<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
article_image

Enorm donkraft er i brug på Femern-projektet

  • Femern
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Byggeriets udvikling
  • 2022-07-29

  • De kæmpemæssige specialbyggede donkrafte kan skubbe med flere hundrede tons tryk. De såkaldte ”jacks” er for første gang taget i brug på Femern-byggepladsen.

    I starten af juli blev den første prøvestøbning af et segment til Femern Bælt-tunnelens elementer foretaget på byggepladsen ved Rødbyhavn. Som næste skridt skulle det færdige prøve-segment skubbes videre på forsøgslinjen for at gøre plads til det næste segment. Denne del af støbeprocessen sker ved hjælp af schweiziske specialbyggede donkrafte eller jacks, der kan skubbe med flere hundrede tons tryk.

     

    Donkraft01


    – Det er en central del af produktionsmetoden, som vi afprøver nu. Vi skal have skubbet de færdige segmenter præcist fremad, så der er plads til det næste i rækken. De jacks, vi anvender, er specielt udviklet til Femern-projektet, og derfor er det vigtigt at afprøve, hvor godt de fungerer i praksis, siger produktionskoordinator, Foteini Karakatsani, Femern A/S.

     

     

    I fabrikken glider elementerne på slæder over skinner, der er beklædt med en særlig epoxy for at minimere friktionen. Alligevel kræver det enorme kræfter at skubbe beton-elementerne fremad. Et færdigt tunnelelement er 217 meter langt og vejer over 73.000 tons. Derfor vil hver produktionslinje have seks sæt jacks, der til sammen kan skubbe med næsten 4.000 tons tryk. Ved at justere kraften på de enkelte donkrafte kan operatørerne styre tunnelelementet til højre og venstre og føre det præcist gennem produktionshallen. På det meget mindre prøvesegment, blev der dog kun brugt beskedne 12 tons tryk, og operationen tog derfor flere timer omhyggeligt arbejde. I de kommende måneder vil tunnelkonsortiet FLC analysere på donkraftenes effekt, og betonkonstruktionen for at sikre, at den lever op til kvalitetskravene. Det sker blandt andet ved hjælp af boreprøver.

     

    Donkraft02

     

    – Den første prøvestøbning er nu overstået, og vi har lært meget af processen. Selv med måneders planlægning så giver en rigtig test masser af nyttig data, som vi nu vil bruge til at optimere arbejdet frem mod næste støbning i efteråret, forklarer produktionskoordinator, Foteini Karakatsani.

    Anbefalede artikler