Iværksættere på Fyn opfandt tilt og tiltrotator til små gravere
Produktudviklerne Daniel Duus og Maria Gade blev spurgt af en entreprenør, om de kunne udvikle en tilt til små gravemaskiner. Det blev starten på den cylinderfrie Compacttilt, der gør gravearbejde effektivt og sikkert.
Gravemaskiner er sat i verden for at gøre tingene hurtigere og nemmere end at bruge en skovl. Men hvordan kan man gøre gravearbejdet endnu mere sikkert for maskinføreren, var nogle af de tanker, som Daniel Duus og Maria Gade legede med, da de for 10 år siden fik til opgave at udvikle en tilt og tiltrotator til mindre gravemaskiner.
At udvikle en motor til maskinen startede med at stille en hel masse spørgsmål til det udstyr, der allerede fandtes til de større gravemaskiner.
- En gravemaskine er jo et tungt hjælpemiddel, som man kører ind på en plads, men man bruger rigtig meget håndmand stadigvæk, fordi man ikke vil bruge flere timer på at flytte maskinen, fortæller Maria Gade og fortsætter:
- Og det er så det en tilt og tiltrotator kan. Den går ind og hjælper med håndmandsopgaverne. I stedet for at rette en rende af med en håndskovl, kan man pludselig gøre det med tiltrotator. Jo mere simpelt vi kan lave designet, jo mere brugervenligt og sikkert er det. Der skal ikke være for mange unødvendige knapper. Det er lidt ligesom, at schweizerkniven er utrolig fed, men den tandstik der er med, hvem bruger den?
Produktudviklerne Maria Gade og Daniel Duus
Rejsen til at stå med egen fabrik
De sidste tyve år, fra de startede som 18-årige, har Daniel og Maria ikke lavet andet end at udvikle maskiner, både specialmaskiner og robotudstyr til forskellige industrier.
- Det har meget været en opfindermentalitet, der har båret os igennem, og vi løste fede opgaver, blandt andet for Velux. Generelt for vores produktdesign lægger vi vægt på at gøre det så let som muligt at bruge, fordi det samtidig bliver mest sikkert.
Rejsen er gået fra at være de to til i dag at være en etableret organisation i Compacttilt med egen fabrik på Fyn. Daniel er oprindelig uddannet inden for konstruktion og maskinarbejder og står for udvikling. Maria er cand.merc. og står for afsætning og administration.
Giver gravemaskinen flere redskaber
Da entreprenøren kom til dem med sit ønske om en tiltrotator til en lille gravemaskine, var det ikke helt lige til at finde den rigtige løsningen til motoren.
- Vi har den fordel, at vi har mange faggrupper samlet i et hold, herunder smedeværksted, CNC-bearbejdning og montage under samme tag. Det gør, at vi altid har haft en proces, hvor vi hurtigt kan prøve ting af og optimere. Vi tager også ud og taler med maskinførere om tingene dur. Tilsammen har det gjort, at vi har kunne tage nogle hurtige beslutninger i udviklingsarbejdet og skabe en løsning, der er i match med opgavens behov, fortæller Maria:
- Vi startede med at stille spørgsmål til lignende produkter – hvorfor er det så tungt og hvorfor ser de ud, som de gør? Motoren på en tilt sidder det allermest udsatte sted og der skal nogle kræfter til, for gravemaskinerne arbejder i krævende miljøer og skal være modstandsdygtige.
Mindre entreprenørvirksomheder er first-movers for sikkerhed
En tiltrotator er et godt produkt og er egentlig født ud af sikkerhed, for effektivisering og sikkerhed går tit hånd i hånd, ifølge Maria:
- Tiltrotatoren er et produkt, der oprindelig er født til en 20 tons gravemaskine. Vi har så rystet posen lidt for at få den til at fungere for de små maskiner. Den lille Compacttilt rotator kan sættes på alle maskiner op til 10 tons, inden for alle brands fra Volvo til Cat til Takeuchi.
En tilt og en tiltrotator giver maskinføreren hjælpemidler til at løse flere opgaver med én maskine.
- Vi har oplevet, at firstmoveren er enkeltmandsvirksomheder, der er interesserede i de her produkter, fordi de oplever, hvordan de får brugt deres tid bedre og arbejder mere sikkert.
- Det man vinder er, at man slipper for ind- og udstigningerne, flyt af maskinen for at tilgå arbejdsområdet af maskinen. Man slipper også for at skulle ned i renden og lave nogle ting håndholdt.
- Ikke mindst er der mange løft, man kan slippe for. Jeg besøgte f.eks. en brolægger i Tønder. Og hvor de normalt står to mand og løfter på kampesten, kan de nu gøre det med en tiltrotator. Fordi her får man også et drejeled ude for enden af sin gravemaskine, som man kan manøvrere rundt.
- En indikation er, at når man kører ind i Fru Hansens have, skal man huske, at tulipanerne skal stå på sammen måde, når man kører ud, som da man kørte ind. Og ved at putte alt det her udstyr på en lille graver kan man komme ind på meget mindre plads og behøver ikke at flytte den så meget rundt.
Holdbar mekanik
Udstyret er designet med et stor fokus på drift sikkerhed. For det er både timer og økonomi, man mister, når maskinen går i stå.
- Graveopgaver er knokkelarbejde for udstyret. Så vi tænker ind, at produktet skal være driftsikkert. Derfor har vi valgt at have mindst muligt el nede i arbejdsområdet, fordi el er følsomt. Ledninger kan knække og gå i stykker.
- Samtidig følger vi et stærkt vægtprincip, for vi skal sikre, at vores produkter er så lette som muligt. Fordi en maskine på to tons kan kun løfte 350 kg, og så nytter det ikke noget, at vi sælger et udstyrsprodukt på 120 kg, så den ikke har meget kapacitet tilbage.
Hurtigt skift af hydrauliske redskaber
Når Compacttilt udvikler nyt ekstraudstyr, har de med i overvejelserne at sikre, at maskinføreren bliver i sit sæde og ikke skal ud af gravmaskinen.
- For det er ude på byggepladsen, at faren er. Så hvis vi kan lade operatøren blive inde i maskinen mest mulig tid, så opnår vi både driftsoptimering og sikkerhed. Noget nyt, vi har på vej, er et automatisk skift af hydrauliske redskaber, hvor vi har lavet et nyt system, så maskinføreren kan blive inde i kabinen og lave olietilkoblingen uden at stige ud. Det er både tidsbesparende og mere sikkert.
- På en lille maskine betyder 5 kg rigtig meget, så vi har nørdet med, hvordan vi kunne integrere det uden at bruge el, og det er vi lykkedes med CT-oil, runder Maria Gade af.