Kvalitetskontrol af elementbyggeri - med faglighed og integritet
Betonscanning.dk arbejder tæt sammen med aktører i råhusbranchen for at sikre, at eventuelle fejl i elementbyggeri opdages i tide – og bruges som afsæt til læring og ressourceoptimering.
Betonscanning.dk har specialiseret sig i kvalitetskontrol af sammenstøbninger af betonelementer – hvor selv små fejl kan få store konsekvenser. Netop derfor lægger man i virksomheden vægt på faglighed, systematik og ikke mindst åbenhed og tillid i samarbejdet. Kvalitetskontrollen laves med ultralydscanning og radar scanning - uden at ødelægge fuger eller elementer - og hver opgave ender med en rapport til kunden., som kan bruges til deres egen KS.
- Vi er til for at hjælpe entreprenører og udførende i at sikre, at arbejdet med sammenstøbningerne bliver udført korrekt, så man tidligt kan fange eventuelle fejl i processen, fortæller Lene Bøge Kristensen, konsulent hos Betonscanning.dk, og tilføjer:
- Når vi finder mangler i fugearbejdet, så handler det om at få talt åbent om det og løst dem hurtigt.
Betonscanning.dk udfører typisk scanninger i råhusfasen, hvor de sammenstøbte elementer kontrolleres med radar- og utralydsscannere, som gør det muligt at opdage fejl såsom manglende udstøbning og utilstrækkelig armering.
Retningslinjer for kvalitetssikring
Bygningsreglementet BR18 og standarden DS1140 har skærpet kravene til kvalitetssikring for bærende konstruktioner, men Betonscanning.dk oplever, at der er usikkerhed på byggepladserne om, hvordan og hvor meget der skal kontrolleres.
- Bulletin No. 5 – som mange stadig læner sig op ad – stiller f.eks. kun krav om minimum én meters scanning på lodrette fuger, og det giver et utilstrækkeligt billede, forklarer hun. Hos Betonscanning.dk anbefaler man derfor scanning af hele fugen.
Tidlig indsats minimerer risiko og omkostninger
Ifølge Lene Bøge Kristensen er timingen afgørende.
- Vi har set eksempler, hvor man har måttet rive f.eks. fabriksinventar ned eller ophugge gulve for, at vi kunne få adgang til fugerne. Det er både ressourcekrævende og frustrerende for alle – og kan helt undgås med en scanning tidligt i processen.
Anbefalingen fra Betonscanning.dk lyder på, at man foretager kontrol efter første etape – f.eks. når kælderen er sammenstøbt – så eventuelle fejl kan rettes, inden næste etage sammenstøbes.
- Frem for at ende med mange måneders ekstraarbejde – og enorme udgifter, kan sagen ofte løses hurtigt, når eventuelle fejl bliver fundet tidligt i byggeriet, siger Lene Bøge Kristensen.
Fra fejl til faglig udvikling
Vigtigt for Betonscanning.dk’s arbejde er, at kontrollen kan bruges som en læringsmulighed. Man tilbyder derfor også onsite-undervisning, når fejl identificeres:- Det kan være, at elementfugemørtlen er blandet for tørt, eller flydemørtelen har fået for meget vand. Så laver vi en gennemgang for de udførende – med deres egne materialer og udstyr – så læringen bliver praktisk og anvendelig på pladsen.
Flere større aktører har set værdien i at arbejde proaktivt med eksterne kontroller undervejs i byggeprocessen og vælger at bruge Betonscanning.dk systematisk i egne kvalitetskontroller. Dette for at sikre en høj kvalitet i deres byggerier.
Betonscanning.dk har selv beton under neglene
Bag Betonscanning.dk står fagfolk med mange års erfaring fra betonbranchen. Indehaver Bjarne Poulsen har mere end 25 års erfaring i betonbranchen og Lene Bøge Kristensen har i over ti år arbejdet i råhusbranchen med mørtelprodukter og rådgivning.
Virksomheden har en praktisk tilgang til opgaven, hvor formålet ikke kun er at dokumentere, men også at hjælpe til at minimere byggeriets materialeforbrug og CO2-aftryk ved at forebygge og styrke kvaliteten.
- Vi ønsker at bidrage til, at byggeriet bliver bedre – både i dag og på længere sigt, slutter Lene Bøge Kristensen.
Læs flere artikler om beton- og råhusbyggeri