Garageopfindelse i landsbyen Røgen blev en global succes
I 1970’erne opfandt Lars Vester Rasmussens far det moderne punktudsug, som siden har gået sin sejrsgang over hele verden. Her er historien om Alsident System A/S, der trods sin anonymitet har forbedret arbejdsmiljøet i flere end 50 lande.
Du har helt sikkert set dem og brugt dem – og du har måske ligefrem monteret dem.
For punktudsugninger findes snart sagt over alt i dagens Danmark – fra vuggestuens skifterum, og til kemi- elektronikbranchens blande- og loddestationer.
Alle steder foreskriver arbejdsmiljøreglerne, at mennesker skal beskyttes mod forurenet luft, og næsten alle steder er der af samme grund krav til effektiv punktudsugning.
Et af de steder, hvor man glæder sig over den udvikling, er hos Alsident System A/S i Hammel. For det var virksomhedens grundlægger, der i 1970’erne opfandt punktsuget, og siden da fik det introduceret i 30 brancher og flere end 50 lande.
Det, der startede ganske småt i grundlæggerens garage i landsbyen Røgen udenfor Hammel greb i den grad om sig, siger hans søn og nuværende direktør, Lars Vester Rasmussen:
– Ja, det må man sige. Der var ikke nogen, der havde drømt om, at det skulle blive så omfattende og så stort, siger han og fortæller, at man trods en betydelig markedsandel, ”kun” har 15 trofaste medarbejdere.
– Dertil kommer selvfølgelig en skov af underleverandører, så vi kun skal koncentrere os om at save op og samle sugearmene her på fabrikken, lyder det.
Verdens første punktudsug
Historien om Alsident System er i første omgang historien om Lars Vester Rasmussens far, Levi Vester Rasmussen.
Han var i starten af 1970’erne ansat på en virksomhed, der fremstillede tandstifter, men havde et brændende ønske om at få fod under eget bord. Og da han mere eller mindre kendte alle landets tandteknikere, tog han i 1976 springet og begyndte selv at producere tandstifter:
– Den produktion fortsatte frem til slutningen af 1980’erne, men det var ikke den, der for alvor bragte os ud over landets grænser, fortæller Lars Vester Rasmussen og fortsætter:
– På et tidspunkt begyndte min far at få forespørgsler fra tandteknikerne. De spurgte, om han ikke kunne fremstille et sug, der kunne fjerne det støv og de slibespåner, der opstår, når man f.eks. arbejder med en protese. Det gik han så i gang med, og fik dermed konstrueret verdens første punktudsug.
Derefter gik det stærkt. Det viste sig nemlig, at tandteknikerne langt fra var den eneste faggruppe, der gerne ville af med den forurenede luft:
– Min far havde f.eks. en god ven, der ejede et elektronikfirma, hvor man lavede masser af loddearbejde. Så punktudsugninger over de enkelte loddestationer var lige det, han som ansvarlig arbejdsgiver stod og manglede. På den måde kom vi ind i elektronikbranchen, og på samme måde gik det egentlig i mange andre brancher, lyder det.
Barn af en iværksætter
Produktionen af sugearme tog mere og mere fart op gennem 1980’erne, og i 1989 udfasede man helt fremstillingen af tandstifter. 1989 var også året, hvor Lars Vester Rasmussen, der er uddannet maskinarbejder, officielt startede i virksomheden.
Men egentlig havde både han og hans søster været med, fra de var helt små:
– Far startede jo med tandstifterne ude i garagen, men det blev selvfølgelig hurtigt for småt. Så inden længe var hele vores hus i Røgen fyldt med emballage, og alt muligt andet, der ikke var plads til i garagen. Så vi mærkede fra barnsben, hvad det ville sige at være iværksætter uden den helt store startkapital, smiler han og nævner, at man i 1980 købte naboejendommen, en tidligere møbelfabrik, og flyttede produktionen dertil.
Da det i 1987 også blev for småt, satte man sig for at byggede en splinterny fabrik på Finlandsvej i Hammel. Og det er fortsat her – efter adskillige udvidelser – Alsident System holder til i dag.
Produktionen følger solen
Men, det var også en fabrik, hvor der var tænkt over hver en detalje, fortæller Lars Vester Rasmussen:
– Min far havde i sine unge dage arbejdet på en fabrik i Aarhus, hvor man overhovedet ikke kunne se dagens lys. Det brød han sig slet ikke om, så han svor, at medarbejderne skulle kunne se solen, hvis han nogensinde selv blev arbejdsgiver. Og det blev han jo så, så bordet fangede.
Løsningen var selvfølgelig en bygning med masser af vinduer, og da farens svoger var arkitekt, blev opgaven givet videre til ham:
– Min onkel var meget inspireret af Rudolf Steiner, så han tegnede fabrikken ud fra hans filosofi. Det betyder, at materialerne i dag kommer ind i den østlige ende af fabrikken, og at færdigvarerne kommer ud på vestsiden. Med min onkels ord, så følger produktionen dermed solens bane over himlen. Om det så har været med til at fremme vores succes eller ej, det ved jeg ikke, griner Lars Vester Rasmussen.
En glad mand
Direktøren er derimod ikke i tvivl om, at det store fokus på arbejdsmiljø i Danmark, har sin del af æren for, at sugearmene fra Alsident System er blevet en global succes:
– I Skandinavien har vi jo meget strammere regler for arbejdsmiljø, end andre steder i verden. Selv indenfor EU, er der en kæmpe forskel. Dermed er det ikke helt tilfældigt, at ideen til punktudsuget opstod i Danmark, og vi dermed kom først på markedet, lyder det.
Og spørger man Lars Vester Rasmussen om fremtiden for Alsident System, peger han da også ud i verden:
– Jeg tror, markedet vil fortsætte med at vokse, fordi man i andre lande selvfølgelig også har et ønske om et sundt arbejdsmiljø. I første omgang gætter jeg på, at der vil komme fælles EU-regler, så f.eks. tyske frisører ikke skal stå og indånde kemiske dampe dagen lang. Dertil kommer, et gryende marked for fjernelse af ufarlige - men ubehagelige lugte. Det ser vi allerede i vuggestuerne, hvor en del af vores sugearme er monteret over skiftebordene.
– Så helt overordnet set, er jeg en særdeles glad mand, der forventer at vi får mere end rigeligt at se til i fremtiden, lyder det fra Lars Vester Rasmussen.