
Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri
Nyt ID-kort giver styrket kontrol på store byggepladser
Fra 1. juli 2025 bliver ID-kort obligatoriske på byggepladser med en anlægssum over 100 mio. kr. Tiltaget skal forbedre overblikket og sikre ordnede forhold.
Fra 1. juli 2025 bliver det obligatorisk at anvende ID-kort på byggepladser med en anlægssum over 100 mio. kr. Formålet er at skabe større gennemsigtighed og sikre, at arbejdsgivere, myndigheder og kolleger nemt kan identificere, hvem der arbejder hvor og for hvem.
- På store byggepladser med mange medarbejdere og nationaliteter kan det være svært at få overblik over, hvem der hører til hvor. ID-kortet gør det langt nemmere at sikre, at de rette personer har adgang til pladsen, og at der er styr på, hvem der udfører hvilke opgaver, siger Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri i en pressemeddelelse.
ID-kortet, som også kan være digitalt, forventes at være et effektivt redskab til at håndtere praktiske og sproglige udfordringer på tværs af fag og nationaliteter.
- Det handler om at skabe tryghed og orden. Når alle kan identificeres hurtigt og præcist, er det lettere at sikre ordnede forhold og et godt samarbejde på pladsen, tilføjer Rasmus Brandt Lassen.
Læs også:
Entreprenørstop er vedtaget. Fra 1. juli 2025 kan Arbejdstilsynet nu bruge et hårdtslående værktøj, hvis der gentagne gange sker alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne
Formand Claus von Ellin
Fagbevægelsen ser ID-kortet som et vigtigt skridt
Danske Byggefag, en sammenslutning af syv FH-fagforbund i byggebranchen, støtter fuldt op om indførelsen af ID-kortet. Formand Claus von Elling udtaler i en pressemeddelelse, at det er en milepæl i kampen for danske løn- og arbejdsforhold.- Et fælles, nationalt ID-kort har stået højt på vores ønskeseddel i mange år, og at det nu kommer, er en markant milepæl i arbejdet for at sikre danske løn- og arbejdsvilkår i en branche, hvor alt for mange bliver udsat for snyd og svindel, siger Claus von Elling.
Han fremhæver, at ID-kortet vil være med til at sikre mere fair konkurrence og bedre arbejdsforhold for medlemmerne.
Certificeringsordning for international arbejdskraft
Indførelsen af ID-kortet er en del af en bredere politisk aftale, der også omfatter en ny certificeringsordning for international arbejdskraft. Denne ordning skal gøre det lettere for udenlandske medarbejdere at arbejde i Danmark under ordnede vilkår.
- Vi har brug for internationale kolleger, og med certificeringsordningen bliver det lettere for dem at arbejde i Danmark på ordentlige vilkår. De har enorm betydning for Danmark – ikke mindst for de opgaver, de løser i byggeriet, slutter Rasmus Brandt Lassen.