Portræt af Lars Kjøller-Cortzen fra Trio Gulve
Ifølge Lars Kjøller-Cortzen fra Trio Gulve er sans for detaljen, vilje til at bruge mange timer hver uge og evne til at skille sig ud væsentlige faktorer, når man skal have succes som selvstændig gulvlægger.
Mange gode ideer opstår i venners lag en sen lørdag aften. Men de færreste viser sig at holde, når lørdag nat bliver til søndag morgen – og endnu færre ender med at udvikle sig til virkelighed.
Men for de tre gulvlæggere Lars Kjøller-Cortzen, Martin Würtz Johansen og Brian Elmeskov Pedersen var det en snak i de små timer efter en god middag i midten af 2018, der førte til, at de tog springet fra lønarbejde og enmandsfirmaer og etablerede Trio Gulve.
Tre måneders forarbejde
Processen var dog langt fra enkel. De tre erfarne gulvmænd – Lars har godt 20 år i branchen, mens Martin og Brian har arbejdet med gulve i 12-18 år – ville ikke overlade noget til tilfældighederne. Derfor gik der tre måneder, fra tanken opstod og til allerødvirksomheden Trio Gulve blev virkelighed.
- Det var tre måneders hårdt forarbejde, hvor vi tænkte alle aspekter igennem. Vi udtænkte planer for kvalitetssikring, tilbudsmodeller, markedsføring og en profil, hvor vi valgte at markedsføre os gennem karikaturtegninger og med stærk brug af sociale medier, siger Lars Kjøller-Cortzen, der sammen med kollegaerne var enige om, at alt skulle være på plads, før virksomheden blev præsenteret for offentligheden.
Det skete den 3. december 2018.
- Fra den dag agerede vi, som var vi en af de helt store spillere på markedet. Vi havde hele pakken klar, så kunderne fra dag et oplevede, at vi var i stand til at håndtere opgaverne.
De tre partneres indgående branchekendskab er kombineret med specifikke erfaringsområder, fortæller Lars Kjøller-Cortzen.
- Jeg har været teknisk konsulent, Brian har været projektleder, og Martin har været montør og formand, så vi har hvert vores særområde. Det betyder meget, at vi har en teknisk baggrund og en rådgivningsmodel som mange virksomheder ikke kan tilbyde, siger han.
Aldrig underentreprenør
Trio Gulve er ifølge Lars Kjøller-Cortzen blevet vel modtaget af kunderne, og virksomheden får meget opmærksomhed på grund af den utraditionelle profil med brug af karikaturer i markedsføringen. Det er vigtigt at skille sig ud, men stærk markedsføring skal slå følge med kvalitetsarbejde og flid.
- Vi lægger omkring 80-100 timer hver om ugen. Vi er blæksprutter. Vi laver regnskaber, markedsføring, tilbud, fakturering og så lægger vi selvfølgelig også en del af gulvene selv. Vi holder udgifterne nede ved at bruge hjemmekontor og ved ikke at have et lager. Vi har også en del opsøgende salgsarbejde. Mange firmaer i vores størrelse kører som underentreprenører, men det gør vi slet ikke. Det er et fuldstændigt grundlæggende princip. Vi vil ikke læne os op ad de store spillere på området. Hvis vi ville det, kunne vi lige så godt være ansatte i en gulvvirksomhed, siger Lars Kjøller-Cortzen. Princippet handler ikke kun om at ville levere ”kvalitet til tiden” – men også om overlevelse på længere sigt.
- Når der igen kommer en krise – og det er et bare et spørgsmål om tid – vil virksomheder, der ikke har gode, faste kunder dø. De store virksomheder skubber underentreprenører ud som de første, når de ikke har noget at lave. Hvis man skal overleve, skal man have sin egen kundekreds.
Færre bajere, mere travlhed
Da Lars Kjøller-Cortzen startede i gulvbranchen før årtusindskiftet, var branchen præget af få, store hæderkronede virksomheder. De er i høj grad blevet erstattet af en lang række små og mellemstore virksomheder, og det kan mærkes.
- Der er større konkurrence, og markedet er blevet mere presset. Førhen skulle man producere mindre for at tjene de samme penge. Men sådan er det generelt i håndværksfagene, siger gulvmanden.
- Da jeg startede, drak mange håndværkere bajere halvdelen af dagen. I dag arbejder vi fra start til slut, og det er blevet mere naturligt, at man faktisk skal servicere kunderne. De skal ikke opleve, at man bare sidder på røven hele dagen.
Vejen mod fremtiden
Trio Gulve beskæftiger et par freelancere foruden de tre ejere, men planen er at få en lærling inden længe ud over de 2 faste dygtige svende der allerede er i teamet. Desuden har firmaet aftalt, at man vil tage syvendeklasses-elever i prøveforløb for Allerød Kommune.
- Det er vigtigt, at vi tager socialt ansvar, og samtidig er vi en branche, der mangler uddannet mandskab, så vi vil gerne være med til at skabe opmærksomhed om faget, siger Lars Kjøller-Cortzen, der mener, at virksomheden er rustet til fremtiden.
- Vi styrer for eksempel alt digitalt. Alt fra opgavebestillinger til timeregisteringer kører vi på telefoner. Det er lettere for os, og vore kunder stiller også krav til øget digitalisering, siger Lars Kjøller-Cortzen, der ikke frygter en øget automatisering, selv om der jævnligt hviskes i krogene om udvikling af robotter til håndværksfagene.
- Jeg glæder mig fantastisk meget, til vi får en robot, der kan støvsuge bedre end de robotstøvsugere, der findes i dag. Det vil være en stor hjælp i vores arbejde.