<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
HOFOR_hero

Skybrudssæson: Hvordan sikrer man sin ejendom?

  • Boligforeningen
  • Klimasikring
  • 2026-06-30
  • | Af Mikkel Weber Sandahl
  • | Fotos: HOFOR

  • Louise Grøndahl HOFORs ekspert i klimasikring og skybrud giver her en række råd til boligejere.

    Der falder mere regn, og flere skybrud rammer. Det er en realitet nu, og vejreksperter vurderer, at vandmængderne kun vil blive endnu større i fremtiden Som boligforening kan man også selv gøre en forskel for at gardere sig mod alt det vand, der falder ved skybrud og intense regnperioder. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har sammen med kommunerne bygget flere løsninger i klimasikringens tegn. I kampen mod vandmasserne tæller hver en dråbe, og her spiller egne indsatser også en afgørende rolle. 

    – Med klimaforandringerne ser vi flere og mere voldsomme regnhændelser. De kollektive løsninger, vi har bygget og planlægger at lave, kan ikke stå alene, når det gælder kampen mod vandmasserne. Borgerne kan hver især gøre en forskel for at sikre hus og hjem mod vandet, fortæller Louise Grøndahl HOFORs ekspert i klimasikring og skybrud, og fortsætter: 

    – Det er en rigtig god ide, at man går sin bolig igennem forud for skybrudssæsonen, og tjekker om afløb og tagrender er renset, så vandet har fri passage. Tjek også kælderen for at se, om ejendele og værdier er forsvarligt opbevaret, så er man nemlig bedre garderet mod de omfattende ødelæggelser, som et skybrud kan medføre, lyder det fra HOFORs skybrudsekspert.

    HOFOR_Louise-GroendahlLouise Grøndahl, viser hvordan man kan sikre sin bolig forud for skybrudssæsonen


    Højvandslukke stopper kloakvandet 

    Udover at rense afløb og tagrender forud for skybrudssæsonen, er der en række andre ting, man kan gøre for at sikre hjemmet mod oversvømmelser fra skybrud og længerevarende regnperioder. 

    Man kan få installeret et højvandslukke for at reducere risikoen for at få kloakvand ind i boligen. En faskine kan også være en mulighed at få etableret, hvor regnvand opsamles i et underjordisk hulrum, så vandet ikke belaster kloakkerne.  

    Tjek også grunden ved boligen, og undgå at grunden hælder mod huset, så vandet ikke løber direkte ind i huset fra fortov eller have. Regnvandstønder kan også fungere som et lokalt opsamlingsdepot til regnvandet. 

    Når et skybrud rammer, er der flere forhold, man skal være opmærksom på. Først og fremmest skal man undgå kontakt med vandet, der har oversvømmet gader eller kælder, da vandet kan udgøre en smittekilde. 

    Løse kloakdæksler skal man også være ekstra opmærksom på. Nogle dæksler kan nemlig rykke sig løs, hvis der er ekstraordinært meget tryk på kloaksystemerne, når skybruddet rammer. Man skal derfor træde varsomt, hvis gaden er dækket af vand, da det kan være svært at se, om et kloakdæksel sidder løst. 

    Otte gode råd til boligejere forud for skybrudssæson:

    - Luk vinduer og døre.
    - Rens tagrender og afløb, så vandet kan løbe frit. 
    - Sæt ting i kælderen på reoler, der kan desinficeres, mindst 40 cm over gulvet.  
    - Tjek grunden ved din ejendom. Falder grunden ind mod huset, kan man grave render, der leder vandet væk fra ejendommen. 
    - Installere et højtvandslukke for at undgå, at kloakvand løber ind i boligen.
    - Luk gulvafløb i kælderen, der ikke bruges. 
    - Luk ventilationshuller i ydervæggene.
    - Hav gerne sandsække klar.

    Om klimasikring og skybrud: 

    DMI definerer et skybrud som den regnmængde, der overskrider mere end 15 mm nedbør på 30 minutter. Via DMI’s app kan man tilmelde sig varsler om skybrud.  HOFOR har i perioden fra 2012-2023 investeret ca. 7 milliarder kr. i nye løsninger til klimasikring for intens regn, skybrud og spildevandshåndtering.  

    Anbefalede artikler