Genanvendt plast kræver nye initiativer for at nå potentialet
De nye regler i bygningsreglementet betyder, at genbrugte materialer tæller som 0 i klimaregnskabet. Men i Plastic Projects ærgrer man sig over, at genanvendte materialer ikke kan indgå på samme måde, og man efterspørger flere incitamenter til at bruge genanvendte materialer i byggeriet og på den måde fremme den grønne dagsorden.
Vi bruger plast overalt men vi bruger det ikke ansvarligt. Plast har mange kvaliteter, som styrke, holdbarhed og let at bearbejde. Men vi producerer produkter, der er lavet til at holde til, vi kommer hjem fra supermarkedet, og så smider vi det ud. Det er affald fra det øjeblik, det bliver lavet.
Mange tror, at plast-forurening primært er et lokalt miljøproblem med havskildpadder, der bliver kvalt i six-pack ringe eller fugle, der spiser det. Det er meget større end det. Der blev produceret 400 millioner ton plast i 2016 og det tal er støt stigende, størstedelen er engangsprodukter og mindstedelen bliver genanvendt. Plasten bliver produceret af råolie i en energikrævende proces, der også typisk er baseret på fossile brændstoffer.
Inden for plast-produktionen er ny-vare billigere end regenereret plast, og det er derfor nødvendigt at tilføje værdi til produktet for at gøre det konkurrencedygtigt.
Konkurrenceparametrene er pris, kvalitet, klima og som i tilfældet for os i Plastic Projects æstetik. Hvis de genanvendte materialer ikke kan matche prisen, deres klimareduktion ikke bliver medregnet, og der en større variation i kvaliteten af materialer, så er det svært at se hvordan, at vi virkelig skal sætte gang i genbrug og genanvendte materialer i byggeriet og andre steder.
Nye måder at tænke i plast
Der er brug for at genanvende plasten. Det eliminerer behovet for fossil-olie, og hvis produktionen er baseret på grøn strøm, har man samlet set et fremragende materiale i forhold til egenskaber og miljøpåvirkning.
Plastic Projects fremstiller plader i genanvendt plast, som er et alsidigt og æstetisk materiale med fokus på minimal klimapåvirkning og maksimal kvalitet og genanvendelse. Selvom det kun er en dråbe i havet, prøver vi at vise, at plast kan bruges forsvarligt og at genanvendelse ikke behøver at være en grå-brunt kompromis. Pladerne er et alsidigt format, der kan bruges ligesom andre pladematerialer og derfor anvendes til møbler, produkter, interiør og byggeri.
Vi er et start-up, som udvikler vores egen teknologi for at kunne skabe den bedste kvalitet og æstetik. Derfor udvikler vi hele tiden på vores produkter og kapacitet. Hvor vi typisk fremstiller møbler og interiør i byggeriet, så håber vi på at kunne udvide til indendørs beklædning og mere.
Vi tror på, at plast som materiale kan bruges bedre. Plast er et slidstærkt, vandtæt, slagfast materiale, der har uanede anvendelsesmuligheder. Det fungerer både på badeværelset, i køkkenet, på altanen og på kontoret. Plast er altid blevet anerkendt som et stærkt materiale, der bruges til rør under jorden eller beskyttelse af kabler og finmekanik, det er dog bare altid blevet gemt væk, og det er det, vi forsøger at gøre op med, ved at skabe et produkt i plast, der er et alsidigt materiale som både kan genbruges og genanvendes.
Det at fremme genbrug og genanvendelse igennem æstetik, tror vi er vejen frem for at skabe en forståelse for materialet og for vores ressourcer generelt.
Genanvendte materialer falder imellem to stole i bygningsreglementet
De nye regler i bygningsreglementet betyder, at genbrugte materialer tæller som 0 i klimaregnskabet. Men ifølge retningslinjerne tæller genanvendte materialer ikke på denne måde, og det betyder, at de enten kan beregnes som nye materialer eller efter en miljødeklaration, som producenten skal udarbejde.
Særligt for plast er det meget sjældent, at det bliver genbrugt, da meget er éngangsprodukter eller specialfremstillede størrelser. Det sætter plast i en dårlig kategori. Det er selvfølge positivt, at reglerne tilgodeser genbrugte materialer, men for genanvendte materialer er det nødvendigt at lave sin egen EPD/miljødeklaration for at få den miljømæssige fordel dokumenteret. Dette kan være et stort arbejde, som for nye virksomheder og start-ups kan være svært at bære. Der er i nogen tilfælde også brug for produktionsdata indsamlet over et år. Sammen betyder det, at der både er et administrativ, økonomisk og tidsmæssige benspænd. Hvilket kan hæmme innovation og udvikling indenfor bæredygtigt byggeri.
En løsning kan være at lave et standardiseret klimadatasæt for genanvendte materialer som kunne bruges direkte for at forenkle processen eller at lave nogen fordelagtige regler på samme med som genbrugte materiale. Det kan på sigt skabe større incitament til at bruge genanvendte materialer og på den måde fremme den grønne dagsorden.