<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
sky-work-top
Annonce

Erhvervsklatreren erstatter dyre lifte og store stilladser

  • Byggepladsen
  • Kraner, lifte og arbejdsplatforme
  • 2024-10-16
  • | Af Frank Ulstrup

    I udlandet er det ikke noget særsyn, at håndværkere hænger i reb på siden af en bygning. Nu breder tendensen sig også i Danmark, da metoden ofte er billigere, hurtigere og mere klimavenlig, end alternativerne.

    Billede 7

    Klatrende håndværkere har indtil for få år siden været et relativt sjældent syn i Danmark. Men nu virker det som om flere og flere har fået øjnene op for, at de såkaldte erhvervsklatrere kan være et godt alternativ til kraner, lifte og stilladser.


    Det er i hvert fald en tendens, man kan skrive under på hos virksomheden Sky-Work A/S, der blev grundlagt i 2016.

    - I dag har vi 35 medarbejdere og afdelinger i både Øst- og Vestdanmark, så der har bestemt været et marked, smiler CRO, Thorin Hermansen, der er én af de tre grundlæggere.


    Et smidigt alternativ

    Han fortæller, at firmaet ofte bliver kontaktet, når der er røget et par tagsten af i 6. sals højde, eller hvis murværk og inddækning skal repareres:

    - Vi påtager os ikke at omfuge en hel facade, da det ikke kan svare sig for kunden. Men derud over er det stort set alle slags opgaver fra vinduespudsning og facadefuge til montering af vinduer i højden, som vi arbejder med.

    Her kan to mand med reb og rygsække være et særdeles godt alternativ, fortsætter han:

    - Det kan jo være ret omfattende og ikke mindst dyrt, hvis man skal have fat i lift og kran – eller måske skal til at bygge stillads for at komme op og udbedre en mindre stormskade. Der er vi et smidigt alternativ – og specielt da, hvis bygningen ligger i et område med snævre gader, og man måske skal ind i en baggård.

     

    Skånsomt for klima og miljø

    Et andet forhold, der har givet Sky-Work mere end rigeligt at se til, er, den klimapolitiske dagsorden. I takt med at der opføres flere og flere klima-certificerede bygninger, stiger behovet for klimavenligt vedligehold nemlig også:

    - Det giver jo ikke så meget mening at lægge sig i selen for at få certificeret sin bygning, også udføre det efterfølgende vedligeholdelsesarbejde med traditionelle, klimabelastende metoder, siger han og peger på, at produktionen af kraner, lifte og stilladser er en særdeles CO2-tung proces:

    - Der er vi meget mere skånsomme, hvilket vi også har dokumentation for. Vi skal egentlig bare have vores reb og rygsække samt det nødvendige håndværktøj. Det er alt, lyder det.

    IMG_4655

    Vil ikke erstatte lifte og kraner

    Når det er sagt, er Sky-Work ikke sat i verden for at gøre op med stilladser og lifte, understreger Thorin Hermansen:

    - Vi har ingen intentioner om at skulle erstatte det tunge materiel, for det har bestemt sin berettigelse ved mere omfattende opgaver. Men vi vil gerne gøre op med tanken om at lifte, kraner og stilladser er det eneste, der duer, når man skal arbejde i højden.

    - Vi vil gerne være et nyttigt supplement – også i et samarbejde med lifte og kraner, siger han og fortæller, at Sky-Works medarbejdere ofte supplerer det tungere løfte-materiel:

    - Vi har f.eks. mange opgaver, hvor tunge materialer løftes op med kran, og hvor en af vores medarbejdere så hænger i et reb og sørger for monteringen.


    Godkendt og sikkert

    Thorin Hermansen fortæller, at erhvervsklatring som moderne disciplin blev født i 1980’erne på boreplatforme langt ude i Nordsøen. Her var det i sagens natur vanskeligt at stille et stillads op, når platformens yderside skulle vedligeholdes, og kreative hjerner kastede sig derfor over reb, klatreseler og "bremser":

    - Derefter indså man, at teknikken også kunne bruges på landjorden. Det slog først igennem i lande som Norge, Sverige og Holland men op gennem 90’erne begyndte man også at se enkelte erhvervsklatrere i Danmark.

    Siden da er diverse certificeringer, lovgivning og sikkerhedspapirer fulgt med, så erhvervsklatring i Europa i dag er godkendt og kontrolleret på samme måde som alle andre erhverv:

    - Sikkerheden er selvfølgelig det helt afgørende, når man arbejder i højden. Derfor sender vi også løbende vores håndværkere på kurser og efteruddannelse – bl.a. hos AAA Træning i Odense, der er nogen af de bedste, lyder det fra Thorin Hermansen.

    Læs flere nyheder om kraner, lift og arbejdsplatforme på temasiden

    Anbefalede artikler