Fra venstre: Ulrik Bruhn, CEO, Arne Jensen, tidl. ejer og Allan Buchardt Hansen, værkfører på ESKIMOs fabrik i Herning
100 år med dansk produktion af murerværktøj
Den danske værktøjsproducent ESKIMO fylder 100 år og er i dag den eneste producent af murerværktøj i Skandinavien.
Den danske værktøjsproducent ESKIMO kan til august 2026 fejre 100-års jubilæum. Virksomheden blev grundlagt af smedemester Frederik Sass-Petersen i Tanderupkær ved Herning og har udviklet sig fra en lokal landsbysmedje til et af de mest kendte danske brands inden for murerværktøj.
Produktionen begyndte med sportskælke og havemøbler, men et råd fra en lokal isenkræmmer blev afgørende for virksomhedens udvikling: "Lav murerskeer, så har du altid et levebrød."
I begyndelsen af 1930'erne blev produktionen af murerskeer sat i gang. Den foregår fortsat i Herning, hvor virksomheden fremstiller værktøj til professionelle murere.
Dansk produktion gennem et århundrede
ESKIMO producerer fortsat sine murerskeer efter de grundprincipper, som blev udviklet i 1930'erne. På fabrikken i Herning gennemgår stålet en række processer, herunder stansning, slibning, svejsning, polering og montering af det karakteristiske røde træskaft.
Ifølge virksomheden, der i dag er ejet af iTOOLS, er mere end hver anden murerske, der sælges til professionelle murere i Danmark, i dag et ESKIMO-produkt.
– Vores værktøj er skabt af hånden til hånden. Bag hver eneste murerske står dygtige håndværkere, som forstår, hvad der kræves på byggepladsen. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at ESKIMO stadig er førstevalget for mange professionelle murere, siger Ulrik Bruhn, CEO i iTOOLSi en pressemeddelelse.
Tæt samarbejde med mureruddannelserne
Virksomheden har gennem mange år samarbejdet med landets mureruddannelser og bidrager blandt andet med lærlingesæt, gæsteundervisning og sponsorater til Skills-konkurrencer på både nationalt og internationalt niveau.
Arne Jensen, tidligere ejer og direktør for ESKIMO, fungerer fortsat som virksomhedens repræsentant over for erhvervsuddannelserne.
– Når man ser tilbage på historien, kan vi godt være stolte over, at vores murerskeer har været med til at bygge skoler, hospitaler, boliger og virksomheder over hele landet. De har ligget i hænderne på generationer af murere, og medmindre byggeriet tager en drejning, så vil ESKIMOsmurerværktøj også være en del af byggeriet i fremtiden. Derfor plejer vi også de kommende murere, og har et tæt samarbejde med fagskolerne, som jeg besøger og indimellem underviser på, fortæller Arne Jensen.
Fra genopbygningen af Europa til moderne byggeri
Efter Anden Verdenskrig eksporterede ESKIMO murerværktøj til flere europæiske lande, hvor genopbygningen skabte stor efterspørgsel efter håndværksværktøj. Et historisk øjeblik kom i 1950, da Kong Frederik IX anvendte en ESKIMO-murerske ved grundstensnedlæggelsen til Idrætshøjskolen i Sønderborg. Året efter modtog Frederik Sass-Petersen Dansk Arbejdes Store Initiativ-Pris for udviklingen af danskproduceret kvalitetsværktøj.
Murerfaget har ændret sig markant
Virksomhedens historie afspejler også udviklingen i murerfaget. For da Frederik Sass-Petersen blev udlært som smed i begyndelsen af 1900-tallet, tjente en dansk murer omkring 40 øre i timen, svarende til cirka 2,5 liter mælk. I dag ligger den gennemsnitlige timeløn omkring 325 kroner, hvilket svarer til godt 24 liter mælk. Målt på købekraft er murerens løn dermed steget markant gennem de seneste godt 100 år. Samtidig er den ugentlige arbejdstid reduceret fra omkring 56 timer til 37 timer.
Sidste producent i Skandinavien
Mens produktionen af meget håndværktøj gennem årtier er flyttet til udlandet, producerer ESKIMO fortsat sine murerskeer i Danmark og betegner sig som den sidste producent af murerværktøj i Skandinavien. Ifølge værkfører Allan Buchart Hansen er den tætte kontakt til brugerne en væsentlig del af virksomhedens arbejde.
– Når en murer først har haft en af vores murerskeer i hånden, så slipper de den ikke igen, og det er vi stolte af. Vi er altid åbne for at tale med murerne, og inviterer også gerne indenfor her på fabrikken. Mange er nemlig ikke klar over, at vi faktisk producerer murerskeerne her i Danmark. Det er også baggrunden for, at vi kan holde kvaliteten, og vi giver os tid til at kontrollere kvaliteten, som vi har gjort gennem 100 år, siger Allan Buchart Hansen.
Et større marked
ESKIMO beskæftiger i dag 14 medarbejdere på fabrikken i Herning og leverer værktøj til de store danske byggemarkedskæder. Virksomheden blev i 2023 opkøbt af iTOOLS.
– ESKIMO er et stærkt brand gennemsyret af kvalitet, og det passede fint ind i den virksomhed, som vi har bygget op. Samtidig gav den os en mere direkte vej ind til de store kunder på markedet for værktøj. Med iTOOLS har vi opbygget en motor, som gør, at vi kan implementere nye stærke brands, så derfor er vi konstant på udkig efter opkøb af andre virksomheder, der har samme høje standarder for kvalitetsprodukter, siger Ulrik Bruhn.
Selv om virksomheden nu kan fejre sit 100-års jubilæum, er målsætningen fortsat at udvikle og producere værktøj til professionelle håndværkere i Danmark.