<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
eh-0205

Seks virksomheder knuser i alt 2.000 tons beton på årets E&H-messe. Foto: MCH/Tony Brøchne

E&H-messen får rekordbesøg af store knuser maskiner

  • Byggepladsen
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Kraner, lifte og arbejdsplatforme
  • 2024-05-03
  • | Af Redaktionen

    Seks firmaer tager deres knusere med på årets E&M-messe, hvor man kan se maskinerne i aktion med at knuse brokker og sortere jord d. 13.-15. juni 2024 i Herning.

    I en tid hvor genbrug er i højsædet, er efterspørgslen på knusere stor, og de store maskiner bliver demonstreret i aktion på fagmessen E&H . Entreprenør & Håndværker, der afholdes den 13.-15. juni 2024 på messeområdet ved MCH Outdoor Arena nær MCH Messecenter Herning.

    Her kan man opleve et bredt udvalg af maskiner i forskellige størrelser, med forskellige drivlinjer og kapaciteter. Og der er noget at se frem til på knuser-området, hvor de gigantiske maskiner kommer i aktion med at knuse brokker og sortere jord. Man vil også kunne se demonstrationer af, hvordan træ nedbrydes og sorteres.

    Genbrug af materialer kalder på knusere

    Årets knuserområde på E&H-messen bliver større end nogensinde før, og det er ikke uden grund.

    - Princippet med cirkulær økonomi og nyttiggørelse af de materialer, vi har til rådighed, bliver mere og mere afgørende, og derfor er både knusning, sortering og neddeling et marked i vækst. Vi vil alle gerne reducere CO2-udslippet og samtidig forsøge at genbruge så meget af det materiale, vi nu engang har til rådighed, siger afdelingschef hos maskinhandleren Meldgaard Handel Klaus Meldgaard i en pressemeddelelse.

    Knuserne er også inde i en rivende udvikling, især når det kommer til deres kapacitet og effektivitet, som fortsat stiger. Ifølge Klaus Meldgaard kan maskinerne nu håndtere større fremmedlegemer takket være hydrauliske mekanismer, der aktiveres, hvis for eksempel et stykke jern havner i rotorhuset.

    Alt dette vil de besøgende få et grundigt indblik i på E&H-messen.

    - Under årets E&H-messe vil de maskiner, der demonstreres, afspejle de seneste nye teknologier, så det bliver særdeles interessant for alle relevante fagfolk. Udviklingen går hurtigt, og på messen kan maskinerne opleves i deres rette miljø, siger Klaus Meldgaard.

    Meldgaard Handel vil selv medbringe neddeleren Terex Ecotec TSS 390 og Backers' stjernesorteringsanlæg.



    eh-topKnuser-området byder også på neddeling af træ. Foto: MCH/Tony Brøchner.

     

    Vigtigt at se maskinerne i arbejde


    Blandt de andre udstillere i knuserområdet finder man også Wirtgen, der ser stor værdi i, at maskinerne kan opleves i aktion.

    - Det er absolut meget vigtigt, at de besøgende kan opleve maskinerne i funktion, og det relaterer sig jo til alt det her med at sparke dæk og mærke stemningen. Knuser-området og messen i det hele taget inviterer til, at folk kan stille spørgsmål, snakke og diskutere og ikke mindst se og sammenligne de forskellige mærkers maskiner. Det er et stort fokusområde, at messen er en arbejdende messe, mener Jan Dahl, administrerende direktør i Wirtgen, der ser frem til det store knuser-område:

    - Jeg forventer, at der kommer til at være godt gang i den, og at vi møder både interesserede og købelystne besøgende, der er klar til at investere nu og her såvel som på sigt. Og så er jeg overbevist om, at vi kan samle en masse folk, når først de store maskiner begynder at brumme.

    Wirtgen kommer selv med sortereren MS 952 I EVO, knuseren MR 110 I EVO og et stakkebånd på 20 meter - alle fra Kleemann.

     

    Ny udstiller vil levere en fantastisk opvisning


    AE Maskiner er en ny udstiller i knuserområdet, hvilket skyldes, at virksomheden siden sidste E&H-messe er blevet importør af knusere og sorteringsanlæg fra Keestrack. Forventningerne her er også høje.

    - Først og fremmest forventer vi, at knuser-området og messen i det hele taget bliver godt besøgt, og dernæst glæder vi os meget til forhåbentlig at tiltrække og underholde en masse interesserede kunder med et godt show. Derudover satser vi på godt vejr, så denne helt unikke, arbejdende messe får de bedste betingelser, fortæller salgschef for recycling i AE Maskiner Jesper Vinter.

    Han tilføjer, at virksomheden blandt andet vil medbringe en fuldt elektrisk, CO2-neutral knuser fra Keestrack.

    Udover Meldgaard Handel, Wirtgen og AE Maskiner tæller udstillerne i knuserområdet også Vermeer, CBS Wearparts og Aksel Benzin, der forventes at knuse i alt 2.000 tons beton på messen.

    Konferencieren bliver komikeren Anders Bircow, der vil guide de besøgende gennem de mange demonstrationer.

     

    Oplev E&H - Entreprenør & Håndværk på det store udendørs messeområde ved MCH Outdoor Arena nær MCH Messecenter Herning 13.-15. juni 2024.




    Anbefalede artikler