De vindende virksomheders repræsentanter fra venstre mod højre: Benny Svenningsen fra Nomaco Danmark, Thorkild Vind fra GMR maskiner og Jacob Grindsted fra Bucher Municipal
Eldrevne maskiner tog Innovationsprisens 1.,2. og 3. pladser
Ved Maskinleverandørernes Innovationspris tog tre maskiner topplaceringerne: En slamsuger, et varmvandsanlæg og en redskabsbærer, der alle kører helt uden fossilt brændstof.
Fælles for de tre vidt forskellige maskiner er, at de opererer helt uden fossilt brændstof.
Men det er ikke de tre maskiners el-drift alene, som har imponeret dommerne, forsikrer jurymedlem Michael Nygaard, der til dagligt er teknisk leder i Esbjerg Kommune.
- Det er jo vidt forskellige maskiner, så vi har skåret ind til benet og set på anvendelighed, sikkerhed, ergonomi og miljø.
Her er el selvfølgelig et væsentligt parameter, men anvendeligheden kommer først, for det skal fungere i hverdagen.
Jeg synes, at mange af løsningerne repræsenterer noget helt nyt på hvert deres område og gør både hverdagen lettere uden at gå på kompromis med sikkerhed eller miljø, pointerer Michael Nygaard.
Manøvredygtig, lydsvag og emissionsfri slamsuger
Førstepladsen gik til Bucher CityFlex C40e fra Bucher Municipal, en fuldelektrisk slamsuger som kan køre hele dagen næsten uden støj. Juryen fremhævede, at der er tale om en gennemprøvet teknologi og et produkt skabt i et stærkt samarbejde med Volvo og ikke mindst en løsning som vil imødekommen en stigende efterspørgsel i forhold til den grønne omstilling.
Førsteplads: Bucher CityFlex C40e fra Bucher Municipal
Hos Bucher Municipal er Sales and Service Director, Jacob Grindsted, glad for, at de løb med førstepræmien i Maskinleverandørernes Innovationspris, men han er ikke overrasket.
- Vi står jo som de første i verden med en fuldelektrisk suge- og spulebil på et originalchassis fra Volvo. Det er altså ikke en omkonverteret løsning, som man ellers ser på markedet.
Og selve slamsugeranlægget er jo en kendt teknologi fra Bucher Municipal. Alt i alt kan vi som de første præsentere en unik, støjsvag og emissionsfri maskine til en normalt meget brændstofkrævende og støjende opgave.
Det vigtige for os var, at vi kunne levere et produkt, som kan køre en hel dag. Vi skal ikke sælge noget, som kun kan køre en halv, understreger Jacob Grindsted.
Emmisionsfri og pesticidfri ukrudtsbekæmpelse
Andenpladsen løb GMR maskiner med for sin STAMA Eco Weed Killer Pro SP – en pesticidfri, emissionsfri ukrudtsbekæmpelsesenhed, der er næsten lydløs i drift og holder på varmen i mindst otte timer og behøver ikke at være tilsluttet el-net eller vandforsyning under brug.
Andenpladsen: STAMA Eco Weed Killer Pro SP fra GMR maskiner
Hos GMR maskiner har direktør Niels Kirkegaard haft travlt hele dagen med kunder ved det nye, prisvindende varmvandsanlæg, og det kan han godt forstå.
- Langt de fleste anlæg kører med dieselopvarmning af vandet og nogle også med benzin til fremdriften af vandet. De to støj- og forureningskilder har vi fjernet, da opvarmningen sker via stikkontakt og vandet ganske enkelt føres frem via et overtryk i tanken, så det har 105-106 grader, når det kommer ud.
Samtidig har vi fjernet nogle komponenter, så vi står med et meget enkelt og anvendeligt produkt. Og når al larm og svineri er forsvundet fra denne løsning, betyder det jo, at bare du har et el-køretøj, kan du køre rundt i byen og behandle ukrudt både støj- og emissionsfrit og dermed også arbejde i et større tidsrum uden at frygte klager, forklarer Niels Kirkegaard.
Fuldelektrisk redskabsbærer med stor lasteevne
Tredjepladsen blev indtaget af KAAR fra Nomaco Danmark – en fuldelektrisk el-traktor/redskabsbærer, hvor både sikkerhed og ergonomi og ikke mindst el-drift i alle dele gav podieplaceringen. Juryen fremhæver, at det netop er helt unikt at se en gennemelektrisk redskabsbærer og understreger, at den samtidig har en meget interessant pris og den største lasteevne af de deltagende redskabsbærere i konkurrencen.
Tredjeplads: KAAR fra Nomaco Danmark
Den vurdering er direktør hos Nomaco, Benny Svenningsen, meget enig i:
- Det er jo verdens første typegodkendte el-traktor/redskabsbærer under kategori T-2, og her er den bygget op med varmvandsanlæg og kører ren el, også på opvarmningen, men den kan også udstyres med sneplov og kost og har en lasteevne på 1,5 tons, hvilket næsten ingen andre har. Og introprisen på selve køreenheden er kun 500.000 kr. hvor andre ligger op til en million.
Den kommer med 9 kWh, men det kan udvides fem gange, og så har du en rækkevidde på 200 kilometer. Og så kan du putte en saltspreder bagpå og v-plov foran, og så har du pludselig en fuldelektrisk og anvendelig redskabsbærer, som ikke behøver koste mere end 700.800.000 kr. plus lidt redskaber, siger Benny Svenningsen, der også fremhæver den højere, ergonomiske og mere sikre kabine.