Hybridgenerator ApS har haft udlejet 100 trailermonterede hybridgeneratorer til en omfattende vindmølleentreprise på Shetlandsøerne.
Kraftfuld powerbank til byggepladser
Hybridgenerator ApS tilbyder kraftfulde generatorer, der reducerer dieselforbruget op til 85 %. Kombinationen af batterier, solpaneler og mindre brændstof giver en markant forskel på økonomi, støj, vedligehold samt klimaregnskab.
Hybridgenerator tilbyder sine løsninger i 90 og 180 kilowattsmodeller. En 90 kW hybridgenerator kan snildt starte en hejs op, der normalt kræver en 150 kW dieselgenerator.
Hybridgenerator Aps er en dansk producent af generatorer, der er særdeles velegnede til byggepladser i nordatlantiske egne. Virksomheden leverer generatorer til blandt andet vindmølleindustrien og til større byggepladser over hele Europa. De trailermonterede generatorer, der måler 2 x 4 meter, fungerer optimalt i både ekstrem kulde og varme.
- Vi har haft vores generatorer kørende i Finland i 40 graders frost, og i Frankrig har de præsteret uden problemer i 46 graders varme, fortæller Jørn Rauff Larsen, der er salgsdirektør i virksomheden.
Minimalt dieselforbrug
En hybridgenerator er en samlet enhed monteret på en almindelig trailer. Den består i korte træk af en generator, der sammen med solpaneler på taget af enheden oplader en kraftfuld batteripakke. Outputstrømmen tages fra batteriet, og først når det er afladet til mindre end 30 %, starter generatoren op og lader batteriet. Der anvendes således kun brændstof, når batterierne skal lades op.
- Vi har designet en løsning, der aldrig står i tomgang, som tilfældet er med traditionelle generatorer. Vores løsninger producerer kun den strøm, der er brug for. Det er med til at reducere bygherrens CO2-udledning, og det reducerer udgifterne til diesel markant, understreger salgsdirektøren.
For yderligere at holde dieselforbruget nede er hybridgeneratorerne påmonteret to indbyggede solpaneler. De sørger primært for at vedligeholde batterierne, når generatorerne står udenfor på byggepladser. Det øger batterilevetiden og sikrer, at der er konstant strøm til enhedens kommunikationsmodul.
Det lave dieselforbrug har også betydning for omkostningerne til levering af diesel. I nordatlantiske egne, hvor byggepladser ofte er placeret langt fra forsyningspunkterne, kender de fleste entreprenører og bygherrer til den omfattende transportopgave. Når traditionelle generatorer erstattes af hybridmodeller, falder dieselforbruget markant, så transportopgaven reduceres ligeledes væsentligt.
Støjsvage generatorer
Der er også godt arbejdsmiljø i hybridgeneratorer, for hvor traditionelle generatorer støjer al den tid, de er i drift, hører man ikke meget til hybridgeneratorerne på byggepladsen. Dels er hele enheden støjisoleret, dels starter motoren som nævnt først, når batteriet er afladet til 30 %, så den kører ikke mange timer om dagen. Endelig er den smule støj, der altid vil være, retningsbestemt. Man kan altså nemt placere hydridgeneratoren, så støjen reduceres markant.
- Det er flere gange sket, at en kunde ringer og fortæller, at generatoren ikke kører. Men vi kan se på vores fjernkontrol, at det gør den, og alt er OK. Man har simpelthen ikke lagt mærke til det ude på byggepladsen, fortæller Jørn Rauff Larsen.
Læs også:
På vej mod den grønne byggeplads
En powerbank på hjul
Salgsdirektøren er sikker på, at hybridgeneratorerne vil vinde yderligere indpas på byggepladser og alle andre steder, hvor man har behov for en midlertidig strømforsyning.
- Vi leverer simpelthen en form for powerbank på byggepladsen. En støjsvag, driftssikker strømforsyning, der kan drive alle former for maskiner under alle klimatiske forhold, fortæller Jørn Rauff Larsen og slutter med budskabet om, at hybridgeneratoren faktisk også kan anvendes uden brug af dieselgeneratoren.
- Batteriet kan lades ved 16 Amp, så ved fyraften kan man sætte traileren på krogen, tage den med hjem og lade den med billig natstrøm, hvis regnestykket og omstændighederne taler for det.
Dansk produceret
Hybridgenerator producerer selv sine løsninger på fabrikken i Danmark. Virksomhedens godt 30 medarbejdere udbygger og vedligeholder generatorflåden, der i skrivende stund omfatter mere end 300 hybridgeneratorer. Og ved virksomhedens skriveborde sidder supportmedarbejdere klar 24/7 til at hjælpe kunderne, hvis der opstår problemer med generatorerne.
Læs mere om mere den grønne omstilling i byggeriet