<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Dansk Supermarked  Aarhus 2017_600

Grønne tage – let og hurtigt og uden brug af grønne fingre

  • Byrum
  • Klimasikring
  • 2018-10-09
  • Det modulbaserede Sedum-tag fra Nature Impact A/S er op til fire gange hurtigere at udlægge. En kærkommen håndsrækning til en byggebranche, der ifølge ny undersøgelse, plages af spildtid.

    Tekst af Frank Ulstrup

     

    To tredjedele af den tid en håndværker bruger på en byggeplads er spildtid. Det er den nedslående konklusion i et nyt og omfattende forskningsprojekt fra Aarhus Universitet.

     

    Og selvom ”spildtid” i undersøgelsen også inkluderer forberedelse, oprydning og andre former for klargøring til det egentlige arbejde, er der masser af plads til forbedringer.

     

    Således peger professor Søren Wandahl fra Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet på, at bedre planlægning og koordinering vil kunne øge produktiviteten i byggeriet til 50-60 procent.

     

    Masser af spildtid

    Men selvom professorens udmelding er barske løjer, kommer resultatet ikke som nogen større overraskelse for Jesper Staal, der er produktchef i virksomheden Nature Impact A/S.

     

    Her fik man for nogle år siden en rigtig god ide, der netop skulle være med til effektivisere arbejdet på landets byggepladser.

     

    - Det handler om, at man traditionelt har etableret grønne tage i to til fem lag. Først lagde man drænplader ud over hele tagfladen, dernæst filt og jord, og til sidst plantede man. Men de store ufærdige flader kunne være en kæmpe udfordring, når det f.eks. blæste kraftigt, og ofte måtte man bruge ekstra tid på at fastholde materialerne, eller helt indstille arbejdet, til det igen blev stille vejr. Resultatet var masser af spildtid.

     

     

    I al slags vejr

    Med ønsket om større effektivitet begyndte man derfor at videreudvikle på et amerikansk koncept, hvor drænplader, jord og planter er samlet i ét modul, og dermed kan udlægges i én arbejdsgang. Produktet har nu været på markedet i fem år, og er en stor succes.

     

    - Det betyder, at de tagdækkere, der køber vores systemer, i princippet kan lave grønne tage i al slags vejr. De skal ikke indstille arbejdet, og kommer derfor heller ikke ud i, at skulle aflyse krantider og aftaler med andre faggrupper, siger Jesper Staal. Han tilføjer at selve arbejdsgangen med modulerne, der måler 41x53 cm, også er meget hurtigere.

     

    - Med de gamle systemer kunne et team på fire – fem mand udlægge omkring 500 m2 om dagen. Med vores moduler når de op til fire gange så meget på samme tid.

     

    Læs også interview med Henrik Garver fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI): Gennemtænkte overfladeløsninger baner vejen for bedre klimasikring af byerne

     

    Uden brug af grønne fingre

    Men spørger man én af Jesper Staals kunder, Hetag Byens Tag A/S i Ringe, er effektiviteten langt fra den eneste fordel ved det modulbaserede system. Konceptet er nemlig også enkelt, og man ikke behøver at have voldsomt grønne fingre for at håndtere det, fortæller tilbudsberegner Peer Schødts.

     

    - Vi beskæftiger os primært med udlægning af tagpap, så når vi tidligere fik en forespørgsel på et grønt tag, hyrede vi gartnere ind for at hjælpe. Men med Nature Impact’s modulsystem er udlægningen så enkel, at vi selv kan klare det. Det er selvsagt en store fordel – og særligt fordi efterspørgslen på grønne tage bare stiger og stiger.

     

     

    Grønt og klimasikkert

    Den stigende efterspørgsel, der i høj grad kommer fra offentlige byggerier i landets større kommuner, glæder selvfølgelig også Jesper Staal og hans kolleger. De leverer moduler til omkring halvdelen af de grønne tage, der etableres i Danmark.

     

    Men den hurtigere og dermed i sidste ende billigere udlægningsproces, forklarer langt fra stigningen alene, siger han.

     

    - Når grønne tage oftere bliver indskrevet som en del af lokalplanen, handler det jo om, at mange kommuner arbejder med klimasikring. Her er grønne tage – eller Sedum-tage – som de kaldes -ideelle fordi, de reducerer og forsinker vandafstrømningen til kloakken. Faktisk har vores Climate Roof systemløsning en vandtilbageholdelse på op til 65 l/m2. Det betyder kort sagt, at mere end 50 % af den årlige nedbør bliver på taget, og dermed ikke belaster vores, i forvejen nedslide, kloaksystemer. 

     

    Læs mere om Klimasikring

     

    Optager tonsvis af CO2

    Dertil kommer, at grønne tage også yder et stort bidrag til at reducere C02-niveauet i atmosfæren. Et tag på 5000 m2 vil f.eks. kunne optage helt op til seks ton CO2 om året. Og medregner man vækstlaget og rodmassen, nærmer mængden sig 12-15 ton.

     

    - Det er også væsentlige argumenter for mange, der ønsker et Sedum-tag. Men for de tagdækkere, der handler med os, er det primære argument, at det er lettere og hurtigere. Og det kan jeg godt forstå. Da jeg selv arbejdede som taggartner, var der flere episoder, hvor alt var kørt i stilling og så på selve dagen var der bare langt fra vejr til at arbejde på taget. Det resulterede i, af tingene fløj om ørene på os, og at udlægningen måtte udsættes. Det var ikke sjovt, smiler Jesper Staal.

     

     
    Anbefalede artikler