Årets Underviser 2026 på SEA brænder for sit fag
Lars Plauborg Pedersen fra Syddansk Erhvervsakademi i Esbjerg hædres for sin evne til at skabe fagligt overblik og tryghed i undervisningen på bygningskonstruktøruddannelsen.
På Syddansk Erhvervsakademi (SEA) i Esbjerg har man kåret Årets Underviser 2026. Det blev Lars Plauborg Pedersen, som er lektor på bygningskonstruktøruddannelsen. Udnævnelsen er baseret på indstillinger og skriftlige begrundelser fra de studerende, som fremhæver hans evne til at skabe et trygt og læringsfremmende undervisningsmiljø – også når stoffet er komplekst.
Juryen bag kåringen bestod af repræsentanter fra både ledelse, undervisere, studerende og bestyrelse. Valget faldt enstemmigt på Lars Plauborg Pedersen, og prisen blev overrakt forud for semesterstart i Esbjerg.
Det er ok at være i tvivl
Ifølge de studerende er Pedersens undervisning kendetegnet ved faglig tydelighed og en åben tilgang, hvor det er legitimt at være i tvivl og begå fejl. Dette gælder både i selve undervisningen, i dialogen uden for timerne og i arbejdet med praksisnære opgaver.
- Med Lars følte man aldrig, at man stillede dumme spørgsmål. Han hjalp altid med et smil og fik flettet god humor ind i undervisningen, skriver en studerende.
En anden fremhæver det menneskelige aspekt:
- Han er fagligt stærk og samtidig meget menneskelig i sin undervisningsform. Lars brænder for det, han laver, og ønsker oprigtigt sine studerende det allerbedste.
Tryghed som fundament for læring
Lars Plauborg Pedersen selv peger på tryghed og klare rammer som grundlaget for god undervisning:
- Når de studerende føler sig trygge, tør de stille spørgsmål og prøve sig frem. Fejl er en naturlig del af læringen – ikke noget, man skal undgå, fortæller han i en pressemeddelelse.
Rektor for SEA, Henrik Larsen, ser også undervisningens menneskelige dimension som afgørende:
- For os handler god undervisning ikke kun om faglighed, men også om at være et ordentligt menneske. Når der er plads til fejl, er der også plads til læring. Det er en kvalitet, der betyder meget for de studerende.
Indstillet til national undervisningspris
Med udnævnelsen følger automatisk en indstilling til den nationale Undervisningspris 2026, som uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Prisen på 500.000 kroner tildeles af en sektorfaglig jury, og SEA er det eneste erhvervsakademi, der tidligere har vundet prisen to gange.
Om Årets Underviser på SEA 2026:
- Lars Plauborg Pedersen, lektor på SEA Esbjerg
- Uddannet bygningskonstruktør (2002), master i bygningsfysik (2025), autoriseret energikonsulent og byggesagkyndig (2006), tømrersvend (1985)
- Underviser på bygningskonstruktøruddannelsen i Esbjerg