<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Nicolai-Borup-Schou_Domea_Digitalisering_IT

Domea ansætter ny afdelingsdirektør

  • Boligforeningen
  • 2026-10-12
  • | Af Redaktionen

  • Nicolai Borup Schou tiltræder den 26. oktober som afdelingsdirektør for Digitalisering og IT hos Domea. Han får en central rolle i boligadministrationsselskabets digitale omstilling og implementeringen af et nyt ERP-system.

    Domea.dk har ansat Nicolai Borup Schou som ny afdelingsdirektør for Digitalisering og IT. Han kommer med omkring 20 års ledererfaring fra større virksomheder og skal stå i spidsen for den digitale udvikling i en periode, hvor boligadministrationsselskabet gennemfører organisatoriske og teknologiske forandringer.

    Nicolai Borup Schou er uddannet datamatiker og har en mastergrad i IT, Software Construction fra IT-Universitetet i København. Han har tidligere arbejdet som systemudvikler og haft ledende stillinger hos blandt andre BankInvest, ATP og senest SDC/Netcompany.



    Nyt ERP-system skal understøtte forretningen
    Ansættelsen sker på et tidspunkt, hvor Domea har etableret en ny organisation og er i gang med at udskifte sit eksisterende ERP-system. Den nye afdelingsdirektør får dermed ansvaret for at sikre, at virksomhedens it-løsninger understøtter forretningens behov og de ydelser, der leveres til kunderne.

    Ifølge leverancedirektør Hilde Seljom kræver omstillingen både teknisk indsigt, operationel erfaring og evnen til at skabe sammenhæng mellem medarbejdere, teknologi og forretning.

    - Vi står midt i eksekveringen af en ambitiøs omstilling. Det kræver en solid digital understøttelse af forretningen, hvilket er forudsætningen for, at vi kan levere på de aftaler, vi indgår med vores kunder. Og så kræver det en god og tæt ledelse af alle de dygtige medarbejdere, som er bærere af den her transformation. Nicolai kommer med lige præcis det vi søger - solid operationel og teknisk erfaring, stærke ledelseskompetencer og et godt blik for helheden. Derfor glæder jeg mig meget over, at Nicolai har sagt ja til at blive en del af holdet og Domea.dk's ledelse, siger Hilde Seljom, leverancedirektør i Domea.

    Samarbejde bliver en vigtig prioritet
    For Nicolai Borup Schou bliver samarbejdet med både medarbejdere, øvrige afdelinger og kunder et centralt fokusområde. Han fremhæver fælles resultater og stærke relationer som afgørende for at lykkes med virksomhedens digitale udvikling.

    - At lykkes sammen. Det er det, jeg glæder mig mest til. Jeg er et menneske som sætter stærkt samarbejde utroligt højt - både det nære samarbejde med kollegaerne i afdelingen, det som hver dag udspiller sig på tværs af virksomheden og det, vi bygger op sammen med vores kunder. Og når jeg siger det sådan, så er det fordi jeg tror på, at det er det stærke samarbejde, som skaber de bedste resultater. Men i første omgang glæder jeg mig allermest til at hilse på en masse nye kollegaer, blive klogere på virksomheden og lære medarbejderne i afdelingen bedre at kende, siger Nicolai Borup Schou.



    Afløser tidligere afdelingsdirektør
    Nicolai Borup Schou overtager stillingen efter Sara Najafi, der fratrådte i september 2026 efter gensidig aftale. Frem til tiltrædelsen den 26. oktober varetager leverancedirektør Hilde Seljom midlertidigt rollen som afdelingsdirektør for Digitalisering og IT.

    Anbefalede artikler