Guide til byggestøv – hvilke filtre skal man vælge?
Uddannelsesansvarlig hos anVærktøj, Mads Hedegaard, oplever, at det store fokus på asbest har smittet af på den generelle opfattelse af støv og beskyttelse. Men der hersker stadig mange misforståelser blandt både håndværkerne, leverandører og forhandlere.
Bygge- & Anlægsavisen har interviewet Mads Hedegaard om byggestøv på danske byggepladser. Mads er som uddannelsesansvarlig hos an Værktøj i kontakt med både producenter, myndigheder og håndværkere om hvordan, man skal forholde sig til byggestøv. Han fortæller, at selvom de fleste i dag efterhånden er bevidst om at behandle farligt byggestøv som asbest og PCB særskilt, så er der mange, der bliver overraskede over, at såkaldt ”almindeligt byggestøv” faktisk bliver kategoriseret som kræftfremkaldende, såsom løvtræ og murstøv.
Ved de danske håndværkere generelt nok om sundhedsfarligt byggestøv?
– Generelt ved de godt, at byggestøv er usundt at indånde, men alt for mange gør ikke noget aktivt for at forhindre det. Der er mange bortforklaringer: Det er for besværligt, det er ikke behageligt at have åndedrætsværn på, det er jo bare lige 2 minutter, vi har ikke hele dagen, det tager for lang tid at skulle bære flere maskiner ind/op, jeg gør bare som mine kollegaer mm. Det kræver sin håndværker at insistere på at bruge åndedrætsværn, processug og luftrenser hvis ingen af kollegaerne bruger det.
Læs også:
Mænd bruger deres sundhedsforsikring langt mindre end kvinder. Samtidig dør de i snit også tidligereOplever I blandt jeres kunder misforståelser omkring klassificering af støv?
– Jeg oplever, at det bliver misforstået, hvornår man skal bruge en H-klasse-støvsuger, og hvornår må man bruge en M eller L klasse. Jeg ringede ind til Arbejdstilsynet (AT) for at spørge, hvor ofte de ville godkende en M eller L støvsuger på en byggeplads, og svaret var, at i 99 % af tilfældene vil AT udelukkende godkende en H-klassestøvsuger. Så det reelle svar er, at man på en byggeplads altid skal bruge en H-klasse støvsuger. Det giver ingen mening at have to forskellige støvsugere i bilen for at kunne løse 1 % af opgaverne. Det er forvirrende, og vælger du den forkerte, risikerer du at få en bøde.
Hvorfor er der så meget forvirring?
– Jeg kan desværre godt forstå, at håndværkerne bliver i tvivl om, hvornår de skal bruge en H-klasse støvsuger. For når man kigger på informationer om støvsugere hos flere forhandlere og leverandører, så reklamerer de for både M og L støvsuger. Man kan se billeder og videoer med betonslibere, slagboremaskiner og dyksave, der er koblet til M eller L klasse støvsugere, hvor det er beskrevet, at de har HEPA-filtre og tager 99,95 % af støvet. Men det er altså i 99 % tilfælde ikke lovligt at bruge disse M- og L-klasse-maskiner på byggepladser i Danmark (jf. AT). Håndværkerne kan risikere en bøde, selv om de er i god tro. Problemet opstår, fordi reglerne i Danmark er skrappere end resten af Europa, og når leverandøren vælger at kopiere markedsføringen fra andre lande, så har man problemet. Enten er man enten ligeglade med den danske lovgivning, eller også kender de simpelthen ikke reglerne. Begge dele er ret bekymrende.
H står for HØJ og ikke HEPA
- En anden misforståelse er, at rigtigt mange tror H i støvklasserne står for HEPA. Der findes 3 klasser hvor H står for HØJ, M står for MIDDEL og L står for LAV. HEPA er navnet på en filter- type som er opdelt i 3 kategorier EPA10-11-12, HEPA 13-14 og ULPA 15-16. Jo højere tal, jo finere filtrering. I en H-klasse støvsuger SKAL der sidde et HEPA 13 eller HEPA-14 filter, så luften er filtreret for alle de mindste støvpartikler. Kan man så ikke bare komme et H13 eller H14 filter i en M-klasse støvsuger så bliver det vel til en H-klasse? NEJ, det gør den ikke, fordi elektronikken ikke er sat op til at håndterer de finere filtre.
Kan du give tommelfingerregler i forhold til byggestøv?
– Man skal huske, at byggestøv helt generelt er noget skidt at indånde, og at man på sigt kan blive alvorligt syg. At der ikke bør være synligt støv i luften, når man er færdig med at skære, save eller banke. Folk bør følge de 3 støvråd:1: Brug åndedrætsværn
2: Sæt processug til (støvsuger koblet på maskine)
3:Anvend luftrenser
– Herudover kan man foretage rengøring hyppigt (f.eks. daglig støvsugning) eller bruge støvvægge, der begrænser spredning af støvet og lave undertryk i arbejdsområdet med en luftrenser.
Er der ikke også noget sund fornuft på spil?
– Jeg er stor tilhænger af sund fornuft, og det skal man altid bruge, men problemet er at kende grænsen mellem ”sund fornuft” og ”hurtigt og nemt”. Hvis der ligger en fast politik, en arbejdsbeskrivelse og gode vaner for, hvordan man på hver opgave vil minimere støvet, så kan man godt i bestemte tilfælde bruge sin sunde fornuft og måske undlade at bruge støvvæg eller åndedrætsværn. Men det bliver bare nemt løsningen, fordi det så går hurtigere eller er mere behageligt. Jo større virksomhed og jo flere forskellige, der arbejder sammen jo vigtigere er det at have faste rammer og skrevne regler/anbefalinger. Så sund fornuft i faste rammer må være svaret.Er der sket en udvikling i forhold til hvordan håndværkere beskytter sig i dag i forhold til for 15-20 år siden?
– Helt sikkert. Hvis man hører, hvordan håndværkerne for bare 10-15 år siden skar uden processug, uden åndedrætsværn og helt sikkert uden luftrenser, så er der sket en markant udvikling. Som en håndværker fortalte til et arrangement i Esbjerg:
”I gamle dage var hverken støv eller asbest farligt, det skulle bare skylles ned med en bajer”
– Det er heldigvis ikke den gængse opfattelse længere. Det er virksomhedsejerne og de ældste svende, der skaber arbejdsmiljøet, og de er rollemodeller, så når de går foran med at beskytte sig, så gør de øvrige ansatte det også.
Hvilken rolle spiller den teknologiske udvikling?
– Der er sket en forbedring og en reduktion af støvet. Maskinerne er blevet bedre, og der findes næsten udsugningsskærme til alle typer af skæremaskiner, så det nu er muligt at koble en støvsuger til. Luftrenserne bliver også brugt mere og mere, selvom det stadig er på et meget lavt niveau. Generel støvsugning dagligt eller flere gange om ugen på byggepladsen er også noget, som bliver mere og mere almindeligt. Så der er positive ændringer i gang i forhold til at reducere støvniveauet.Er der sket ændringer i den måde, vi arbejder på, som skaber nye udfordringer?
– Den største nye udfordring, jeg kan se, er, når der kommer arbejdskraft fra 3. lande. De kender ikke til hvordan, og hvorfor de bør beskytte sig, og her er det et spørgsmål, om hvor ansvarsfuld, den virksomhed, de arbejder for, er. Vi ser jo desværre fortsat virksomheder, der bevidst ønsker at snyde for at spare penge, og det går ud over disse udenlandske arbejdsfolk.
Har asbest-lovgivningen og mediedækningen skabt en holdningsændring?
– Det har den helt sikkert. Der er ingen eller meget få håndværkere, der ikke ved, at asbest, PCB, mm. er farligt, så det har helt sikker ændret holdningen til, at man ikke bare fjerner et asbesttag, og at der findes nogle regler, der skal overholdes. Der er mange, som har den holdning, at de ikke vil have noget med asbest at gøre, men derfor skal de alligevel kende til reglerne, Særligt den seneste skærpelse af reglerne, med at håndværkerne nu som minimum skal have et 2 dages asbestkursus for at lave det asbestarbejde, som ellers ikke var autorisationskrævende. Men der er desværre også brodne kar og virksomheder, der vil se stort på alle regler for at tjene penge, det er et vilkår, som alle skal være opmærksomme på. Det er jo på grund af disse ”brodne kar”, at reglerne er skærpet ret betydeligt.
Bør lovgivningen strammes eller ændres?
– Asbestlovgivningen kommer til at blive yderligere strammet, det er i hvert fald det, jeg hører, når jeg taler med aktører i branchen, og det er både nationale og EU-stramninger, der tales om. Jeg syntes, det er fint med autorisationsordningen, hvor medarbejderne bliver uddannet og der stilles krav til de virksomheder, som vil arbejde med at fjerne asbest. Jeg håber at Arbejdstilsynet kan fastholde eller endda skærpe deres tilsyn med asbestopgaver. Jeg mener dog også, at det er helt hul i hovedet, at der ikke stilles nogen krav overhovedet til dem, som må foretage asbestanalyse. Det er efter min mening indlysende, at der skal være et krav om at en asbesttest kun må udføres af uafhængige og akkrediterede laboratorier. Det er ikke en opgave, som kan løses af et lille firma med et mikroskop bag i bilen eller i garagen.
Er der fag, som er bedre til at beskytte sig end andre?
– Helt generelt er det murerne og nedriverne, som typisk bliver udsat for mest støv, og der er store forskelle på hvad, virksomhederne stiller til rådighed af værnemidler, støvsuger og luftrensere. Desværre er der alt for mange håndværkere, i alle fag, som ikke gider eller bevidst ignorerer risikoen ved at indånde støv, fordi det er begrænsende at bruge værnemidler, tager tid at tilslutte processug og det er besværligt at løfte en luftrenser op. Men jeg fornemmer alligevel, at der er en god tendens i gang indenfor alle fag, hvor både virksomheder, skoler, fagforeninger og nogle leverandører arbejder på at ændre gamle dårlige vaner.
Er de unge bedre til at passe på sig selv end de gamle?
– De unge håndværkere generelt er bedre til at passe på sig selv modsat de ældre, som hænger fast i gamle vaner. Både de tekniske skoler og virksomheden spiller en stor ”opdragelses”-rolle og kan påvirke de unge til at være opmærksomme på støvet. Der er stadig forskelle på, hvor gode både virksomhederne men også de enkelte skoler er til at reducere støvniveauet helt generelt. Jeg ved, at det på skolerne er et varmt emne, og derfor er de i gang med at finde løsninger f.eks. ved daglig støvsugning fremfor ugentlig og placering af luftrensere rundt om i hallerne. Hvis både de lokaler, man bliver undervist i, og de byggepladser, man arbejder på, har et højt støvniveau, så opfatter man jo det som ”normalen” og vil ikke syntes, at det er unaturligt med meget støv. Så håndværkernes opfattelse af, hvornår der er for meget støv, afhænger meget af hvad, de er vant til.
Andet som vores læsere bør vide om området?
– Husk, at du er den bedste til at passe på dig selv og at man ikke kan mærke de skader støvet giver i lungerne før mange år senere, så det er i dag, at du skal tænke dig om.