Forskellige veje til sikkerhed
Arbejdsmiljøkonsulent i 3F Byggegruppen, Flemming Hansen, ærgrer sig over, at frekvensen af arbejdsulykker har været uændret i over 30 år. Han giver her sit bud på, hvordan man kan nedbringe antallet af ulykker i byggebranchen.
Vi er mange der arbejder på at få antallet af arbejdsulykker i bygge-og anlægsbranchen til at falde. Kloge mennesker har forsket og analyseret, og i firmaer, på byggepladser og i organisationer er der planlagt og gennemført mange kampagner og indsatser, der skulle vende udviklingen. Men frekvensen af ulykker har trods det været uændret i over 30 år.
For øjeblikket er Arbejdstilsynet i gang med at forberede en ny indsats i 2026 med det samme formål. Og det er godt. Der skal jo fortsat gøres noget, fordi det både menneskeligt og økonomisk er uacceptabelt. Men hvad er det der skal til for at ændre tingene?
En måde at få tallet til at falde er jo at ændre loven om anmeldelse af arbejdsulykker, som regeringen pt. arbejder på at gennemføre. Fra krav om anmeldelse ved 1 sygedag ud over tilskadekomstdagen til efter 3 dage. Vupti får man antallet af anmeldte ulykker til at falde. Men har det ændret noget virkelighed? Nej, tværtimod så vil færre ulykker blive undersøgt og forebyggelsen vil falde.
Man kan også ændre den ”symbolsikkerhed” som mange store entreprenører praktiserer med at udstyre alle ansatte med obligatorisk brug af hjelm, briller, handsker og synlighedsveste. For så signalerer vi i det mindste, at vi gør noget ved sikkerheden. Selvom det er stik imod den såkaldte forebyggelsestrappe, der siger ”fjern risikoen” som første trin og brug af ”personlige værnemidler” som det sidste. Og selvom en hjelm både generer og absolut ingen nytte gør ved mange arbejdsopgaver, som f.eks. ved meget indvendigt arbejde. Man kunne ændre det til noget meningsfuld forebyggelse i dialog med de ansatte.
Hvor kunne vi ellers tage fat, hvor det kunne flytte noget. Vi skal selvfølgelig have styr på de materielle ting som rækværker, overdækninger, afspærringer osv. Men mere vigtigt er det at få det systematiske arbejdsmiljøarbejde til at fungere. Her kan forebyggelsen grundlægges. Men netop dette område er voldsomt nødlidende i bygge- og anlæg. Det ved vi fra statistikker, og det ved vi fra vores medlemmer. Arbejdsmiljøorganiseringen er med få undtagelser rigtigt dårligt fungerende i bygge-anlæg, og i godt halvdelen af virksomhederne helt fraværende.
Hvis vi vil knække ulykkeskurven, skal vi tilbage til arbejdsmiljølovens grundprincip om, at arbejdsgiveren har ansvaret for, at arbejdsforholdene er sikre og sunde. Det starter altså i virksomheden. Her er der en række krav og pligter som, hvis de tages alvorligt, kan rette det nødvendige fokus på forebyggelsen. Loven kræver inddragelse af de ansatte, hvilket giver rigtig god mening, da de ansatte ved hvor skoen trykker og ofte kan bidrage med erfaring og forslag, da byggefolk altid er gode til at finde løsninger. Inddrag dem dog.
Mange har pligter efter loven, men den vigtigste ligger hos den, der har ansvaret for arbejdets udførelse, nemlig arbejdsgiveren. Så tag det ansvar op, sæt mål og hav ambitioner. Og så væk med den meningsløse symbolsikkerhed, der kun umyndiggør folk, og ind med reel forebyggelse, som, de ansatte kan se, giver mening for dem og som tager dem alvorligt.
