<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
CleanSpace2_glasfiber_halvmaske og kombifilter

CleanSpace2 glasfiber halvmaske og kombifilter

Guide til åndedrætsværn og turboværn for håndværkeren

  • Byggepladsen
  • Sikkerhed
  • Arbejdsmiljø
  • 2022-09-07
  • | Af Frank Ulstrup
  • Med begreber som turbohætter, turbomasker, beskyttelsesfaktorer, partikelfiltre og aktive kulfiltre kan man let blive forvirret, når man skal vælge et aktivt åndedrætsværn. Men det behøver faktisk slet ikke være så kompliceret, siger Dorde la Cour fra leverandøren iTOOLS. Læs med her og få hendes bedste fif.


    CleanSpace2_staldstøv_halvmaske og P3-filterCleanSpace staldstøv halvmaske og P3-filter

    Mikroskopisk byggestøv fra træ, cement, metal, kvarts eller asbest er ifølge arbejdsmedicinsk forskning anledningen til, at op mod 250 danske håndværkere hvert år mister livet.

    Dertil kommer det triste faktum, at mere end hvert tiende tilfælde af lungesygdom stammer fra arbejdspladsen.


    Så der er altså god grund til at tage både luftbårne partikler samt gasser og dampe alvorligt. Men det sker bare ikke altid i fornødent omfang.

    Det mener i hvert fald Dorde la Cour fra virksomheden iTOOLS, der bl.a. leverer åndedrætsværn til professionelle håndværkere:

    - Ser vi historisk på det, er både mester og hans svende blevet langt bedre til at passe på sig selv, end de var tidligere. Men så længe forurenet luft hvert år er anledning til flere hundrede dødsfald, er der jo masser af plads til forbedring, siger hun.


    Vil ikke ende som far

    Dorde la Cour peger på, at iTOOLS og andre leverandører i en årrække har haft et godt samarbejde med både arbejdstilsynet, fagforeninger, brancheorganisationer og tekniske skoler. Samarbejdet har sigtet mod at øge bevidstheden om de farlige partikler og dampe, og mod at uddanne håndværkere og andre til at benytte de korrekte åndedrætsværn.

    Og det har virket, siger hun:

    - Det har bestemt virket. Men det, der nok har haft allerstørst effekt, er, at mange har set deres far udvikle KOL eller astma. De har set konsekvenserne, og de skal ikke nyde noget selv, siger hun og tilføjer, at der af samme årsag også er blevet længere mellem de macho-jokes, som der var masser af tidligere:


    - For år tilbage kunne man jo høre one-liners som: ”Rigtige mænd hoster igennem helt til fyraften”. Den slags hører vi ikke så meget mere – igen fordi kulturen har ændret sig, lyder det.



    CleanSpace2_svejser_halvmaske og kombifilterCleanSpace svejser halvmaske og kombifilter


    Viderefakturer udgiften

    Men når det er sagt, er der altså stadig plads til forbedring, understreger Dorde la Cour med henvisning til statistikken. Hun peger bl.a. på, at visse uddannelsessteder efter hendes mening godt kunne have større fokus på problematikken. På samme måde er der både mestre og svende, der hænger lidt i bremsen, siger hun:


    - Mange steder er udstyret jo til rådighed, men svendene får det ikke brugt, fordi de synes, det er for besværligt. Andre steder er det derimod mester selv, der er flaskehalsen fordi, ordentlige åndedrætsværn selvfølgelig koster noget, siger hun og kommer med et godt råd til de mestre, der vægrer sig ved udgifterne:


    - Når jeg er ude at tale med virksomhederne opfordrer jeg altid til, at man opretter en varelinje til diverse værnemidler og dermed viderefakturerer udgiften til kunden. Det har kunderne stor forståelse for, og i både auto- og VVS-branchen har man gjort det med stor succes, lyder det.




    Masser at vælge imellem

    En anden udfordring vedrørende brug af åndedrætsværn kan dreje sig om manglende viden og overblik.

    I den forbindelse pointerer Dorde la Cour, at der let kan blive tale om falsk tryghed, hvis maske og filter ikke udvælges med omhu:

    - Der findes jo både turbohætter (TH) og turbomasker (TM) med forskellige beskyttelsesfaktorer, siger hun og nævner som eksempel, at luften inde i en TH1-maske, der er udstyret med et P3-partikelfilter er 10 gange renere, end luften udenfor. Og at luften i en TM3-maske er 2000 gange renere, end den udenfor.

    Dertil kommer selvfølgelig selve filtrene, hvoraf partikelfiltrene findes i kategorierne P1, P2 og P3 samt en række kombinationsfiltre med aktivt kul til beskyttelse mod f.eks. gasser og dampe.

     




    CleanSpace Ultra_asbest_helmaske og P3-filterUltra asbest helmaske og P3-filter, billede af CleanSpace

     

    Tjek sikkerhedsdatabladet!

    Det kan umiddelbart lyde som meget at holde styr på, hvis man ikke vil risikere at ende med den forkerte maske eller et utilstrækkeligt filter.


    Men, der er faktisk en ganske enkel måde at sikre sig på, siger Dorde la Cour:

    - Alle produkter kommer jo med et datasikkerhedsblad, hvor producenten angiver, hvilken maske og hvilket filter, der skal benyttes. Så man slår egentlig bare op i databladet og orienterer sig, siger hun og tilføjer, at man i tvivlsituationer altid kan ringe til producenten af det givne produkt – eller til producenten af det åndedrætsværn, man normalt benytter.

    - Vi sidder altid parat til at rådgive, og vil hellere have at brugerne ringer én gang for meget, end én gang for lidt, siger hun og nævner at iTOOLS CleanSpace-serie af turbomasker alle er certificeret som TM3-værn, og som standard er udstyret med P3-partikelfiltre.

    Det betyder, at man i en situation, hvor man f.eks. skal slibe i et ukendt materiale, og dermed ikke kan ty til databladet, er maksimalt beskyttet:

    - P3-filtrert leverer den bedste beskyttelse mod partikler, og er dermed det rette valg i en situation med usikkerhed. Og det er selvfølgelig den helt overordnede regel: Ved man ikke, hvad det er for partikler eller dampe, man kommer til at stå i, så ruster man selvfølgelig op, og benytter de allermest effektive filtre, lyder det fra Dorde la Cour.


    Kend dit turboværn

    • Alle turboværn som sælges i Danmark, er CE-godkendte. Men de færreste har ifølge Dorde la Cour tjek på, hvilken standard de er klassificeret efter, og hvad den nominelle beskyttelsesfaktor er. Beskyttelsesfaktoren indikerer populært sagt hvor mange gange renere luften er inde i masken, end udenfor.

     

    • Da 10% af den indåndede luft i et TH1-turboværn kan gå udenom filteret og direkte ned i brugerens lunger, er det ikke nok at have fokus på hvilket filter, der benyttes. Typen af turboværn er mindst lige så afgørende.

     

    • Hvis de relevante oplysninger ikke fremgår af selve turboværnet, så kig i manualen eller spørg din forhandler.

     

    • Turboværn med hætte/visir (TH) er godkendt efter CE EN 12941

    Nominelle beskyttelsesfaktorer for TH:

                          TH1: 10 (10 x renere luft / tilladte lækage = 10%)

                          TH2: 50 (50 x renere luft / tilladte lækage = 2%)

                          TH3: 500 (500 x renere luft / tilladte lækage = 0,2%)

     

    • Turboværn med maske (TM) er godkendt efter CE EN 12942

    Nominelle beskyttelsesfaktorer for TM:

                          TM1: 20 (20 x renere luft / tilladte lækage = 5%)

                          TM2: 200 (200 x renere luft / tilladte lækage = 0,5%)

     

                          TM3: 2000 (2000 x renere luft / tilladte lækage = 0,05%)

    Anbefalede artikler