Undervisningspris sætter spot på gode lærepladser
Mestre, svende og elevansvarlige, der skaber gode rammer for lærlinge, kan nu indstilles til Politikens Undervisningspris. Sidste år gik Lærepladsprisen til en klejnsmed fra Frederiksværk.
Frem til søndag 11. oktober klokken 23.59 kan alle indstille en mester eller svend, der har skabt særligt gode rammer for lærlinge og deres faglige udvikling.
Med Politikens Undervisningspris vil Politiken og Villum Fonden gerne fremhæve undervisere i hele landet. Det gælder ikke kun lærere på skoler og uddannelsesinstitutioner, men også de mestre og svende, der står for den praktiske oplæring af lærlinge ude i virksomhederne.
– Et godt praktikforløb er en afgørende del af en erhvervsuddannelse. Derfor vil vi med Politikens Undervisningspris også fremhæve de mestre og svende, der skaber særligt gode læringsforløb, og som gør en forskel for den næste generation af faglærte, udtaler Cecilie Lund Kristiansen, der er uddannelsesredaktør på Politiken, og fortsætter:
– Vi vil gerne hædre nogle af landets dygtigste undervisere, som ikke altid får den anerkendelse, de fortjener. Og så vil vi fortælle om deres fremragende undervisning, så den kan inspirere andre.
Hos Villum Fonden ønsker man også at rette opmærksomheden mod kvaliteten i undervisningen:
– I Villum Fonden vil vi med støtten til Politikens Undervisningspris skabe positiv opmærksomhed om verdens vigtigste job. Vi er glade for at kunne anerkende og hylde de dygtige lærere, som både ser deres elever og skaber god og motiverende undervisning. Dygtige lærere er blandt demokratiets og velfærdssamfundets fortropper, siger Ole Laursen, der er uddelingschef for børn, unge og science i Villum Fonden.
Du kan indstille en kandidat her
Klejnsmed fik Lærepladsprisen i 2025
Politikens Undervisningspris modtog sidste år mere end 2.000 indstillinger fra hele Danmark. I 2025 gik særprisen Lærepladsprisen til klejnsmed Lars Madsen fra NLMK DanSteel i Frederiksværk.
”Han står altid klar til at heppe på mig, når jeg kaster mig ud i noget nyt. Jeg håber, alle lærlinge er heldige at få en læremester som Lars!”, stod der dengang i indstillingen af Lars Madsen.
Ud over Lars Madsen var vinderne i erhvervsskolekategorien i 2025 Knud Erik Mortensen fra Kold College og Michael Busk fra ZBC. Vinderne af hovedprisen modtager 75.000 kroner, mens særprisvinderne i kategorierne modtager 25.000 kroner. Politikens Undervisningspris uddeles desuden inden for grundskolen og de gymnasiale uddannelser.
Lars Madsen. Foto: Janus Engel Rasmussen
Indstil din mester eller svend til prisen
Alle kan nu indstille en kandidat til Politikens Undervisningspris via politiken.dk/undervisningspris. De i alt ni priser uddeles ved en prisfest i PRESSEN den 24. november. Vinderne udvælges af prisens fagpanel, der består af eksperter, elever og tidligere vindere. Politikens Undervisningspris er støttet af Villum Fonden.
Læs flere artikler om uddannelse inden for byggeri og anlæg