<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Unihejs

Hejseleverandør vil have fokus på planlægning ved arbejde i højden

  • Byggepladsen
  • Materialer og Løsninger
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • Tag og Facade
  • Den effektive byggeproces
  • Kraner, lifte og arbejdsplatforme
  • 2025-02-10
  • | Af Malene K. Holm
  • Det kan kræve trylleri at få en bred materialehejs ned i en lav kælder eller i højden på facadeelementer, men vigtigst er tidlig planlægning sammen med byggeledelsen, fortæller Thomas Lundholm fra Unihejs.

    IMG20240930183355
    IMG20240930195752
     

    De er pink, og i øjeblikket kan man se hejse fra Unihejs køre effektivt på Nordstern’s og Skanska’s DGNB-byggeri CPH Pulse i Sydhavnen.

    Hvad skal der til for at skabe et godt byggeprojekt, hvor der skal hejs på, spurgte vi Thomas Lundholm, der ejer Unihejs. Hejseleverandøren med fire ansatte har base i Brøndby og leverer til store byggerier for både Aarsleff, MT Højgaard, NRE, 5E, Nordstern, CG Jensen og Novo Nordisk.

    - Vi prioriterer at være med så tidligt i byggefasen som muligt. For tit sker det, at vi først bliver involveret, når kælderen er støbt. Og først der begynder man at tænke på, at man også skal kunne komme op i bygningen, mens man bygger. Derfor prøver vi at opdrage lidt på vores kunder og siger gerne: Kom ud af busken, så vi bedre kan planlægge allerede i den tidlige fase, hvad I har behov for logistikmæssigt og hvordan vi kan optimere jeres flow i byggeriet med vores hejse, fortæller Thomas Lundholm.

     

    God planlægning giver flowet

    Når Unihejs får en opgave, går man ind og kigger på bygningen og spørger til antal medarbejdere, som skal gå i de forskellige faggrupper, hvilke materialer og værktøj, man skal transportere op, forklarer Thomas:

    - Et eksempel er gipsplader. De måler 240 cm og ligger på en gipsvogn, og mange byggeledere tænker måske, at det ikke kan veje meget. For gipsen vejer 900 kg, så det må kunne gå i en 1.000 kg hejs. Men det går ikke, for selve vognen vejer 300-400 kg og manden skal med op. Så er vi altså oppe på 1.500 kg. Det er et klassisk eksempel på nogle af de fejl, der sker.

    Hvis man ikke får planlagt logistikken fra start af, så sker der ofte det, at håndværkeren står derude med en forkert hejs. Og det giver ikke et godt flow og arbejdsmiljø.

     

    Driftsikkerhed giver oppetid

    Når Unihejs sætter en hejs op, er sikkerhed altafgørende og at håndværkerne på byggepladsen føler sig trygge, når de kører i højden i den åbne maskine. Derfor lægger man vægt på et forebyggende vedligehold og at tests og sikkerhedsskemaer bliver udfyldt, så man med sindsro kan vide, at maskinerne ikke kommer til at fejle.

    - Driftssikkerhed drejer sig om at være på forkant og lave service på maskinerne, før de går i stykker, siger Thomas Lundholm, der har været med på byggeriet af flere internationale datacentre i Danmark, hvor sikkerheden er i et helt andet leje.

    IMG20240930192533


    - Ingen hejs er fejlfri. Men 80 % af alle fejlmeldinger løser vi online. Vi kan hjemmefra overvåge, om der er noget galt med maskinerne og guide vores kunder via Unihejs’ online app. Ud fra de data vi får ind fra maskinen, kan vi se, om den udviser svagheder, f.eks. hvis lukketiden på en låge bliver langsommere, så kører vi ud på byggepladsen og skifter sensoren. Derved kan vi hele tiden sikre, at maskinerne ikke får driftsstop eller der kommer et sikkerhedsaspekt. Når vi er ude, anvender vi elektriske servicevogne. Det er gavnligt for både byggeriets økonomi og for miljøet.

    Online-værktøjet giver kunderne en hurtig service.

    - For når kunderne ringer, f.eks. fra Sydhavnen, vil det måske tage 45-60 minutter at sende en tekniker ud fra os. Måske er det en, der har trykket på et nødstop eller glemt at lukke en låge. Det løser vi digitalt på 3-4 minutter. Det giver oppetid på en byggeplads. Bum, siger Thomas Lundholm.

     



    IMG20240802124937

    Når planlægningen alligevel overrasker

    Nogle gange skal der tænkes kreativt og kunne ombygges på hejsens kurve for at tilpasses til byggeprojektet, og det er Unihejs eksperter i. Hejsene kan forlænges og forkortes i alle størrelser og vægtklasser.

    - På Itinera’s byggeri af Køge Hospital havde man en stor skakt, hvor man gerne ville have en kæmpe elevator. Der hjalp vi med at sætte en 2 tons elevator inde i den 40 meter høje skakt og køre serviceringen af hele byggeriet via den skakt. For de havde ingen mulighed for at sætte en hejs andre steder, fortæller Thomas.

     

    Med mere præfab-byggeri skal der tænkes ud af boksen

    Præfabrikerede facadeelementer giver nye muligheder for udformningen af bygningens arkitektur, men stiller anderledes krav til hejseleverandøren.

    - Det vi ser mere af, og som gør vores liv vanskeligere, er præfab-byggeri, hvor facaderne kommer hele med vinduer i. Vi havde nemmere ved tidligere at få adgang til bygningerne med hejset, mens i dag skal vi lave mere kunstfærdige løsninger. Eksempelvis på Nordstern-byggeriet, som er planlagt sammen med byggeleder Kasper Hennings og Roland Poulsen hos Nordstern, har vi måtte opfinde specielle ramper, der hænger uden for vinduerne, for at få adgang til bygningen.

    - Fordi præfabrikerede facadeelementerne gør det vanskeligere for os at finde det rigtige sted at placere hejset. Når bygninger af denne type skal forankres, kræver det nye teknikker. I den forbindelse har vi et godt samarbejde med HILTI for at finde den rigtige løsning. Men vi kan mærke, at det kan være en stressbold hos en byggeledelse, hvis arkitekterne ikke får tænkt ind, hvordan man får alle materialerne op i bygningen på byggepladsen.

    - Byggeriet går stærkt i dag, og her skal vi som hejseleverandør tænke ud af boksen for at finde de bedste løsninger. Ingen projekter er det for os samme, og det kan vi rigtig godt lide, slutter Thomas Lundholm.

    Læs mere om sikkerhed på byggepladsen

    Anbefalede artikler