalg, kundehenvendelser, kommunikationen med myndigheder, faktureringer og så videre er områder, hvor den nye teknologi allerede gør sit indtog. Men fremover vil vi også se, at en række af de maskiner, der bruges på værkstedet eller på byggepladsen kan overtage noget af arbejdet. De vil i stigende grad vil kunne fotografere, aflæse og måle og på baggrund af millioner af tilsvarende erfaringer give et præcist svar på det, der er brug for, understreger Morten Frihagen.

    Udviklingen kan dermed også ændre den måde, håndværkere arbejder på. Maskiner og digitale værktøjer vil i stigende grad kunne indsamle data, foretage opmålinger og understøtte beslutninger om materialer og arbejdsmetoder. Ifølge Dansk Håndværk bør virksomhederne udnytte mulighederne for at lade teknologien overtage rutineprægede opgaver, så medarbejderne får mere tid til det faglige arbejde.

     

    Håndværket kan blive en tryg havn

    Selv om nye teknologier gradvist vil ændre arbejdsprocesserne, forventer Dansk Håndværk ikke, at de grundlæggende opgaver for tømrere, murere og vvs-installatører forsvinder inden for en overskuelig fremtid. Der vil fortsat være behov for faglærte, der kan løse konkrete opgaver på byggepladser, ved renoveringer og hos private kunder.

    – Men for langt de fleste medarbejdere vil dagen fortsat starte som den plejer. Med firmabilen ud til kunden eller byggepladsen for at lave et godt, solidt stykke kvalitetshåndværk. Det skal vi fortælle, fordi det kan få flere unge til at vælge en håndværksmæssig uddannelse som en tryg og sikker havn midt i usikkerheden, lyder opfordringen fra organisationen.

    Dermed ser Dansk Håndværk en mulighed for at bruge udviklingen inden for kunstig intelligens til at styrke interessen for erhvervsuddannelserne. Ikke ved at afvise teknologien, men ved at fremhæve, at de praktiske færdigheder fortsat vil være nødvendige, selv om flere administrative og digitale arbejdsopgaver bliver automatiseret.

    Anbefalede artikler