<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Kirsten-Nielsen_Konstruktoerforeningen

Kirsten Nielsen fortsætter som formand for Konstruktørforeningen

  • Byggeriets udvikling
  • 2026-09-02
  • | Af Redaktionen

  • Kirsten Nielsen er genvalgt som formand  for endnu en fireårig periode. Hun peger især på bygningsreglement, grøn omstilling og nye kompetencekrav som centrale dagsordener. Kirsten Nielsen fortsætter som formand for landets bygningskonstruktører.

    Det står klart, efter opstillingsfristen til formandsvalget i Konstruktørforeningen udløb den 1. september 2026 kl. 12.01. Kirsten Nielsen var den eneste opstillede kandidat og er dermed genvalgt ved fredsvalg.

    – Et genvalg er selvfølgelig en stor personlig glæde, men først og fremmest ser jeg det som et mandat til at fortsætte det vigtige arbejde, siger Kirsten Nielsen.

    Hun vurderer, at bygningskonstruktørerne får en central rolle i en byggebranche, der står over for betydelige ændringer i de kommende år.

    Bygningskonstruktører på tværs af værdikæden

    Grøn omstilling, nye teknologier, beredskab, kompetencekrav og ændringer på arbejdsmarkedet er ifølge Kirsten Nielsen blandt de områder, der vil stille nye krav til både virksomheder og medarbejdere i byggeriet.

    – Byggeriet står overfor store forandringer. Grøn omstilling, nye teknologier, bedre beredskab, kompetencekrav og et arbejdsmarked i bevægelse stiller store krav til vores branche – og ikke mindst til vores samarbejde. Bygningskonstruktørerne er i alle led i byggeriets værdikæde, og derfor er de afgørende for, at vi som branche og samfund kan lykkes med vores ambitioner for byggeri- og anlæg, siger hun.

    Kirsten Nielsen fremhæver blandt andet arbejdet med et mere helhedsorienteret bygningsreglement som en vigtig dagsorden i den kommende formandsperiode.

    Efterlyser et mere anvendeligt bygningsreglement

    Arbejdet med et nyt og mere helhedsorienteret bygningsreglement skal ifølge formanden i højere grad tage hensyn til den praktiske gennemførelse af byggeprojekter.

    – Vi har brug for et bygningsreglement, der reelt er helhedsorienteret og anvendeligt, hvor krav spiller sammen, og paragraffer virker i praksis. Det kræver blandt andet, at kravene er proportionale og afspejler byggeriets kompleksitet, samtidig med at de begrænser unødig dokumentation og administration. Og så er det afgørende, at reglementet giver bedre rammer for renovering og transformation, så vi kan udnytte eksisterende bygninger og ressourcer.

    Kirsten Nielsen har været formand for Konstruktørforeningen siden 1. januar 2021. Fra 2016 til 2020 var hun næstformand i foreningen. Hun har desuden en baggrund fra uddannelsesområdet som studiekoordinator og studieleder på bygningskonstruktøruddannelsen.

    Anbefalede artikler