Historiske bygninger på Holmen udvides med tre nye
I starten af 2025 kan Trangravshusene slå dørene op som det første af tre nye byggerier, der bliver opført blandt kanonerne i det historiske Kuglegården-område af Byggeselskab Mogens de Linde.
Igennem flere århundreder har Kuglegården været en vigtig del af Danmarks historie og militære arv. Denne del af Holmen, der som flådebase tidligere husede Forsvarets krudt og kugler, er over de senere år renoveret gennemgående og har udviklet sig til et moderne erhvervsområde.
Oprindelig blev Kuglegården tegnet og bygget i 1742 af Philip de Lange som det danske kongeriges flådebase. Siden har det gennemgået en transformation til moderne erhvervslejemål. Navnet stammer fra dengang, man opbevarede kanonkugler i det grønne gårdrum og Forsvaret har da også ejet området frem til 2017. Siden har Byggeselskab Mogens de Linde stået for en gennemgribende revitalisering. Og nu bliver området så udbygget med tre nye bygninger, så flere virksomheder kan flytte ind.
– Vi er meget ydmyge og virkelig stolte over at være med til at skrive det næste kapitel i den imponerende historie om Kuglegåden og Holmen, fortæller Lisa de Linde, der er kommerciel chef i Byggeselskab Mogens de Linde, i en pressemeddelelse.
I harmoni med omgivelserne
De tre nye byggerier er en hyldest til Holmens maritime arv, der altså begynder med Trangravshusene. Senere næste år bliver Proviantgården færdig, der i sit udtryk trækker på områdets historiske forbindelse med store portåbninger vendt mod vandet.
Det tredje projekt påbegyndes også i 2025 og er Lystøndeskuret, der bliver genopført som det karakteristiske træhus i sine gamle omgivelser ved Trangravskanalen.
Genbrugsmaterialer fra historiske bygninger
Det nye byggeri er kendetegnede ved åbne stueetager med et stort udsyn og lysindfald og facader beklædt med håndstrøgne italienske skærmtegl.
– Der er mere på spil i de håndstrøgne skærmtegl end i de maskinfremstillede. Det er vigtigt for os, når de skal stå ved siden af de gamle, smukke bygninger, hvis patina fortæller flere hundrede års historie, forklarer Lisa de Linde.
Der bliver også gået i detaljen med valg af materialer, hvor flere er genbrugsmaterialer. Der kommer mini chauséesten i gulvet i indgangspartierne, og genbrugte jernfliser fra Centralværkstedet Aarhus i vindueskarmene. Centralværkstedet er nemlig også ejet af Mogens de Linde, som istandsatte bygningen fra 1880 og har opbevaret materialer herfra. Desuden bliver skillevægge beklædt med genbrugstegl, som vil stå ved siden af in situ-støbte betonvægge. Materialevalget giver en balance mellem gammelt og nyt.
Træ er også anvendt, hvor det har været muligt at erstatte beton, blandt andet er massive azobétræ-søjler er med til at bære bygningen.
Hovedstadens nye knudepunkt
Trangravshusene tilbyder stueetager med udsigt over lystbådehavnen. Mens man fra den øvre etage får panoramaudsigt fra Nyhavn til Amager Bakke.
Holmens nye bygninger placerer sig som en vigtig bro mellem Indre by, Christianshavn og Refshaleøen. Det, som tidligere var en lukket flådebase, er i dag et levende område i byen.
– Vi kan se, hvor meget københavnerne benytter området. Og hovr meget lokalt liv, der er kommet herude med yoga på græsplænen i Kuglegården, og virksomheder holde fredagsbar langs kajen, fortæller Lisa de Linde.
Proviantgården og fremtiden
Når Proviantgården står færdig i slutningen af 2025, vil den også rumme en indre gård med orangeri, og altaner og terrasser med udsigt over Operaparken og Københavns ikoniske bygninger som Amalienborg og Marmorkirken.
Også i byggeriet af Proviantgården vil der blive brugt materialer der hylder den maritime arv og storhed ved genbrugstømmer og detaljer. Der er gennemgående tænkt på den historiske arv men også fremtiden.
– Det skulle gerne passe ind i Holmen, så det udvidede område kan stå i 300 år endnu. Mindst, slutter Lisa de Linde.
Fakta
2025: Første indflytning i Trangravshuseene og udendørsområdet færdiggøres.
2025 første halvår: Lystøndeskuret påbegyndes.
2025 ultimo: Proviantgården står færdig.
Arkitekt: Gjøde & Partnere i samarbejde med Byggeselskab Mogens de Linde.