Annonce
Selvrensende riste begrænser affald fra kloakoverløb
Kraftig regn øger presset på fælleskloakker og risikoen for overløb. I Middelfart skal selvrensende overløbsriste fra Stjernholm begrænse, at fast affald ender i Lillebælt.
Når kraftig regn belaster ældre fælleskloakerede systemer, kan kloakkerne nå en kapacitetsgrænse, hvor overløb bliver nødvendige. Overløbet aflaster kloaksystemet, men betyder samtidig, at papir, vatpinde, vådservietter og andet fast materiale kan blive ført med spildevandet ud i åer, fjorde og kystområder.
Det har øget interessen for løsninger, der kan begrænse mængden af affald fra kloakoverløb.
Hos Stjernholm A/S oplever teknisk konsulent Per Sjørslev Petersen, at kommuner og forsyninger i stigende grad har fokus på både kapacitet og kontrol med det materiale, der følger med vandet.
– Det, der fylder hos mange forsyninger lige nu, er, hvordan man både håndterer større vandmængder og samtidig kan dokumentere, at man begrænser det affald, der ryger videre ud ved overløb, siger Per Sjørslev Petersen.
Overløbsriste skal beskytte Lillebælt
Et konkret eksempel findes i Middelfart, hvor Stjernholms løsning er installeret i et overløbsbygværk ved roklubben nær den lille havn og tæt på Lillebælt. Her er etableret to automatiske overløbsriste i Ø700. Tilsammen er ristene dimensioneret til at kunne håndtere omkring 800 liter opblandet regnvand/spildevand i sekundet hver.
Ved kraftige regnhændelser, skal ristene tilbageholde fast materiale fra fælleskloakken, inden vandet ledes videre mod Lillebælt. Ifølge Stjernholm illustrerer projektet samtidig, hvordan eksisterende overløbsbygværker kan opgraderes med automatisk rensning, så håndteringen af kloakoverløb bliver lettere at drifte og bedre kontrolleret.
Læs også:
Louise Grøndahl HOFORs ekspert i klimasikring og skybrud giver her en række råd til boligejere
Selvrensende overløbsrist reducerer manuel rensning
En selvrensende overløbsrist forhindrer ikke, at der sker overløb fra kloaksystemet. Funktionen er i stedet at reducere mængden af synligt affald og andet fast materiale, som følger med vandet ud i vandmiljøet, når systemet aflaster.
Teknisk fungerer løsningen ved, at det opblandede regnvand/spildevand passerer gennem en perforeret rist med 4 mm huller, som tilbageholder større partikler over 4 mm. Risten renses løbende af en snegl med børste, der samtidig transporterer det tilbageholdte materiale tilbage til indløbssiden. Herfra kan materialet føres videre gennem kloaksystemet mod renseanlægget.
Den automatiske rensning har også betydning for forsyningernes drift og arbejdsmiljø. Ved kloakoverløb med traditionelle manuelle riste kan der være behov for, at medarbejdere efter kraftige regnskyl møder op og fjerner det materiale, der har samlet sig på risten.
Når regnhændelser bliver hyppigere, kan den opgave fylde mere i den løbende drift. Med en selvrensende løsning bliver behovet for manuel rensning mindre, mens service ifølge Stjernholm typisk kan samles omkring et årligt eftersyn.
For Stjernholm består opgaven derfor ikke alene i at levere selve overløbsristen. Løsningen skal dimensioneres efter blandt andet vandmængderne, det eksisterende bygværks udformning og den enkelte forsynings behov til drift og vedligehold.
Dokumentation kommer mere i fokus
For kommuner og forsyninger handler håndtering af kloakoverløb i stigende grad også om dokumentation. Stjernholm gennemfører derfor forsøg, der skal dokumentere hvilke typer af materiale ristene kan tilbageholde, og hvordan løsningen fungerer ved forskellige belastninger.
Ifølge virksomheden forventes dokumentationen at være klar inden udgangen af 2026.
Udviklingen betyder, at klimatilpasning af kloaksystemer ikke alene er et spørgsmål om at kunne håndtere og flytte større vandmængder. Der er også fokus på at få bedre kontrol med det vand og faste materiale, der ledes videre til vandmiljøet, når fælleskloakken går i overløb.
Automatiske og selvrensende overløbsriste kan her indgå som ét af flere redskaber for kommuner og forsyninger sammen med pumper, bassinløsninger og andre løsninger til håndtering af regn- og spildevand.
Læs flere artikler om klimasikring og håndtering af regnvand
