<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
(3) FM-Tunnel-Estunlar-HQ-36

Indgangspartierne er designet i en fortolkning af en portal, som er et klassisk motiv i arkitekturen. Portalerne markerer overgangen fra ude til inde. Lysbuerne er en del af installationen, som bidrager med en optisk dimension

En nyfortolkning af portalen til den nye undersøiske tunnel på Færøerne

  • Veje og Infrastruktur
  • Landskab
  • Nordatlantisk Byggeri
  • 2022-04-12
  • | Af Gudrun Henrysdóttir

    I kombination af en lysinstallation og arkitektonisk nyfortolkning af den klassiske portal har Eyðun Eliasen, arkitekt og grundlægger af tegnestuen, EYA, tilført en sanselig dimension til den nye undersøiske tunnel på Færøerne

    (1) FM-Tunnel-Estunlar-HQ-65I skumringen lyser portalerne op i landskabet. Det var en af intentionerne med indgangspartiet, at det gerne måtte skille sig ud fra omgivelserne.


    I december 2021 åbnede Færøernes hidtil største infrastrukturprojekt. En undersøisk tunnel, der forbinder Eysturoy og Streymoy. Tunnelen er 11,2 km lang, har tre indgange og en rundkørsel.

     

     

    Som en del af projektet har tegnestuen EYA med Eyðun Eliasen som ledende arkitekt stået for de tre indgangspartier. Ønsket fra bygherren EStunlar var, at Eysturoyartunnilin skulle skille sig ud fra de øvrige tunneller på Færøerne. Dermed var arkitektens opgave at skabe et design, som var æstetisk og attraktivt for både færinger og turister. Eyðun Eliasen uddyber:

     

    - Opgavebriefet var at skabe opmærksomhed og at skabe noget folk huskede. Indgangspartierne måtte også gerne være fotogene og have ikonisk potentiale, fortæller han og fortsætter:

     

    - Min ambition var at gøre folk opmærksomme på skiftet fra ude til inde. Og her fik jeg ideen til portalen, som er et gammelt klassisk motiv i arkitekturen. Jeg valgte at arbejde videre på motivet i en nyfortolkning, som så resulterede i denne konstruktion, vi ser i dag.

     

    Noget af det vigtigste, når man bygger tunneler, er sikkerhed. Og her følger Færøerne de samme sikkerhedsforanstaltninger som Norge, der har lang erfaring med tunnelbyggeri.

     

    - Der var en del teknisk krav, som jeg har forholdt mig til i designet af portalerne. Fx har det været nødvendigt at tage højde for mulige stenskred og lækage, som oftest ses ved åbningen af en tunnel. Et krav var også, at den inderste del af konstruktionen skulle være i beton, fortæller Eyðun Eliasen.

     

    Kravet om brugen af beton flere meter ind i tunnellen og uden for har betydet, at beton er blevet et centralt materiale i portalerne og en aktiv del af designet. Det ses i de elementer af beton, der gradvis stiger og følger det bagvedliggende landskab. Konstruktionen skaber en optisk illusion af et rør der tvister sig længere og længere ud af tunnellen.

     

    Nyfortolkning af et klassisk motiv i arkitektur

    Portalerne er delvis en udsmykningsopgave og har derved ikke en afgørende funktion for sikkerheden. Ikke desto mindre sætter de et betydeligt præg på tunnellen og omgivelserne, som ikke er set før.



    (4) FM-Tunnel-Estunlar-Drone-HQ-21
    Betonkonstruktionen ændrer sig gradvis i takt med at den kommer længere ud og frigøres fra landskabet. Den har samtidig en effekt, der synliggør buerne mere og mere og skaber en illusion om et rør, der tvister sig ud gennem åbningen.
    (5) FM-Tunnel-Estunlar-Drone-HQ-13Portalen set oppe fra hvor det tydeliggøres som en overgang.
     
     




    - I klassisk forstand er ’portalen’ der for at markere en overgang. Den er velkendt i gamle domkirker, katedraler, paladser og slotte og er, så vidt jeg ved, ikke noget, man tidligere har set på Færøerne. Ideen med portalerne blev mødt med stor interesse hos byggeherre og det norske rådgivningsfirma Norconsult, som står for projekteringen af projektet, fortæller Eyðun Eliasen.

     

    Ved at introducere et nyt greb i en færøsk sammenhæng har arkitekten samtidig introduceret en ny måde at tænke overgang og skift.

     

    - For mig har det været vigtigt at bevidstgøre skiftet fra ude til inde og at markere det med en overgang. Portalerne fungerer derfor godt, da de fungerer som et sted der befinder sig mellem det at være ude og det at være inde, siger Eyðun Eliasen.

     

    Eyðuns nyfortolkningen af portalen endte med en langtrukket portal, der tydeligt markerer et skift. Den buede form er kendetegn for portalen. Men også her har arkitekten fortolket den klassiske forståelse af motivet:

     

    - Portalerne har indbygget lysbuer, som er med til at give dem et særligt udtryk. Ideen med lyset var at tilføre noget der skilte sig ud, og som kunne ses på afstand. Men det var vigtigt for mig, at lyset ikke blev blåligt, men ’warm white’. Dette for ikke at være lysforurenende, mere end højst nødvendigt, fortæller Eyðun Eliasen.

     

    Store dele af året er det mørkt på Færøerne, lysbuerne er derfor ret markante i landskabet. Dette har også været intentionen, da de frem for at falde ind i omgivelserne, gerne måtte stikke ud.

     


    Lysdesign

    EYA står også for lysdesignet inde i tunnelen. Her har arkitekten valgt at fortsætte med lysbuerne denne gang med farvet lys. Lysdesignet ses både i rundkørslen og midt på den lange strækning. I rundkørslen har hver af de 3 udkørsler en farve og på den lige strækning er 3 lysbuer i hver sin farve. De 3 farver går igen i udkørsler og lysbuer.

     

    (2) FM-Tunnel-Estunlar-HQ-58EYA står for lysdesignet inde i tunnel, hvor farverne skifter mellem gul, blå og grøn. Farverne skaber dynamik i kørslen, så den ikke bliver ensformig



    - Lysdesignet inde i tunnelen har den funktion, at den fastholder bilistens opmærksomhed. Den særligt opmærksomme vil endda opdage, at placeringen af farverne skifter placering fra dag til dag. Lyset projekteres i en bue og skaber en dynamisk effekt, når det rammer de rå vægge, som enten er beton eller sten, siger Eyðun Eliasen.

     

    Således simulerer lysbuerne et alternativ til at køre i et åbnet landskab, hvor indtrykkene skifter naturligt. Dertil tilfører de farvede lys en sanselig oplevelse, der sammen med portalerne er optisk stimulerende. Armaturer og lys er programmeret så på særlige dage, fx nationaldagen, er lyssætningen og farverne helt anderledes end i det daglige.

    Anbefalede artikler